KORT NYT FRA UDLANDET:
Når en patient går til lægen med hoste og ondt i halsen, er det svært at finde ud af, om infektionen skyldes bakterier eller en virus.
Derfor udskriver mange læger antibiotika uden at vide, om medicinen virkelig er nødvendig, hvilket øger den faretruende mængde af multiresistente bakterier.
Men nu foreslår et amerikansk forskerhold, at man ved at måle på de genetiske kendetegn ved immunsystemets reaktion kan afgøre, om det er bakterier, der står bag sygdommen. Det skriver Nature.com.
Opdagelse kan mindske udbredelse af multiresistente bakterier
Forskerne, der kommer fra Duke Center for Applied Genomics and Precision Medicine i North Carolina, USA, har igennem seks år samlet blodprøver fra mere end 300 patienter, der ankom til et hospital med symptomer, der kunne skyldes både virus- og bakterieinfektioner.
Bagefter fandt forskerne ud af, om patienterne havde den ene eller anden slags sygdom, og de analyserede generne, der fandtes i blodprøvernes immunceller. Det viste sig, at generne viste sig i mønstre, der tydeligt adskilte sig, alt efter om sygdommen skyldtes bakterier, virus eller andet.
Der er dog lang vej tilat forvandle opdagelsen til et værktøj, som lægerne kan bruge i klinikken. Dels kræver det mere viden om, hvorvidt immunsystemets reaktion på infektioner er ens på tværs af forskellige befolkningsgrupper, og dels kræver det en metode til at måle på generne i løbet af en time eller mindre.
Men hvis det lykkes, kan det radikalt ændre den måde, som lægerne behandler patienter på, og det vil kunne mindske udbredelsen af multiresistente bakterier, fordi færre patienter vil blive behandlet med antibiotika i tilfælde, hvor det er unødvendigt, mener forskerne.
Læs også:
Ny gentest kan mindske brug af antibiotika
Sådan kommer vi af med de multiresistente bakterier
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js