KORT NYT FRA UDLANDET
Selvom 2014 har budt på mange banebrydende forskningsresultater, har det desværre også været et år med en del videnskabeligt humbug.
The Scientist har samlet en top 10 liste over den tåkrummende forskning fra i år, der blev trukket tilbage og aldrig blev til noget.
-
En af de mest tragiske tilbagetrækninger findes hos Nature, der publicerede et studie om stamceller. Studiets forskningsmetoder mødte omfattende kritik, og det viste sig da også, at hovedforfatteren Haruku Obokata ikke var i stand til at vise, hvordan han var kommet frem til sine resultater. Det tragiske punktum blev for alvor sat, da Obokatas kollega begik selvmord kort efter tilbagetræknings-skandalen.
-
I juli måtte forlaget SAGE tilbagetrække hele 60 artikler. En undersøgelse af artiklerne viste, at en professor i Taiwan, Peter Chen, havde været lidt for kreativ med indsættelsen af citater i forskningen. Peter Chens egne citater gik nemlig igen og igen, blot under opdigtede identiteter.
- En kontroversiel undersøgelse fra 2012, der blev tilbagetrukket i 2013, dukkede igen op i år. Denne gang i det videnskabelige magasin Environmental Sciences Europe. Undersøgelsen, der havde Gilles-Eric Séralini som hovedforfatter, handlede om genetisk modificerede organismer (GMO'er) og rotter, og blev genudgivet uden at blive undersøgt først. Artiklen fik dog kun omtrent de berømte 15 minutes of fame, før den omgående blev tilbagetrukket igen.
Den komplette top 10 liste over årets videnskabelige tilbagetrækninger kan findes her hos The Scientist.
Læs også:
Betalingstidsskrifter vægter 'sexy science' over nøjagtighed
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv
































