Jelling Kirke: Jyllands måske ældste stenbygning opdaget

Mellem Danmarks to største høje i Jelling står en lille hvidkalket kirke.

Den indgår i dag i det samlede monument og kan ikke overses, men den beskedne bygning har langt fra samme karakter og tiltrækningskraft som de omkringliggende høje og den for nyligt påviste kæmpepalisade.

De fornemme romanske kalkmalerier i kirkens kor daterer bygningen til 1100-årenes første årtier, og den er derfor ikke direkte del af Harald Blåtands kongelige anlæg fra 900-årene.

Stenkirken repræsenterer efterlivet af Haralds Jelling, hvilket uden tvivl er grunden til, at den aldrig har fået samme opmærksomhed som de ældre anlæg.

Stenkirken er kommet i søgelyset

I flere omgange er kirkens indre blevet undersøgt arkæologisk, men ved disse gulvudgravninger har man først og fremmest været opmærksom på spor fra tiden før stenkirkens opførelse.

Tilsvarende har undersøgelser af korets kalkmalerier, først og fremmest været rettet mod billedernes motivvalg, stil og teknik.

Selve bygningen, som er opført af frådsten (dvs. kildekalk), har der ikke været gjort meget ved, men i forbindelse med Nationalmuseets Jellingprojekt er stenkirken samt områdets øvrige frådstenskirker kommet i søgelyset.

Ikke en arkitektonisk perle

Den lille stenkirke i Jelling er ikke just nogen arkitektonisk perle. Som mange andre romanske kirker, der blev opført i den porøse frådsten, er kirkens ældste dele, dvs. koret og det lidt bredere skib, blevet ombygget flere gange gennem århundrederne og står i dag næsten uden karakteristiske detaljer.

De oprindelige vinduer og døre er forsvundet, mens den delvist jorddækkede sokkel blot har enkle profiler.

Kun på ét punkt adskiller den romanske bygning sig fra flertallet af samtidens kirkehuse, og det er ved at have et ualmindeligt rummeligt kor.

Koret adskiller sig fra andre

I Danmark er romanske kor normalt kvadratiske, men i Jelling er det stærkt rektangulært, udvendigt cirka 9,5 gange 7,5 meter langt.

Det er påfaldende, og Jellingkirkens store kor har da også været fremhævet flere gange tidligere, men uden at det har ført til egentlige forklaringer.

Ved nyundersøgelsen opstod den hypotese, at koret måske ikke altid havde været kor, men først var opført som kirkens hovedrum, skibet, hvortil der oprindelig hørte et mindre – og nu forsvundet – kor mod øst.

Oprindeligt kor kunne være revet ned

Dette oprindelige kor kunne i så fald være nedrevet ved en udvidelse af kirken, hvorved det gamle skib blev indrettet til kor og det større, stadig eksisterende skib blev tilføjet mod vest.

Altså så at sige en forskydning af hele stenbygningen mod vest.

Om kirken virkelig havde gennemgået denne usædvanlige ændring, måtte efterprøves, og i maj 2011 fandt en foreløbig undersøgelse sted ved kirkens østgavl i håb om at finde fysiske spor efter et nedrevet bygningsafsnit.

Samling af marksten kom til syne

Bevaringsforholdene på kirkegårde, som har været i brug i århundreder, er sjældent gode, men i den nordligste del af en grøft, der frilagde gavlen i sin fulde længde, kom der en cirka en meter bred samling af mindre marksten til syne.

At dømme efter placeringen kunne stenene være et øst-vestgående fundament til en nordmur, som havde sluttet sig til den nuværende kor-gavl.

Den høje koncentration af frådstensstumper i fylden mellem stenene, som var stablet i tre lag, antydede, at fundamentet havde båret en frådstensmur, der var blevet delvist plyndret ved nedrivningen.

Murværket var repareret

På en kalket murflade er det vanskeligt eller umuligt at aflæse bygningsændringer, så i forlængelse af udgravningen blev der banket kalk af på korets gavl, hvor de oprindelige facadesten blev blottet i et vandret søgespor.

Det velbevarede frådstensmurværk var udført af præcist tilhuggede kvadre, ofte på størrelse med nutidens teglsten, og de var lagt i jævne skifter. På gavlens sydlige del sås en tydelig en meter bred forstyrrelse i skiftegangen. Murværket var repareret, ligeledes med frådstenskvadre.

En iøjnefaldende lodret sætningsrevne midt i forstyrrelsen antydede, at reparationen meget vel kan strække sig i murens fulde højde.

