Ved at registrere mikrovibrationer med sensorer er det lykkedes for en forskergruppe ved Aarhus Universitet at udvikle en ny metode til at overvåge bygværkers tilstand. Metoden er internationalt banebrydende og kan få stor betydning for byggebranchen i fremtiden, skriver Ingeniørhøjskolen i Aarhus i en pressemeddelelse.
»Vibrationer eller svingninger i en bygning kan fortælle rigtig meget om konstruktionens egenskaber. Ved at bruge små sensorer til at opsamle information, kan vi afkode, hvordan en bygning har det lang tid før, de synlige symptomer på skader opstår,« forklarer Rune Brincker, professor ved Aarhus Universitet.
Det er første gang, forskere er nået frem til en sikker og pålidelig metode til såkaldt svingningsbaseret monitorering af bygninger.
Små vibrationer forekommer hele tiden i alle bygninger. De stammer både fra almindelig seismisk aktivitet i jordoverfladen og fra vind, og de bidrager til et løbende slid på konstruktionen.
Indtil nu har forskerne ikke haft mulighed for at monitorere slitage og dermed afkode en bygnings holdbarhed, forklarer Rune Brincker.
»Vi ved grundlæggende meget lidt om, hvordan bygninger har det, og det er derfor svært at forudsige deres holdbarhed. Vi gennemfører inspektions- og vedligeholdelsesprogrammer, og vi reparerer selvfølgelig, når vi opdager synlige skader. Men vi har ingen procedurer, der sikrer, at vi finder dem,« siger han.
De fleste af verdens bygværker er opført inden for de seneste 50-100 år i et historisk stort byggeboom, men ingen har endnu været i stand til at løse gåden om deres holdbarhed, forklarer Rune Brincker.
»Vores broer, dæmninger og huse er relativt nye. Mange af dem har det stadig godt, men vi ved med sikkerhed, at de ikke står evigt. Spørgsmålet er – hvor længe kan de holde? Det er meget værdifuldt at vide,« siger Rune Brincker.
Med den nye monitoreringsmetode kan forskerne ved at analysere en bygnings vibrationsmønster eller såkaldte svingningsegenskaber give en karakteristik af dens tilstand og forudsige dens holdbarhed.
Læs også: Jelling Kirke: Jyllands måske ældste stenbygning opdaget