Forskere: Året kunne lige så godt starte ved forårsjævndøgn

Igen i år har vi kæmpet os igennem årets to kedeligste og koldeste måneder, januar og februar, for at komme frem til marts, hvor foråret endelig kan begynde.

Eller hvad? Når man kigger ud af vinduerne på sne og slud, kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt foråret virkelig begynder ved starten af marts.

Spørger man Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor på Niels Bohr Institutet og tidligere forskningsleder på DMI, så kommer det gode vejr faktisk først tilbage ved forårsjævndøgn, der i år ligger 20. marts.

»På vore breddegrader kommer Solen omkring jævndøgn tilpas højt på himlen til, at jordoverfladen kan varmes op og derved skabe konvektion, som resulterer i skydannelse af den type, vi betegner som ‘godt vejrs’-cumulus skyer – også kendt som ‘blomkålsskyer’.«

»Samtidig blandes luften godt op, og opvarmningen ved overfladen mærkes ved, at luften ligeledes kan føles lun, så den slags vejrtype opleves typisk som væsentlig mildere end på tilsvarende vinterdage, hvor luften stort set forbliver kold, også selv om Solen skinner.«

Med sådan en melding kunne man næsten ønske, at vi hvert år sprang de første kedelige vintermåneder over og i stedet startede året ved forårsjævndøgn. Og det er faktisk lige præcis, hvad astronomerne gør.

»Det irriterer mig hvert år, at der står i aviserne, foråret starter 1. marts. Det er jo noget vrøvl. Det er der intet officielt, der siger. Astronomisk set starter det ved forårsjævndøgnet, for det er her, det astronomiske år starter, og det er officielt,« siger Ole J. Knudsen, der er kommunikationsmedarbejder ved Stellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet og forhenværende planetarieleder ved Stenomuseet.

Det astronomiske år starter med forårsjævndøgnet

Forårsjævndøgnet rammer os i år 20. marts klokken 17.15 dansk tid.

Det sker i det øjeblik, Solen passerer det, som kaldes himlens ækvator, på Jordens årlige rejse om Solen.

Himlens ækvator er ligesom Jordens geografiske ækvator en cirkel, der står vinkelret på Jordens akse, som løber gennem nord- og sydpol.

Men himlens ækvator befinder sig ikke på Jorden. Den er i stedet på astronomernes kort over himmelrummet omkring Jorden, som kaldes himmelkuglen.

»Solen har jo ikke en bane om Jorden, men sådan ser det ud for os. Derfor måler man året ved at følge Solens rejse fra nulpunktet i vores koordinatsystem, som er et punkt på himlen set fra Jorden, og tilbage igen,« siger Ole J. Knudsen.

Der er altså ikke, som navnet på forårsjævndøgnet ellers antyder, tale om et døgn, men blot et øjeblik.

Derfor er forårsjævndøgnet heller ikke, som mange måske tror, det døgn, hvor nat og dag er lige lange.

Det sker faktisk ofte nogle få dage før forårsjævndøgnet og nogle få dage efter efterårsjævndøgnet, at nat og dag er cirka lige lange her i Danmark.

»Men det er rigtigt, at dagen nu begynder at blive længere end natten. Solen kommer til at spille en meget større rolle her nordpå efter forårsjævndøgnet. I det nordligste Grønland betyder det, at der i stedet for konstant vintermørke pludselig er lys og grobund for fotosyntese hos planter igen,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Nulpunktet i astronomernes koordinatsystem rykker sig

Det er angiveligt over 2.000 år siden, at nulpunktet, som også kaldes vædderpunktet, blev udpeget på himlen.

Men vædderpunktet befinder sig ikke længere i stjernebilledet Vædderen, men er nu i stedet at finde i Fiskenes stjernebillede.

Det skyldes, at Jordens akse, der er den tilnærmelsesvis lige linje mellem nord og syd, drejer. I øjeblikket peger den mod Nordstjernen, men over en periode på cirka 25.800 år, vil aksen have drejet en hel omgang om sig selv.

Derfor rykker vædderpunktet sig mod vest med cirka én grad hver 72. år. Det betyder, at punktet har rykket sig 30 grader på himlen, siden den græske astronom definerede punktet omkring år 130 f.v.t. fra Vædderen til Fiskene.

