Hvorfor vandt 13-måneders-kalenderen aldrig indpas?

Måneders længde kan være en svær størrelse at holde styr på og kræver huskeregler som at tælle knoer:

Man starter på knoerne på sin ene hånd og fortsætter på den anden, indtil man er nået til december. Knoerne repræsenterer de lange måneder på 31 dage, mens mellemrummene er de korte måneder på 30 dage. Heriblandt februar, som kun har 28 dage, men 29 i skudår.

Der er nok at holde styr på.

Det synes vores læser Caroline Larsen også. Hun har i en podcast hørt om 13 måneders-kalenderen, som amerikanske virksomheder allerede i 1920'erne forsøgte at omvende alle til at bruge.

»Som ordensmenneske må jeg sige, at den jo giver meget mere mening end vores nuværende med 12 måneder i et kalenderår. Der er helt sikkert nogle, som vil hidse sig op over det, men vi overlevede indførslen af sommertid, svenskerne lærte at køre i højre side, og det ville i øvrigt ikke være første gang, vi laver kalendersystemet om. Så hvorfor vandt 13 måneders-kalenderen aldrig indpas?« skriver hun til Spørg Videnskaben.

Caroline Larsen er ikke den eneste, som har udtrykt skepsis over for vores nuværende kalendersystem. Et passioneret argument mod årets 12 måneders-kalender blev allerede fremført i 1927 i magasinet Outlook:

»En måned er en totalt irrationel måde at opdele tid på. Den har ingen relation til noget i astronomi eller menneskelig erfaring. Det er en upræcis, variende tidsmåling, som er en konstant irritation i erhvervslivet og en misvisende enhed i videnskab. Den har ikke nogen religiøs betydning. En måned er intet andet end en dårlig vane.«

Det var nok ikke tilfældigt, at ovenstående kritik af 12 måneders-kalenderen faldt i samme årti, som den såkaldte International Fixed Calender fik momentum. Det er dén kalender, Caroline Larsen henviser til i sit spørgsmål.

13 måneders-kalender hittede hos Kodak

International Fixed Calender inddeler året i 13 måneder, der hver udgøres af fire uger – altså 28 dage.

Der opstår herudover en overskydende dag i slutningen af året – som stadig har 365 dage – og denne betegnes typisk 'Year Day'. Årets nye 13. måned indføres mellem juni og juli og får navnet 'sol' efter sin beliggenhed midt i sommeren.

13 måneders-kalenderen blev opfundet af britiske Moses Cotsworth, som arbejdede for et jernbaneselskab og var godt træt af forskellige månedslønninger på grund af årets 12 måneders varierende længde.

Moses Cotsworths kalender blev hurtig populær blandt erhvervsfolk. Særligt kameragiganten Kodaks stifter George Eastman. 13 måneders-kalenderen fungerede så godt, at Kodak som firma gjorde brug af den helt indtil 1989.

Dansk kalender ændret under enevælden

International Fixed Calender lyder umiddelbart som en drøm for ethvert ordensmenneske og som en meget logisk måde at inddele tiden på. Så hvorfor holder vi alligevel fast i 12 asymmetriske måneder, som vi må ty til knoerne for at holde styr på?

Det ringer Videnskab.dk til Poul Duedahl, som er lektor på Aalborg Universitet, for at få svar på. Han har det seneste år forsket i tid og er forfatter på bogen ’Gudhjemtid’, der er den første i Aarhus Universitetsforlags nye serie 100 Danmarkshistorier og udgives til september.

Poul Duedahl er enig i, at 13 måneders-kalenderen er en logisk måde at inddele tid på. Alligevel overrasker det ham ikke, at kalenderen aldrig vandt indpas.

»Det kræver en stærk centralmagt at ændre tidsopfattelser. Det er ikke nok, at ét firma eller ét menneske påstår, at en anden kalenderform er smartere. Sådan fungerer det ikke ude i en virkelighed, hvor kirker og menigmand fejrer begivenheder på velkendte datoer,« siger han.

