Når anerkendte tidsskrifter som Nature og Science udvælger videnskab til spalterne, kan det foregå ud fra et kriterium om, hvilke artikler der vil tiltrække mest opmærksomhed til tidsskriftet selv, melder en førende forsker i udbredelsen af fup og forfalskning inden for videnskab.
»En generel kritik af akademisk publicering lige nu er, at den fokuserer alt for meget på nyhedsværdi,« fortæller Dr. Daniele Fanelli til Videnskab.dk.
»Der bringes resultater, som kan blive citeret bredt, men måske viser sig forkerte i det lange løb, fordi nyhedsværdien prioriteres på bekostning af den videnskabelige nøjagtighed.«
Altså, dårlig videnskab – som da Science under stort mediepostyr i 2010 trykte artiklen om fundet af en arsenikbaseret livsform på Jorden, hvilket efterfølgende viste sig helt, helt forkert.
Daniele Fanneli mener, at store tidsskrifter har en forkærlighed for det, han kalder »sexy science«, som forenkles, reduceres, indtil det kan betegnes som ’den gode historie’.
Fokus på nyehdsværdi kan skævvride forskningen
Daniele Fanellis bekymring går på, at det store fokus på nyhedsværdi måske er med til at forstærke en underliggende tendens inden for akademisk publicering.
»Tendensen er, at vi publicerer de resultater, som vi forventer at se, i stedet for det vi rent faktisk finder,« siger han.
I en stor undersøgelse af 4.600 artikler på tværs af alle videnskaber har Daniele Fanelli vist, hvordan mængden af negative resultater publiceret i tidsskrifter er faldet fra omkring 30 procent til 14 procent mellem 1990 og 2007. Resultater, der ikke kan påvise en effekt eller sammenhæng, bliver simpelthen ekskluderet.
»Forskere overdriver effekten af, hvad de måler, eller de rapporterer kun de stærkeste tal. Resultaterne bliver blæst op,« siger han.
Han kalder det akademisk publicerings største problem.
Tidsksrifters indhold vurderes på vagt grundlag
Et andet problem er, at der som oftest sættes lighedstegn mellem tidsskriftets renommé og kvaliteten af dets indhold.
Publiceres en artikel i Nature eller Science opfattes den som troværdig, og derfor giver det automatisk point, hvis man får sit arbejde optaget i de højt-rangerede tidsskrifter.
»Så klarer man sig godt inden for videnskaben. Men det siger altså mere om, hvor spændende forskningen lyder, end om selve indholdet,« siger Daniele Fanelli.
Han så gerne, at man gik væk fra at bedømme tidsskrifterne ud fra deres såkaldte impact factor. Det er et mål for, hvor mange gange tidsskriftets artikler bliver citeret, lidt som en deling på Facebook, af andre forskere. Science og Nature ligger højest på den skala, og derfor vurderes de som nogle af de bedste tidsskrifter.
'Afsløring' af open access sætter fokus på vurdering af tidsskrifter
Spørgsmålet om, hvorvidt forskningsresultater kan blåstemples, blot fordi de bringes i et ’anerkendt’ videnskabeligt tidsskrift, fandt for nylig nyt liv i en afslørende artikel i Science.
Her blev det vist, at visse open access tidsskrifter udøver ringe, om overhovedet nogen, kontrol med indholdet af deres videnskabelige artikler. Snarere er interessen ene og alene økonomisk af karakter, skrev Science.
Journalisten bag undersøgelsen betegnede forfatningen blandt open access som et »wild west«.
Fabrikatet faldt ikke i god jord hos alle; kritikken kom hurtigt og kontant:
Science skulle på ingen måde udtale sig om kvaliteten af open access, for Science glemte en af den gode videnskabs vigtigste dyder: kontrolgruppen. De undersøgte slet ikke betalingstidsskrifter som dem selv, og i øvrigt er Science et af de tidsskrifter, som tilbagekalder flest videnskabelige artikler om året, lød det.
»De sidder i et glashus og bør ikke kaste med sten,« siger professor Björn Brembs, en af de kritiske røster, da Videnskab.dk talte med ham umiddelbart efter Sciences afsløring.
Høj impact factor fører til flere tilbagetrækninger
Professor Björn Brembs, som forsker i neurobiologi ved Regensburg Universitet i Bayern, er en af dem, som finder det dybt problematisk, at artikler publiceret i et stort tidsskrift automatisk opfattes som troværdig, god videnskab.
Da han sidste år faldt over en håndfuld artikler, undersøgelser der alle viste, at jo højere et tidsskrifts impact factor, desto flere artikler trækker det tilbage hvert år, undrede det ham.
Han var jo bekendt med tesen om, at høj impact factor typisk blev sammenkædet med høj kvalitet, så han fandt det lettere ironisk, at de selvsamme tidsskrifter skulle være dem, som trak flest artikler tilbage på grund af fejl eller direkte fusk.
Store tidsskrifter halter på pålidelighed
Bjørn Brembs gennemgik derfor, hvad der i de seneste 10-20 år var skrevet om sammenhængen mellem impact factor og kvaliteten af indholdet.
»Det viste sig, at der ikke var et eneste studie, som korrelerede impact factor blot tilnærmelsesvist med kvalitet,« siger han.
Et enkelt studie viste en svag sammenhæng mellem impact rating og nyhedsværdi, hvilket ikke var særlig overraskende, tilføjer Björn Brembs, men overraskende var det til gengæld, at flere studier fastslog en yderst negativ sammenhæng mellem høj impact rating og kvalitet.
»Hvilket indikerer, at det, som publiceres i de bedst bedømte tidsskrifter, ikke er specielt pålideligt,« konstaterer Björn Brembs.
Vurdering af tidsskrifter siger intet om indholdet
Modsat Björn Brembs mener Daniele Fanelli dog, at der er en påvist sammenhæng mellem kvalitet og impact factor:
»Der er studier, som helt generelt indikerer, at citeringer til en hvis grad er en brugbar metode til at bedømme kvaliteten.«
Om end ikke stor, så er sammenhængen der altså, siger han, og derfor har de store tidsskrifter formentlig også en generelt højere kvalitet. Men det er vigtigt at huske på, at det kun er en sammenhæng, understreger han:
»Det siger altså intet om de enkelte artiklers værdi eller deres gennemslagskraft på længere sigt.«
Dybest set, er det altså problematisk, sammenhæng eller ej, at vi bedømmer tidsskrifterne ud fra impact factor.
Tilbagetrækning er et sundhedstegn
Til gengæld mener Daniele Fanelli dog, at det er et sundhedstegn, når de store tidsskrifter også er dem, som trækker flest artikler tilbage.
»Tidsskrifter, som tilbagetrækker ofte, gør blot deres arbejde,« siger han.
Egentlig bør det roses, for videnskabelig fusk sker over det hele, men på trods af det, forekommer tilbagetrækninger stadig ret sjældent.
»Faktisk bør vi være ekstremt mistroiske og kritiske over for tidsskrifter, som næsten aldrig må tilbagetrække artikler,« siger Daniele Fanelli.
