Mod det mangfoldige univers!
I rumfartens tidlige dage, dengang i 1950’erne og -60’erne, var livet som astronaut et job for rigtige – fortrinsvis hvide – mande-mænd.
I 1980’erne kom kvinderne og flere minoriteter så til, og i disse år udvides spektret for, hvem der kan blive astronaut, yderligere. Nu behøver et fysisk handicap ikke længere være en hindring.
\ Bliv astronaut
Fra 31. marts til 18. juni 2021 kan du ansøge om at blive astronaut. (Fristen er ændret – tidligere var den 28. maj 2021)
Læs mere, og ansøg via hjemmesiden BlivAstronaut.dk.
For at klæde dig på til jobbet, bringer vi på Videnskab.dk en serie artikler om livet som astronaut, og hvad det kræver at blive den næste Andreas Mogensen (Danmarks første og hidtil eneste astronaut).
Artikelserien bliver til takket være økonomisk støtte fra Thomas B. Thriges Fond. Videnskab.dk har fuld redaktionel frihed.
Det Europæiske Rumagentur (ESA), der aktuelt søger et nyt kuld af europæiske astronauter, har nemlig for første gang (ja, i verdenshistorien) åbnet for at optage og uddanne astronauter med fysiske handicap i et såkaldt ‘Parastronaut projekt’.
»Udforskningen af rummet er en kollektiv indsats. Derfor er vi nødt til at udvide puljen af talent, som vi kan bruge i vores fortsatte bestræbelser på fremskridt i rumfarten,« skriver ESA blandt andet om projektet.
»En effektiv måde at gøre det på er at inkludere flere talentfulde mennesker af forskellige køn, alder og baggrund, men også mennesker med specielle behov, herunder mennesker, der lever med fysiske handicaps,« lyder det desuden fra agenturet.
ESA breakede tilbage i februar nyheden om, at agenturet for første gang i 13 år optager 4 til 6 nye astronauter. Samtidig søges et korps af 20 reserve-astronauter, hvor kandidaten eller kandidaterne med fysisk handicap i første omgang vil få en plads.
»I rummet har vi alle et handicap«
Det inkluderende initiativ bygger ifølge rumagenturet først og fremmest på gode og renskurede intentioner.
»Vi har en fornemmelse af, at hvis vi ikke begynder (at inkludere personer med fysisk handicap i rumfarten, red.) nu, så vil det aldrig ske,« forklarer agenturets rekrutteringschef Lucy van der Tas ifølge New York Times.
»Vi åbner derfor døren for en særlig del af samfundet, så de kan drømme om at blive astronauter,« siger hun desuden til avisen, hvor hun også fastslår, at man hverken behøver være superman eller superwoman for at blive astronaut.
De gode intentioner bakkes samtidig op af et håb om teknologisk og videnskabelig gevinst ved projektet.
»Vi er ikke udviklet til at rejse i rummet. Så når det kommer til rumfart, har vi alle et handicap,« tilføjede den kvindelige, italienske ESA-astronaut Samantha Cristoforetti, til et pressemøde i februar.
»I sidste ende er det blot et spørgsmål om, hvorvidt vi ønsker at investere i rumteknologi, der kan gøre det muligt for flere at rejse i rummet,« påpegede den 43-årige ESA-astronaut, der aktuelt er eneste kvinde i ESA’s syv mand høje astronautkorps.
\ Fra macho-astronauter til repræsentativ rumfart
De første NASA-astronauter var tidligere piloter, drengerøve med benzin i blodet og en uslukkelig tørst efter adrenalin. Macho-kulturen er blandt andet beskrevet af den amerikanske journalist Tom Wolfe i bogen ‘The Right Stuff’ fra 1979.
Amerikanske Sally Ride blev i 1983 den første vestlige kvinde – og den første kvinde siden den russiske kosmonaut Valentina Tereshkova i 1963 – til at tage en tur i rummet.
I august 2020 blev NASA-astronaut Jeanette Epps udvalgt til at være den første afroamerikanske kvinde, der skal op og arbejde på Den Internationale Rumstation (ISS).
I år har Det Europæiske Rumagentur (ESA) åbnet for at optage de første astronauter med fysisk handicap.
Hvilke investeringer i rumteknologien, der skal til, for at gøre Parastronaut-projektet til virkelighed, samt hvilke teknologiske og videnskabelige fremskridt projektet kan kaste af sig, vides endnu ikke.
Projektet rejser en masse spørgsmål, og vi har ikke noget svar på langt de fleste af dem, fortæller David Parker, leder af ESA’s afdeling for robotteknologi.
»Men hvis vi ikke stiller spørgsmålene, får vi aldrig svarene. Og det er essensen af udforskning,« sagde David Parker på samme pressemøde i februar.
‘If you can see it, you can be it’
Mens den teknologiske vinding ved Parastronaut-projektet stadig er ukendt, vil det være en stærk symbolsk handling, hvis ESA’s mangfoldige ambitioner realiseres, vurderer diversitets-forsker Sabrina Vitting-Seerup.
»Nu bilder jeg mig ind, at de ikke bare vil score billige diversitetspoint, og i så fald kunne jeg godt forestille mig en stor, positiv effekt,« påpeger Sabrina Vitting-Seerup, der er ekstern lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.
Det er ikke ligegyldigt, hvem vi ser i de magtfulde og prestigefulde stillinger i samfundstoppen, og hvilken baggrund de har, påpeger lektoren. ‘If you can see it, you can be it’, lyder en frase om vigtigheden af repræsentative rollemodeller.