Fundament afslørede nedrevet tilbygning

Reparationens placering modsvarede det påviste fundament og markerede således sydmuren på en nedrevet tilbygning, hvis fundament måtte være fjernet eller ødelagt.

Da bygningsafsnittet i sin tid blev nedrevet, efterlod dets sidemure sig åbne kratere i den tilbageværende mur, som måtte udbedres i forbindelse med lukningen af muråbningen. Derved blev den nuværende korgavl skabt.

Sætningsskaden viser, at det ikke helt lykkedes at stabilisere muren, som da også var konstrueret til at skulle stå mellem to bygningsafsnit med støtte fra begge sider.

Gavlen gemte på et afgørende spor

Et afgørende spor i forståelsen af kirkens bygningshistorie fremkom midt for gavlen, hvor der i det afrensede murværk var bevaret rester af en stor tilmuret bueåbning.

Da åbningen i sin tid blev lukket, blev dens lodrette sider, vangerne, og den murede bue, buestikket, nedhugget for at skabe bedre forbindelse i mellem det eksisterende murværk og lukkemuren, men under gavlens nuværende østvindue blev der levnet en tre skifter høj rest af den nordre vange.

I direkte tilslutning hertil var der desuden bevaret en del af åbningens buestik, som var sat af kileformede sten. Også dette var stærkt ødelagt til dels ved etableringen af gavlens nuværende østvindue, der i sin nuværende form stammer fra 1800-årene.

Har vi fundet Jellings forsvundne kirke?

Den begrænsede undersøgelse viser, at kirken har haft en tilbygning mod øst, der ligesom kirkens bevarede romanske afsnit var af frådsten.

Eftersom kalkmalerierne i koret er malet tværs over den tilmurede bueåbning, må det konstateres, at tilbygningen er forsvundet senest i 1100-årenes begyndelse, men selve tolkningen af bygningsafsnittet bør naturligvis overvejes og diskuteres.

Stammer bygningsresterne fra en forsvundet halvrund apsis, idet den eksisterende kirke på et tidligt tidspunkt blevet reduceret en smule, eller er der virkelig tale om et forsvundet kor, hvilket tilvejebringer en ældre og hidtil ukendt kirke i Jelling?

Det er de muligheder, som iagttagelserne lægger op til.

Svaret skal findes i bueåbningen

Spørgsmålet kan besvares af den påviste bueåbning. Tilmuringen af den fortæller nemlig, at den har været placeret midt for muren og med en bredde på cirka 1,8 meter er den noget smallere end den nedrevne tilbygnings indre.

Mellem åbningens lodrette vanger og indersiden af det påviste fundament i nord og den lodrette murværksreparation i syd er der cirka 90 centimeter, hvilket taler stærkt imod en apsis.

Mens apsisrundinger generelt slutter sig til koret indvendigt i en glidende overgang, er den nu påviste åbning væsentligt smallere end det nedrevne bygningsafsnit. Dette genkendes i de romanske korbuer, som i stort tal endnu forbinder danske middelalderkirkers kor og skib.

Koret blev måske opført som skib

De heldige fundomstændigheder bekræfter den fremsatte hypotese, at koret i Jellings romanske stenkirke oprindelig blev opført som et skib i en mindre kirke, som havde et smallere kor mod øst.

Hvordan dette forsvundne kor nøjagtigt var udformet er uvist. Hvis det – som almindeligt er – har været omtrent kvadratisk, har planen målt cirka 5,5 gange 5,5 meter.

Hvis det genanvendte skib ikke har været endnu længere og blev afkortet i vestenden, forud for opførelsen af det nu stående skib, har der været tale om en meget beskeden bygning, som svarer til landets allermindste bevarede middelalderkirker.

Jyllands ældste bevarede stenbygning

At dømme ud fra kirkens romanske kalkmalerier fra 1100-årenes første årtier, som først kan være fuldført efter kirkens udvidelse, kan den første stenkirke således meget vel være opført i 1000-årene, da kirkerne herhjemme overvejende var af træ og kun et fåtal af sten.

I det lys bliver kirkens nuværende kor, altså den første stenkirkes skib, et godt bud på Jyllands ældste bevarede stenbygning.

Ekstraordinær - men ikke uden sidestykke

Bag den lille romanske stenkirke i Jelling ligger altså en kompliceret og original bygningshistorie, som dog ikke er uden sidestykke.

I 1984 påviste museet i Aalborg fundamenter øst for den romanske frådstenskirke i Ravnkilde i Himmerland, og Nationalmuseet kunne påvise, at kirken havde en bygningshistorie, som i hovedtræk svarer til iagttagelserne i Jelling.

