KORT NYT FRA DANMARK
Hundredvis af patienter sætter dagligt deres lid til de apparater, som gennem blodprøver måler, om de har blodmangel (anæmi).
Nu viser et nyt studie, at de avancerede apparater ikke altid er til at stole på. Er patientens blod saltholdigt, kan det nemlig resultere i upræcise målinger, skriver phmetropol.dk.
»Når vi tester patienters blodprocent og antallet af røde blodlegemer, tilsætter maskinen blodprøven en fortyndingsvæske, som indeholder en natrium- eller saltmængde, der svarer til saltmængden i ’normalt’ blod. Vi har fundet ud af, at fortyndingsvæsken kan forstyrre testresultatet, så blodanalysen så at sige ’støjer’ og viser en forkert størrelse på de røde blodlegemer,« siger Jens Peter Philipsen, som er bioanalytiker ved Nordsjællands Hospital i Hillerød til phmetropol.
I samarbejde med forsker Kirsten Vikkelsø Madsen fra Professionshøjskolen Metropol står han bag det nye studie, der peger på, at bioanalytikere i fremtiden bør være obs på fejlkilden. Resultaterne betyder ikke, at maskinerne ikke længere kan bruges – et eftertjek kan nemlig udligne de upræcise målinger.
En ubalance i blodets saltkoncentration skyldes typisk, at patienten ikke har drukket tilstrækkeligt med vand. Her er særligt mange ældre slemme til at glemme vandet.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Scandinavian Journal of Clinical and Laboratory Investigation.
Læs også:
Dansk forsker ændrer gener i blodceller
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv