KORT NYT FRA UDLANDET:
Har man 11 eller flere modermærker på én af sine arme, kan det være signal om, at man har højere risiko for at få modermærkekræft. Det skriver Livescience.com.
Forskere fra King’s College London har undersøgt antallet af modermærke på forskellige dele af kroppen hos deres forsøgspersoner. De fandt, at armene er de bedste indikatorer på, hvor mange modermærker man samlet set har på sin krop.
Studiet er publiceret i tidsskriftet British Journal of Dermatology.
Det viste sig for eksempel, at kvinder, der havde mindst syv modermærker på en af armene, havde ni gange større risiko for at have mindst 50 modermærker på hele kroppen set i forhold til de kvinder, der havde færre end syv modermærker på armen. Kvinder med 11 modermærker eller mere på mindst én arm havde med stor sandsynlighed mere end 100 modermærker på hele kroppen – hvilket er et tegn på signifikant forhøjet risiko for hudkræft.
Risikoen for at udvikle modermærkekræft menes ifølge forskerne at stige med mellem to og fire procent for hvert modermærke, man har på kroppen, men det kan tage lang tid at tælle dem alle.
Forskerne håber på, at det at bruge armene som indikatorer på, hvor mange modermærker en patient har, kan hjælpe dermatologer og læger.
»Alle dermatologer og læger ved, at risikoen for modermærkekræft stiger afhængig af antallet af modermærker på hele kroppen, men det kan være en lang proces at få talt dem alle sammen. Vi håber, at denne teknik vil kunne hjælpe,« siger professor Simone Ribero, som er ledende forfatter på studiet, til Livescience.com.
Læs også:
Gennembrud i kræftbehandling: Her er PD-1-hæmmere
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft

































