Videnskaben forklarer nærdødsoplevelser

En kvinde ligger på et operationsbord på et hospital. Hun er i dyb narkose-søvn, men kan alligevel følge med i, at læger og sygeplejersker opererer hende for kræft. Hun oplever, at hun hænger under loftet og kan høre og se det hele.

På samme tidspunkt får en overvægtig mand et hjerteanfald på badeværelset i sin lille lejlighed. Smerten er intens, da den breder sig og stråler ud i hans arme. Med ét genoplever han hele sit liv for det indre blik.

Både kvinden og manden har såkaldte ’nærdødsoplevelser’. Oplevelser, hvor noget umiddelbart overnaturligt sker, når man befinder sig i en livstruende situation.

Men i virkeligheden er der ingen hokus-pokus i oplevelserne. Det konkluderer i hvert fald en ny amerikansk forskningsartikel, som er publiceret i ’Trends in Cognitive Sciences’. Den siger, at oplevelserne kan forklares ved forskellige mekanismer i vores hjerner. Mekanismer, som får pæren til at køre ud ad en tangent, når vi bliver udsat for noget meget traumatiserende.

»Mange af de fænomener, der er forbundet med nærdødsoplevelser, kan forklares biologisk,« siger neurolog Dean Mobbs fra University of Cambridge til Scientific American.

Den amerikanske hjerneforsker har set nærmere på fem af de nærdødsoplevelser, som oftest finder sted, deriblandt mødet med spøgelser og oplevelsen af at gå i en lang, lys tunnel. Her er hans konklusioner, som bygger på studier af al den eksisterende forskning på området:

1. Mødet med spøgelser

Møder med spøgelser forekommer tit blandt Parkinsons-patienter. Forklaringen er sandsynligvis, at Parkinsons syndrom fører til en unormal dopamin-funktion i hjernen. Det kan fremkalde hallucinationer af spøgelser eller ligefrem monstre.

2. Ud-af-kroppen-oplevelser

Ud-af-kroppen-oplevelser opstår, når de søvnmønstre, som finder sted i hjernen lige før og efter, vi falder i søvn, bliver forstyrret. Det kan føre til drømmeagtige, men meget virkelige hallucinationer. Deriblandt altså oplevelsen af, at vi forlader vores krop. Det samme kan forekomme ved brug af bedøvelsesmidlet Kretamin.

3. Oplevelsen af at være død

Nogle mennesker kan have en oplevelse af at være døde – det såkaldte Cotard- eller ’walking corpse’-syndrom. I virkeligheden er der tale om en vrangforestilling, som opstår under fremskredne stadier af tyfus og multipel sklerose.

Forestillingen opstår i et samspil mellem hjerne-regionerne ’parietal cortex’ og ’den præfrontale cortex’. Det er en meget mærkelig forestilling, og derfor forsøger mange patienter sandsynligvis at forklare den med, at de har haft en ’nærdødsoplevelse’.

4. Livet passerer revy

Når vi oplever, at vores liv passerer revy, er synderen sandsynligvis ’locus coeruleus’. Det er en region i midthjernen, hvor stresshormonet noradrenalin bliver frigivet, når vi oplever noget ekstremt ubehageligt.

’Locus coeruleus’ er stærkt forbundet med de områder af hjernen, der bearbejder følelser og hukommelse. På den måde kan en virkelig stærk oplevelse åbne døren til et væld af følelser og minder, som tumler igennem hovedet på én gang.

5. At bevæge sig igennem en tunnel mod et skarp lys

Oplevelsen af at bevæge sig igennem en tunnel mod et skarpt lys har også en forklaring, mener Dean Mobbs. Selvom de specifikke årsager til den slags nærdødsoplevelser fortsat er uklare, ved vi, at tunnelsyner kan opstå, når vores øjne mangler blod og ilt. Noget, som kan ske i forbindelse med den ekstreme angst og det ilttab, som er meget almindeligt, når vi er ved at dø.

Teologien skal med på råd

Hjerneforskeren Dean Mobbs mener altså, at neurologien kan forklare de mystiske nærdøds-fænomener. På den måde vader hjerneforskningen ind på et område, som religionsvidenskaben og teologien plejer at beskæftige sig med.

Men professor Niels Henrik Gregersen fra Afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet er ikke bange for, at opdagelserne skal gøre ham arbejdsløs.

Teologi-professoren forsker i forholdet mellem teologi og naturvidenskab. Han synes, det er meget positivt, at man finder naturvidenskabelige forklaringer på nærdødsoplevelser. Men den naturvidenskabelige tilgang kan ikke stå alene, hvis man for eksempel helt konkret skal undersøge ud-af-kroppen-oplevelser.

»Hvis man skulle igangsætte en videnskabelig undersøgelse, burde naturvidenskaben tage filosofien og teologien med. De kan bidrage med nogle perspektiver, som ellers bliver overset,« siger Niels Henrik Gregersen.

Samarbejde kan løse mysteriet

Efter hospitals-operationer har patienter fortalt, at de svævede op fra opperationsbordet for detaljeret at følge med i, hvordan ting foregik og blev omtalt i rummet, imens de lå i narkose.

De tre forskellige videnskabelige tilgange kan bidrage med hver sit syn til en undersøgelse af dét mystiske fænomen, mener Niels Henrik Gregersen:

• Naturvidenskaben er afgørende. For den kan – som i Dean Mobb’s undersøgelse – pege på mulige processer i hjernen. Og med naturvidenskabelige, empiriske metoder kan man efterprøve, om de oplevelser ud-af-kroppen-patienterne beskriver, virkelig fandt sted i rummet. Eller om oplevelserne bare er noget, de har forestillet sig: Sagde og gjorde lægerne virkelig det, som patienten påstår? Det kan efterprøves empirisk, og det har Dean Mobb ikke gjort. Han har kun peget på, at der er et samspil mellem hjerneprocesser og bevidsthedstilstande. Men han har ikke undersøgt forholdet mellem bevidsthedens indhold og de faktiske forhold.
  
• Filosofien kan tænke over det forunderlige fænomen, som en ud-af-kroppen-oplevelse faktisk er. For enten er oplevelsen noget, der udelukkende konstrueres i lokale hjerneprocesser hos den, der har ud-af-kroppen-oplevelsen. Eller også er hjerneprocesserne direkte adgang til en mere omfattende virkelighed – forstået på den måde, at hjerneprocesser sammen med noget udefrakommende (for eksempel sanseindtryk) er skyld i, at jeg kan se huset på den anden side af vejen eller forstå en social stemning. Det er et filosofisk – eller ’metafysisk’ – spørgsmål: konstruerer hjerner deres oplevelsesverden ud af ingenting, eller åbner hjerner for en tilgang til en virkelighed uden for kraniet?
  
• Teologien er også vigtig, fordi det er nødvendigt at fortolke de beskrivelser, som ud-af-kroppen-patienterne har haft. Ellers kan man ikke forstå, hvad de ofte kryptiske beskrivelser betyder – eller sammenligne dem med hinanden. Nogle patienter vil for eksempel fortælle, hvordan de oplevede at hænge under rummets lampe. Andre patienter vil fortælle, at de fik et helt nyt perspektiv på tingene. Og er de to ting i virkeligheden det samme? Det kan en teolog – som er ekspert i at fortolke poetisk og religiøst sprog – give et godt svar på.

»Det er ikke nok at lave en teori om, hvad der sker i hjernen, når et menneske har en nærdødsoplevelse. Man bliver også nødt til at reflektere over, om oplevelsens indhold faktisk passer med det, vi kalder virkelighed.«

»Sagde og gjorde lægerne virkelig det, som de nær-døde patienter sagde, at de gjorde? Hvis de gjorde, er der en særlig form for bevidsthed involveret,« siger Niels Henrik Gregersen

Han tilføjer, at det jo netop kan undersøges empirisk - altså via sanselig erfaring, hvilket amerikanske Dean Mobb ikke har gjort.

Men i England - ved University of Southampton - er forskere faktisk i færd med at undersøge fænomenet empirisk. I opereationsrum i USA og England har forskerne hængt billeder på hylder under loftet.

Billeder, som man kun kan se, hvis man ser rummet oppe fra. På den måde kan forskerne empirisk undersøge, om patienterne virkelig har været ude af deres kroppe og svævet rundt i lokalet. De britiske forskere har ikke umiddelbart taget hverken teologer eller filosoffer med på råd.