»Derudover ændrer Jordens hældning sig også. I øjeblikket er den 23,5 grader. Den rykker sig meget langsomt mellem 21,39 grader og 24,36 grader over en periode på cirka 41.000 år, og det har betydning for, hvor store forskellene mellem årstiderne er,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Romerne sprang januar og februar over

Astronomien er en af de ældste videnskaber, og når den har valgt at starte året ved forårsjævndøgn, kunne man forestille sig, at resten af befolkningen engang har gjort det samme.

Og ganske rigtigt har flere folkeslag også startet ikke bare foråret, men selve året, omkring forårsjævndøgn.

»Det gjorde vi faktisk engang. Før Julius Cæsar reformerede kalenderen, havde de kun ti måneder. Du kan faktisk høre det, når du siger navnene på månederne,« fortæller Søren Holst, der er lektor i teologi ved Afdeling for bibelsk eksegese på Københavns Universitet.

‘Septem’ betyder for eksempel ‘syv’ på latin. Og hvis du nogensinde har bagt, så kan du næsten gætte, at december, ligesom deciliter, gemmer på tallet ti.

De to måneder, som ikke eksisterede, var januar og februar.

Babylonerne fejrede nytår ved forårsjævndøgn

Går vi endnu længere tilbage og tager til det gamle Babylon, der lå i det nuværende Irak, så fejrede babylonerne faktisk en særlig nytårsfest omkring forårsjævndøgnet allerede for næsten 4.000 år siden.

»Akitu-festen lå i foråret. De har ikke beskrevet, at det lige nøjagtig var under forårsjævndøgn, men den markerede det nye års begyndelse,« siger Søren Holst.

Babylonerne fejrede det blandt andet ved at bære en statue af deres gud Marduk ud af byen for at kunne bære ham ind igen under et stort optog med musik og præster og sætte ham tilbage på sin trone. Det skulle symbolisere, at året startede igen.

»Det ville svare lidt til, at vi kronede Dronning Margrethe hvert år til nytår.«

Det var meget vigtigt, at alt gik, som det skulle under optoget, fordi det var her, skæbnen blev beseglet.

»På den måde minder det jo lidt om vores egne ritualer med nytårsforsætter i dag. Der er jo ikke noget rationelt i, at vi absolut skal beslutte os for at begynde at løbe eller stoppe med at ryge på nytårsaften. Det kunne vi ligeså godt gøre i maj, men vi har en følelse af, at det er nytårsaften, det betyder noget.«

»Der kan man jo diskutere, om det er noget psykologisk, eller om det er en tradition. Jeg vil sige, at det først og fremmest er en tradition. Det er et ritual, vi er blevet enige om at udføre.«

Gamle hedenske forårsfester

I det gamle testamente og den jødiske tro er den vigtigste fest også i løbet af foråret – nemlig Påsken.

»Hvis man spørger jøderne, så handler den om befrielsen fra Egypten, men kristne har også overtaget den, og her handler den om Jesus’ genopstandelse. I virkeligheden bygger begge dele nok ovenpå en ældgammel forårsfest,« siger Søren Holst.

Ifølge Søren Holst bliver påskemåneden, den hebraiske måned Aviv, også kaldt ‘den første måned’ i det gamle testamente. Den er typisk beskrevet som at række fra midt i marts til midt i april.

»Man kan jo godt forestille sig, at man hele tiden har fejret det her tidspunkt, men har kaldt det forskellige ting. Det er jo et tidspunkt, hvor alt springer ud igen heroppe nordpå, og sydpå har det været en høstfest.«

Hen fremhæver også et bestemt eksempel, hvor vores egen Grundtvig kan siges at ‘tage æren’ for naturens forandring.

I salmen ‘Som forårssolen morgenrød’ skriver han:

»Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår.«

»Han siger, at det bliver forår, fordi Kristus genopstod fra de døde. Han gør altså den hedenske naturmytologi, som historisk set er meget ældre end kristendommen, til en del af sin fortælling om Jesus,« siger Søren Holst.

På samme måde mener han, at vi kan have overtaget en gammel forårsfest, som måske har været starten på et nyt år.

Både vejrmæssigt, astronomisk og historisk er der altså ikke noget, der ligger i vejen for det, hvis du vil skyde året ind 20. marts, når forårsjævndøgnet rammer klokken 17.15 dansk tid.