Det er dog ikke umuligt at ændre tidsopfattelsen, og der findes ifølge Poul Duedahl eksempler på kalenderreformer, som udbredtes i hele samfundet.

»Under enevælden i Danmark omkring år 1700 gennemførte man en kalenderreform og skiftede til den gregorianske kalender). Bare sådan lige. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi der ikke var demokrati. Og man finder alligevel eksempler på, at bønder ude på landet fulgte den velkendte kalender i flere årtier efter, selvom det var forbudt. Der gik simpelthen kludder i deres tidsregning, og de kunne ikke finde ud af, hvornår de skulle så eller høste,« fortæller han.

Rationel kalender efter den franske revolution

13 måneders-kalenderen er ikke den eneste rationelle kalender, som har været forsøgt indført, fortæller Poul Duedahl:

»Den måske mest rationelle kalender nogensinde blev indført efter den franske revolution. Man ville droppe alt, der havde med religiøse helligdage at gøre og indføre en 'ren' kalender. Årstallene startede forfra, og den nye tidsregnings første måned tog sin begyndelse den 22. september 1792 med udråbelsen af den franske republik.«

»Årets måneder blev inddelt i uger på præcis 10 dage à 10 timer, som udgjordes af 100 minutter, der hver især var 100 sekunder lange. Man malede simpelthen alle kirkeure og offentlige ure om.«

Kalenderen holdt i 12 år.

»Arbejderne havde kun fri hver 10. dag i stedet for hver 7., og embedsmænd havde svært ved at gennemskue, hvornår begivenheder fandt sted i udlandet. Så der opstod store protester blandt både magthavere og befolkning. Mange gik tilbage til den oprindelige kalender, og til sidst måtte Napoleon Bonaparte give efter,« siger Poul Duedahl.

Han fortsætter:

»Den franske revolutionskalender er et godt eksempel på, at man kan udtænke det mest rationelle kalendersystem, men i det virkelige liv duer den slags ikke altid. Da man forsøgte at indføre den igen i 1871 holdt den kun i 18 dage. Kodak havde selvfølgelig samme problem med indførslen af 13 måneders-kalenderen. Den overlevede forbavsende længe internt, men det har været svært at tilpasse den til det omgivende samfund.«

Tid er politisk

Vores nuværende indretning af tiden er næsten universel. Selv lande som Kina, der også har en månekalender, benytter den gregorianske kalender med 365 dage fordelt på 12 måneder. Det er kirkens og kolonialismens fortjeneste, fortæller Poul Duedahl.

»Nutidens kalender er kirkens måde at opdele tid på. Den er ikke smart i sig selv, men til gengæld er det vældig smart, at alle er enige om at følge den. Den er realistisk, fordi den er universel og derfor svær at lave om. Det er faktisk en af de positive ting, der er kommet ud af, at verden var koloniseret: Den vestlige verden kunne indføre sin kalender overalt uden problemer,« siger han.

Tid er nemlig først og fremmest politisk.

»De fleste tænker på inddelingen af tid i eksempelvis måneder eller tidszoner, som noget der bare er. Men de nuværende systemer eksisterer jo kun, fordi nogen har besluttet, at det skal være sådan. Og der vil formentlig altid være nogle, som får nye idéer til andre kalendere, men ærlig talt, så vil det være helt urealistisk at gennemføre dem,« slutter Poul Duedahl.

Du kan også spørge videnskaben

Det tyder altså ikke på, at vi står lige over for en revolutionen af vores tidsopdeling. Men der skal i hvert fald lyde en tak til læser Caroline Larsen for at undre sig over noget, de fleste nok tager for givet: Vores kalendersystem. Vi sender en T-shirt som tak for spørgsmålet. Der skal også lyde en tak til forsker Poul Duedahl for det forkromede overblik over tidens historie.

Skulle du selv undre dig over noget, så tøv ikke med at skrive ind til Spørg Videnskaben på e-mailadressen sv@videnskab.dk.