»Vi kender Buzz Lightyear (inspireret af astronauten Buzz Aldrin, red.) som arketypen på en astronaut. Men hvis en sort kvinde uden fødder pludseligt kan blive astronaut, så vil flere, der før har tænkt, at det var umuligt for dem, måske tænke:’ hvorfor kan jeg ikke også gøre det?’« forklarer Sabrina Vitting-Seerup.
»Karrieremæssigt orienterer vi os ikke kun i, hvad vi selv har lyst til. Vi orienterer os også efter, hvad, vi tror på, vi er i stand til at opnå. ‘Hvad kan sådan en som mig blive til’, tænker de fleste. Netop derfor er repræsentation vigtigt,« tilføjer hun.
Videnskabeligt peger hun på den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieus teorier om social reproduktion. Pierre Bourdieus mente, at hvis de samme regler om og billeder på, hvem der kan hvad, konstant gentages, så er det meget svært at bryde den sociale arv.
Den amerikanske sociolog og arbejdsmarkedsforsker Rosabeth Moss Kanter har også lavet en række studier, der har undersøgt betydningen af, hvad det betød, da kvinder strøg ind på mange mandsdominerede arbejdspladser i 1970’erne og 1980’erne.
»Hovedpointen hos Kanter er, at diversitet ikke kun kan skabes gennem mentorer, der giver venlige råd. Brugen af sponsorer – det vil sige nogle, der aktivt åbner dørene for minoriteter – er det, der skaber en reel forandring,« fortæller Sabrina Vitting-Seerup.
»Hvis ingen åbner døren, så skal der godt nok sparkes hårdt. Så man skal bruge personer eller institutioner med magt, der tager initiativet og åbner den for en,« tilføjer hun.
\ Fire årsager til, at ESA søger astronauter med fysisk handicap
ESA opstiller selv fire primære årsager til, at de søger astronauter med fysisk handicap:
- Inklusion: »Hvis der er en ting, vi har lært gennem arbejdet på Den Internationale Rumstation (ISS), er det, at der er stor værdi i diversitet.«
- Ansvar: »Vi er overbeviste om, at der må være en måde at få dette niveau af inklusion til at fungere i astronautkorpset og i rummet, og derfor har vi et ansvar for i det mindste at forsøge.«
- At lede gennem det gode eksempel: »Det er vores håb, at vi kan skubbe til forestillingen om, hvilke jobs det er muligt at have med et handicap, og inspirere andre mennesker med særlige behov til at søge arbejde hos ESA og i rumfarten.«
- At lære gennem forskellighed: »Vores astronauter udfører en lang række biovidenskabelige eksperimenter i rummet. At få mennesker med handicap til at udføre samme eksperimenter kan skabe nye og forbløffende resultater i faget, som mange mennesker på Jorden kan få glæde af.«
Andreas Mogensen: Kriterierne udvider sig
Hos ESA ser diversitet ud til at være et tydeligt fokus i den igangværende ansøgsningsproces. Agenturet har ikke kun åbnet for ansøgere med fysisk handicap, men også »kvinder opfordres stærkt til at søge«, noterer ESA på deres hjemmeside.
Det er stadig overvejende mænd, der dominerer astronaut-hvervet. Kun 65 af de 566 astronauter, der har rejst i rummet gennem tiden, har været kvinder – det vil sige, at 88,5 procent af alle astronauter har været mænd. Du kan læse mere om kvinder rumfarten i en en nylig artikel på Videnskab.dk.
De næste mange årtier – ja, forhåbentligt århundreder – vil flere og flere mennesker rejse i rummet. Derfor kan vi også forvente, at flere forskellige mennesker vil få lov at rejse i rummet i fremtiden, påpeger den danske ESA-astronaut, Andreas Mogensen:
»Man kan godt forestille sig, at kriterierne bliver udvidet i fremtiden. Man kunne for eksempel opsende kunstnere, der havde en interesse i at lade turen ud i rummet påvirke deres kunst på en eller anden måde,« siger Andreas Mogensen til Videnskab.dk.
Formålet med en rumrejse behøver nemlig ikke kunne være teknisk eller videnskabelig. Den amerikanske skolelærer Christa McAuliffe var i 1986 med på Challenger-mission, der på tragisk vis endte med, at rumfærgen sprang i luften 73 sekunder inde i sin flyvning og dræbte alle syv besætningsmedlemmer om bord.
»Formålet med lærerne, der var med Challenger-rumfærgen, var, at de skulle udbrede kendskab blandt elever til rumfart og til naturvidenskab. Den slags opgaver har vi også brug for,« siger Andreas Mogensen, der dog påpeger, at man som astronaut skal have »noget teknisk forståelse«:
»Vi arbejder ikke alene med forskning, men også teknologiudvikling og vedligeholdelse og reparation af mekaniske, tekniske og elektroniske dele ombord på rumstationen, så man skal have en vis forståelse for teknik og naturvidenskab. Det kommer man ikke uden om.«
ESA understreger, at der kun optages en kandidat med et af de beskrevne fysiske handicap, hvis kandidaten stryger gennem alle de kognitive, mentale og kommunkative tests, som alle andre ansøgere skal igennem. Der gives altså ingen fribilletter.
Se ESA’s krav til astronaut-aspiranterne i grafikken her:
