Det er de færreste videnskabelige undersøgelser, der reelt fortæller noget generelt om menneskeheden.
I de fleste tilfælde presser forskerne citronen så meget som muligt for at få resultatet til at passe på så mange som muligt.
Men i realiteten siger mange undersøgelser meget om få og ikke meget om mange.
»De fleste forskere har en tendens til at presse citronen. De vil ikke kun sige noget om rødhårede børn mellem 14 og 15 år, men om os alle. Man undersøger teorien, og hvis forsøgspersonerne reagerer som forventet, så udbreder man den til at gælde alle,« siger professor Axel Larsen, der er leder af Institut for psykologi på Københavns Universitet.
Men netop forsøgspersonerne er problemet. For de er sjældent repræsentative.
Hvis man kigger på baggrunden for langt de fleste undersøgelser af menneskelig adfærd, så kan man konstatere, at det næsten altid er en flok 1. årsstuderende på universitetet, der udgør forsøgsgruppen.
Alene ved at se på forskellen på skolesystemets lyshårede 12-tals piger, der stryger direkte ind på drømmestudiet og bliver forsøgspersoner, og skoletrætte knægte, der ikke kan forlade skolen hurtigt nok, får man en indikation af, at de videnskabelige resultater måske ikke siger særlig meget generelt.
Vi er verdens mærkeligste mennesker
Det finder canadiske forskere problematisk.
I artiklen The weirdest people in the world?, som er udgivet i Behavioral and Brain Sciences på Cambridge University Press, kalder de de typiske forsøgspersoner for WEIRD.
Men WEIRD henviser ikke blot til, at forsøgspersonerne er mærkelige og dermed anderledes end størstedelen af jordens befolkning.
WEIRD står specifikt for western, educated, industrialised, rich and democratic - vestlig, uddannet, industrialiseret, rig og demokratisk.
Vestlige 1. årsstuderende er formentlig den værste gruppe at basere vores forståelse af menneskeheden på.
Heinrich,Heine og Norenzayan, University of British Colombia
Den befolkningsgruppe, der lever op til det, udgør ifølge forskerne en ottendel af klodens befolkning. De forsøgspersoner, som moderne forskning bygger på, er altså afgørende anderledes end alle andre.
»Vores undersøgelse afslører, at situationen er endnu mere alarmerende end antaget. Den data fra vestlige 1. årsstuderende, som fylder vores databaser, er ikke kun en overordentlig begrænset del af menneskeheden; den er ofte i direkte modstrid med data fra andre dele af verdenspopulationen,« konkluderer professorerne Heinrich, Heine og Norenzayan, der alle er tilknyttet psykologi på University of British Colombia og fortsætter:
»Vestlige 1. årsstuderende er formentlig den værste gruppe at basere vores forståelse af menneskeheden på. Adfærdsforskere står nu over for et valg - de kan enten anerkende, at mange af deres resultater ikke kan generaliseres udover deres aparte forsøgsgruppe, eller de kan begynde den svære vej til at bygge en bredere, bedre og rigere forståelse af vores art,« skriver forskerne.
Er amerikanere og europæere ens?
En undersøgelse viser, at 95 procent af den psykologiske forskning, der bliver udgivet i de store videnskabstidskrifter, bygger på forsøgspersoner, der er amerikanske medlemmer af WEIRD-segmentet. Det gør faktisk resultaterne endnu skævere, for selv om den vestlige befolkning har en masse fællestræk, så er der forskelle.
Det kan ses i forholdet til døden. Det bliver regnet for en helt grundlæggende menneskelig forudsætning, at vi alle skal leve med visheden om, at vi skal dø. Psykologien mener, at en af de måder, vi håndterer den vished på, er ved at identificere os meget stærkt med den kultur, vi har hjemme i.
Derfor er vi meget beskyttende over for vores kulturrelle baggrund, når vi bliver konfronteret med tanker om død.
Den adfærd går igen hos alle de folk, man har undersøgt, men den er især tydelig hos amerikanere, også tydeligere end hos europæere, og meget tydeligere end hos ikke-vesterlændinge.
Det viser, at amerikanere helt grundlæggende ikke er som os andre, og derfor fortæller forskning med amerikanske 1. årsstuderende ikke nødvendigvis noget universelt om mennesket.
Det er måske endnu mere alarmerende, at de canadiske forskere ikke har kunnet finde et eneste studie, der omhandler ligheder mellem amerikanere og andre vesterlændinge.
Forskerne tror selv, at det skyldes, at de fleste forskere regner det for selvfølgeligt, at vi er relativt ens.
...der er ikke nogen genvej for videnskabsmænd eller borgere. Man må kigge på undersøgelsen og vurdere den måde, forskerne når deres konklusioner.
Axel Larsen, Københavns Universitet
»Det er også en rimelig antagelse, men forskningen viser, at amerikanere i visse tilfælde er ekstreme,« skriver forskerne.
Når Heinrich, Heine og Norenzayan ser på interne forskelle på amerikanere, så kommer de frem til, at der på en lang række områder er meget store forskelle på studerende amerikanere og ikke studerende.
Al forskning bliver overfortolket og misbrugt
Axel Larsen mener, at det er et generelt problem, at videnskaben generaliserer.
Han omtaler en undersøgelse i det nyeste Science, hvor forskerne vil undersøge om indlæring bliver styrket af test.
De har sat en gruppe 1. årsstuderende til at lære swahili. De hører et ord på engelsk og skal gentage det på swahili.
Der er en form for udenadslære og kaldes pair associate learning. Studiet viser, at de forsøgspersoner, der ved, at de efterfølgende bliver testet i swahili, klarer sig bedre end dem, der ikke bliver testet.
»Dermed er det jo nærliggende at konkludere, at test forbedrer indlæringen og tonse test indover folkeskoleeleverne med baggrund i videnskaben. Men reelt fortæller undersøgen kun, at den type mennesker, som er folk, der har klaret sig så godt i skolen, at de nu er 1. årsstuderende på universitetet, klarer sig godt med test i den specikke undervisningstype,« siger Axel Larsen.
Han mener, at det ikke kun er forskerne selv, der presser citronen, når de med baggrund i deres resultater skriver ting som "det tyder på, at mennesket generelt...".
Når resultaterne når videre til pressen, så bliver forbeholdet "det tyder på" helt droppet, og forskningen kommer til at stå som en uimodsagt sandhed.
»Der er en videnskabelig interesse i at generalisere, som bliver forstørret i mødet med offentligheden, der har et behov for at få noget, der viser, at livet er sådan og sådan. Men der er ikke nogen genvej for videnskabsmænd eller borgere. Man må kigge på undersøgelsen og vurdere den måde, forskerne når deres konklusioner,« siger Axel Larsen.