Også her var et lille romansk skib allerede i ældre middelalder blevet omdannet til kor efter tilføjelsen af et nyt større skib mod vest, men frem for at tilmure den gamle korbue, da kirkens første kor blev fjernet, fik det nye kor i stedet en apsis.

Flere kirker kan gemme lignende hemmeligheder

Forud for undersøgelserne i Ravnkilde antydedes den specielle romanske udvidelse af den romanske kirke alene af murværket omkring apsiden, som ikke var i ordentligt forbundet med koret og derfor måtte være en sekundær tilføjelse.

Heller ikke i Jelling stod stenkirkens specielle bygningshistorie tydeligt, og muligvis har mange af landets øvrige romanske kirker gennemgået en tilsvarende udvikling.

Er det tilfældet, kan middelalderkirkernes mure vise sig gemme på en hel generation af romanske stenkirker, som der blot endnu ikke er kendskab til.

Koret er ikke det eneste af sin slags

Kun en målrettet indsats kan afklare denne problemstilling, men det kan allerede nu siges, at andre østjyske frådstenskirker har tilsvarende bygningshistorier.

Skanderup Kirke i Skanderborg har således en apsis, der er udført med en slående ubehjælpsomhed. I forhold til koret er den påfaldende lav og ved planudlægningen er den afsat så skævt, at det ses med det blotte øje.

Trods kirkens kalkede mure viser en nærmere undersøgelse da også, at apsiden ikke er samtidig med koret, men er sluttet til en ældre rundbuet åbning i korets østgavl, hvis dimensioner har haft afgørende indflydelse på apsidens udformning.

Som andre apsider skulle dens indre murflugt og kuppelhvælv munde direkte ud i korvæggen, men da den genanvendte korbue var lav og snæver, blev det vanskeligt at skabe en harmonisk løsning.

Også her må det romanske kor oprindeligt have tjent som skib, men om det ældre nedrevne kor vil kunne påvises arkæologisk, er tvivlsomt. Den romanske kirkes frådstensmure er nemlig opført direkte på jorden uden noget egentligt fundament.

Jelling mistede måske ikke sin status

Det er bemærkelsesværdigt, at Jelling fik en stenkirke allerede i 1000-årene.

I Danmark kan kun få stenkirker med sikkerhed dateres til tiden før 1100, og de findes uden undtagelse, hvor magten var koncentreret – f.eks. Roskilde Domkirke og kirken ved landstinget i Ringsted, der begge var opført i frådsten af Roskildebispen Svend Normand (1074-88).

I dette lys antyder den tidlige stenkirke i Jelling, at det gamle kongesæde ikke nødvendigvis mistede sin centrale betydning straks efter Harald Blåtands død (ca. 985), men at det også i det følgende århundrede var et vigtigt sted.

Jelling Kirke har nok været beskeden i størrelse, men i sin samtid har den alene i kraft af byggematerialet været et prestigebyggeri.

Kan have været en stormands kirke

Den nyerkendte Jelling-kirkes dimensioner står i kontrast til flere af landets øvrige tidlige og ofte meget store stenkirker.

Forklaringen kan være, at den lille stenkirke skal ses som en privat gårdkirke, opført af en stormand i tilknytning til sin gård. I Jelling må denne stormand have været kongen.

Når kirken allerede i 1100-årenes første årtier blev udvidet med nyt og større skib, kan det være en konsekvens af, at kirken skiftede status fra (kongelig) gårdkirke til sognekirke, og at menigheden dermed voksede.

Denne ændring af kirkens status er dog ikke nødvendigvis sammenfaldende med udvidelsen, der måske først blev realiseret langt senere.

Rejser flere spørgsmål end svar

Den nyfundne stenkirke i Jelling rejser flere spørgsmål, end den besvarer, men nogle centrale forhold er nu blevet påfaldende.

De spor efter jordgravede stolper, som ved udgravninger blev påvist i det nuværende skib, kan ikke længere utvetydigt tolkes som kirkens træbyggede forgængere, som ellers andre steder i landet er påtruffet umiddelbart under stenkirkerne.

Træbygningerne i Jelling har ifølge de nye iagttagelser stået uden for kirken.

Og med mindre den gamle kirkes skib ved omdannelsen til kor blev afkortet i vest – som det faktisk skete i Ravnkilde Kirke – gælder placeringen vest for kirken også den udgravede kammergrav i det nuværende skibs østende.

Undersøgelsen fortsætter

Hermed er en ny brik i Jelling-puslespillet kastet op i luften, og det skal blive spændende i de kommende år at se, hvor og hvordan den lander.

Det er hensigten at fortsætte undersøgelsen af stenkirken i 2012.