KORT NYT FRA UDLANDET:
Når virksomheder skal ansætte en chef, kommer de tit til at ansætte en narcissist – en person, som er optaget af dominans, status, anerkendelse, magt og beundring. Årsagen til det er, at den slags mennesker klarer sig utroligt godt ved jobsamtaler, skriver forskning.no.
Det er ph.d.-studerende Christian Enger Gimsø fra Handelshøyskolen BI i Norge, som har fundet sammenhængen. Han har lavet en undersøgelse af 3.200 personer, som har søgt ind på den norske hærs befalingsskole. Det er en meget respekteret uddannelse, som har udklækket mange ledere i det norske samfund.
Christian Enger Gimsø testede ansøgerne for narcissistiske træk og så på, hvem der blev bedømt positivt efter optagelsessamtalerne.
»Undersøgelsen viser, at kandidater med mange narcissistiske træk klarer sig bedre ved optagelsessamtaler end dem, der har lave niveauer af narcissisme. Narcissisterne har også en større sandsynlighed for at blive optaget,« siger Christian Enger Gimsø til forskning.no.
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ne
Læs også: