Politiske partier er centrale aktører i repræsentative demokratier som det danske, hvor de i praksis har monopol på at få indvalgt kandidater til Folketinget og samtidig dominerer rekrutteringen til kommunalbestyrelser, regionsråd og Europaparlamentet.
I kraft af deres repræsentation skaber de et unikt forbindelsesled mellem vælgerne og de valgte.
De danske politiske partier har tradition for, at en af de måder, hvorpå de forbinder vælgerne og de folkevalgte, er gennem medlemsorganisationer.
Der er dog ingen naturlov, der dikterer, at partier skal have medlemmer, og der findes også partier uden. Men det er en dansk, og vesteuropæisk, tradition.
LÆS OGSÅ: Dansk politik svømmer i lobbyisme
Antallet af partimedlemmer er faldet
Den mest markante forandring, partiernes medlemsorganisationer har undergået siden deres storhedstid i midten af 1900-tallet, er faldet i antal medlemmer.
Efter Anden Verdenskrig var omkring en fjerdedel af de danske vælgere medlem af et parti.
Figur 1 nedenfor viser, at denne andel faldt til en femtedel i 60’erne og 70’erne, og yderligere til under 10 procent i 80’erne. I 2016 er det under 4 procent af vælgerne, der er medlem af et parti.
Figur 2 nedenfor viser dog, at det langtfra er alle danske partier, der har oplevet konstant udsivning fra deres medlemsorganisationer.
Radikale Venstre tabte medlemmer fra 60’erne, men medlemstallene stabiliserede sig i 90’erne, for derefter at komme igennem en rutsjebanetur med både op- og nedture i perioden efter 2001.
SF oplevede i de første mange år en generel fremgang. De oplevede en drastisk stigning i 2007-2011 med ’Villy-effekten’, men har efterfølgende inkasseret en lige så kraftig tilbagegang.
Nyere partier som Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har alle oplevet en tilgang af medlemmer siden deres etablering.
LÆS OGSÅ: Danske politikere er duksedrenge
Medlemsorganisationer er stadig normen
De nyere partier har langt færre medlemmer og har derfor ikke været i stand til at kompensere for de tab, som specielt Venstre og Socialdemokraterne har lidt siden massepartiernes storhedstid for mere end 60 år siden.
Det samlede medlemstal ligger i 2016 på omkring 150.000 mod op imod 600.000 i 1955.
Til trods for faldende og lave medlemstal er medlemsorganisationer dog fortsat normen for både nye og gamle partier i det danske demokrati.
LÆS OGSÅ: Borgerlige politikere skal være dominerende
Hvem melder sig ind i et parti?
To danske partimedlemsundersøgelser fra 2000 og 2012 har givet os et interessant indblik i, hvad partimedlemskaber er karakteriseret ved.
Hvem melder sig ind i partierne og hvorfor? Hvilke holdninger har medlemmerne til politiske spørgsmål og til det interne partidemokrati? Hvordan er de aktive?
Spørgeskemaundersøgelsen fra 2012 har Kasper Møller Hansen, professor i almen og komparativ statskundskab ved Københavns Universitet, og jeg gennemført, og det er resultaterne fra denne, jeg her vil formidle.
LÆS OGSÅ: Derfor roder politikere sig ud i løgne
Ideologi og mærkesager ligger bag indmeldelser i partier
Selvom partiernes definitoriske opgave er at opstille kandidater til offentlige valg, er en politisk karriere ikke den primære grund til, at medlemmer melder sig ind.
Det er derimod oftest politik, f.eks. partiets ideologi, politiske mærkesager og dét at støtte partiet, der har fået medlemmerne til at melde sig ind.
Partimedlemskab er ikke lige attraktivt for alle, og der er derfor en socio-demografisk slagside med en overvægt af mænd, ældre og højtuddannede blandt partimedlemmerne, når de sammenlignes med vælgerne.
Dette betyder dog ikke, at det også halter med den holdningsmæssige repræsentativitet, da partimedlemmernes politiske holdninger ikke adskiller sig markant fra holdningerne hos hverken vælgere eller folkevalgte.
LÆS OGSÅ: Unge diskuterer gerne politik - men helst med ligesindede
Forskellig grad af politisk deltagelse
Spørgsmålet er, i hvilken grad de relativt få medlemmer bidrager til partiernes rolle i det repræsentative demokrati.
Tabel 1 nedenfor viser, at der er en lille, men meget aktiv kerne i alle partier, der angiver, at de anvender mere end 10 timer på partiet i en gennemsnitlig måned.
Omvendt angiver mellem en tredjedel og næsten halvdelen af medlemmerne i undersøgelsen, at de ikke bruger tid på deres parti.
Partierne kan have god brug for, at medlemmerne stiller op og hjælper til, når valget er udskrevet, og vælgerne skal mindes om eller overbevises om det fortræffelige ved partiet og dets kandidater.
Undersøgelsen viser, at omkring en tredjedel af medlemmerne i de politiske partier deltog i folketingsvalgkampen 2011.
Opstilling af kandidater til offentlige valg er de politiske partiers centrale opgave, og det er da også omkring en tredjedel af medlemmerne, der angiver, at de har været med til at opstille deres folketingskandidat.
LÆS OGSÅ: Ordstyreren afgør, om vi får noget ud af politikerne
Ikke alle medlemmer er ambassadører for partiet
En stor andel af partiernes medlemmer er ambassadører for deres parti og diskuterer partiets politik med folk, der ikke er medlem af partiet.
Det kan være en fordel for partiet, at der er fodsoldater blandt vælgernes familie, venner og kolleger, der argumenterer for de politiske tiltag, partiets top præsenterer i medierne.
Men der er faktisk også en vis andel af medlemmerne, mellem 11 og 18 procent i vores undersøgelse, der angiver, at de slet ikke har diskuteret partiets politik med folk, der ikke er medlemmer af partiet, inden for de seneste fem år.
LÆS OGSÅ: Sådan undgår politikerne, at vi danner vores egen mening
Partier åbner op for alternativer til partimedlemskab
Siden partimedlemsundersøgelsen i 2012 er der sket en del med de danske politiske partier.
Alternativet er skabt ud fra organisatoriske principper, der afviger fra dem, der findes hos de etablerede partier, med nye muligheder for deltagelse og politisk indflydelse.
Generelt åbner de politiske partier i stigende grad op for, at der er andre måder at være tilknyttet på end traditionelt partimedlemskab, f.eks. ved at være Facebook-støtte eller kampagneaktivist.
Medlemsorganisationer er fortsat normen, og de nye organisatoriske tiltag peger snarere i retning af forandring af partiernes medlemsorganisationer og partimedlemskab end i et komplet sammenbrud.
