Struensee var en elendig politiker

Først fik han hugget hånden af. Herefter vred han sig så meget i smerte, at skarpretterne måtte hugge tre gange, da hovedet skulle adskilles fra kroppen på skafottet.

Christian den 7.’s livlæge Johann Friedrich Struensee betalte i 1772 den højeste pris for at have tilranet sig magten over Danmark og for at have haft en affære med dronningen.

Den dramatiske historie er blevet filmatiseret i filmen ’En kongelig affære’, som har premiere i aften.

Men historien om Struensee er ikke kun et stykke saftigt danmarkshistorie, der er godt stof til det hvide lærred. Den er også et lysende eksempel på, hvordan man absolut ikke skal opføre sig, hvis man snubler over og lander på en magtfuld taburet. I hvert fald ikke, hvis man har tænkt sig at beholde magten.

»Struensee var en en-mandshær, som arbejdede døgnet rundt. Når han ikke lige hyggede sig med dronningen, så sprøjtede han kabinetsordrer ud,« fortæller seniorforsker og 1700talsekspert på Rigsarkivet Erik Gøbel. Han konkluderer, at denne strategi nok var en af Struensees store fejl, for så enerådigt handler en dygtig politiker ikke.

Struensee manglede sans for det politiske håndværk

Erik Gøbel er en af bagmændene bag en ny udstilling om Struensee og hans reformer.

Den berømte livlæge og senere geheimekabinetsminister er i dag blandt andet kendt for at have vedtaget en række meget moderne og humanistiske love – dengang kaldt kabinetsordrer. For eksempel forbedrede han fattigvæsenet og gav uægte børn samme rettigheder som andre borgere.

Men Struensee mestrede slet ikke elementært politisk håndværk. Han var for diktatorisk, fortæller Erik Gøbel:

»Formelt havde Struensee magten. Men han manglede evnerne til at føre sine ideer igennem. Han var lidt verdensfjern og lidt for urealistisk.«

Struensee begik således tre store fejl:

• Ingen alliancer: Han knyttede ingen støtter til sig, som kunne moderere hans meget idealistiske ideer eller beskytte ham mod politiske fjender.
• For mange reformer for hurtigt: Samfundet var ikke klar til hans meget moderne ideer, og han gjorde intet ud af at forberede befolkningen eller adelen på forandring.
• Skiltede med sine svagheder: Struensee gjorde intet for at skjule sit forhold til dronningen og gjorde sig dermed sårbar i forhold til fjenders anklager. Til sidst blev han dømt for majestætsfornærmelse.

Struensee havde ingen alliancer

Struensees fjender enkedronning Juliane Marie, arveprins Frederik og deres håndlanger embedsmanden Ove Høegh-Guldberg fik til sidst held med at udfærdige en detaljeret anklage. De passede kongen op og fik ham til at underskrive en arrestationsordre. Og uden kongen havde Struensee ingen til at tale sin sag.

»Struensee var åbenbart en meget enerådig person, som mente, at han stort set var den eneste, som forstod, hvad det hele gik ud på. Selvfølgelig var der en hel del mennesker, som ville have støttet ham. Men han gjorde ikke noget for at knytte dem til sig,« siger Erik Gøbel.

Erik Gøbel mener desuden, at hvis livlægen havde inviteret andre over på sit enmandshold, så havde der måske også været nogle partnere, som havde kunnet tøjle hans til tider verdensfjerne ideer.

Populære reformer fik ikke tid til at virke

Mange af Christian den 7.’s livlæges tiltag fremstår i dag som rigtig fornuftige og moderne tiltag. Han begrænsede for eksempel fæstebøndernes pligt til at arbejde på deres herremands jord til et vist antal dage om året, sådan at fæstebønderne fik tid til at dyrke deres egen jord.

»Struensee gjorde ikke det her ud fra egen vinding. Men han var en idealist, der var så idealistisk, at han ikke havde nogen jordforbindelse. Han gennemførte alt for mange reformer for hurtigt,« fortæller Erik Gøbel.

De tiltag som ville have givet Struensee popularitet i den brede befolkning nåede for det meste ikke at være andet end en lov. De fik ikke tid til at blive til virkelighed, før Struensee havde vedtaget en ny reform eller hans efterfølgere havde afskaffet den.

Reformer tog adelen på sengen

Struensees reformstorm foregik i et samfund, hvor man var meget lidt forandringsparat. Derfor skabte hans mange nye love utryghed hos især adelen, som mistede deres privilegier og dermed deres sociale og økonomiske sikkerhedsnet. Og Struensee gjorde intet ud af at forberede dette stokkonservative samfund på nye tider.

»Vi kender det fra i dag. Hvis der skal laves reformer af sådan noget som efterlønnen, så er politikerne nødt til at forberede danskerne på det. Enten må man vente til tiden er moden til det eller også, så må man berede grunden for at indføre det,« siger seniorforskeren, som mener, at Struensee skulle have gået lidt mere lempeligt til værks og have givet tingene mere tid, hvis hans planer skulle ende i succes.

Struensees forhold til dronningen foregik åbenlyst

Forholdet til dronningen var det sidste og afgørende slag på sømmet for Struensee.

»De var overhovedet ikke diskrete. Det ved vi fra forhørsprotokollerne, hvor deres kammertjenere og andet tjenestefolk er blevet forhørt. Hele slottet og dermed hele København vidste, hvad der foregik,« siger historikeren.

Dermed blottede Struensee sig totalt for sine fjender. Og han endte med at blive dømt til døden for majestætsfornærmelse, fordi han både havde haft et forhold til dronningen og havde taget kongens magt.

Struensee fik i alt vedtaget 2000 kabinetsordrer i sine to år som enerådig geheimeminister. Men langt de fleste blev rullet tilbage igen, da den konservative fløj enkedronning Juliane Marie og Ove Høegh-Guldberg igen fik magten.

»En vigtig lære af historien om Struensee er, at ideer kan være lige så gode, som de kan være. Hvis ikke de har klangbund i befolkningen og i det politiske system, så nytter det ikke noget,« siger Erik Gøbel og nævner sagen om regeringens såkaldte trængselsring som eksempel på, hvordan idealistiske tiltag i dag på samme baggrund kan ende i skraldespanden.