En menneskekrop sidder på kanten af et badekar og glider så langsomt ned i det varme vand. Vandoverfladen bliver urolig, og vandet kan endda skvulpe op over kanterne og ud på badeværelsesgulvet.
I det billede kan man tænke på de tsunamier, der kan opstå efter fjeldskred. Det er ikke kæmpe mennesker, men kæmpe fjeldmasser, der skrider fra kilometer høje skråninger ned i et kæmpe bassin med iskoldt vand.
For små 10.000 år siden var massen fra verdens største fjeldskred svimlende 8,4 kubikkilometer. Det svarer til en kasse på 8,4 kilometer i højden og en kilometer i både bredde og længde.
Den kæmpestore klods skred fra fjeldet ned i vandet og skabte en 270 meter høj tsunami, hvis den vel at mærke skred i ét stykke, som forskerne formoder.
»Vi kan se på landskabet, at det må være sket i én eller få hændelser,« siger Kristian Svennevig, der er seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
Kristian Svennevig og kollegerne er stadig ikke sikre på, hvad der helt præcist udløste fjeldskreddet. Men efter at have analyseret havbunden i fjorden omkring skreddet har de stærke indicier om, at det må være faldet i én samlet eller af få omgange.
»Vi så kæmpe huller i fjeldet, som lidt kan ligne store ar i landskabet efter fjeldskredet,« fortæller Kristian Svennevig, som selv er en af forskerne bag det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Geology.
I studiet har forskerne analyseret en række skred, som skete for omkring 10.000 år siden. Det største af disse er altså verdens største og 100 gange større end de skred, forskerne ser lige nu i Vestgrønland, som har været motivation for forskningen i det vilde fænomen.
Tsunamien i 2017
Interessen for fjeldskred på Grønland blev vækket hos forskere i 2017, efter en stor tsunami ødelagde den grønlandske bygd Nuugaatsiaq.
Før tsunamien kendte danske geologer som Kristian Svennevig nærmest intet til fjeldskred. Det var et overset emne i dansk geologi.
»Efter fjeldskreddet og tsunamien har vi kortlagt fjeldområdet i Vestgrønland og fundet ud af, at der er sket langt flere fjeldskred, end vi troede. Før kendte vi kun til to,« siger geologen til Videnskab.dk.
Nu kender de til i alt otte lignende fjeldskred, som er sket inden for bare de seneste 100 år.
Under fjeldskreddet i Vestgrønland i 2017 var massen 45 millioner kubikmeter, hvilket svarer til et jordstykke på 45 meter i højden og en kilometer i både længden og bredden.
Fjeldmassen udløste en tsunami på 90 meter. Det skete hele 30 kilometer væk fra landsbyen Nuugaatsiaq, men bølgerne var stadig 10-15 meter høje, da de ramte kysten.
Mange af bygningerne i Nuugaatsiaq blev fjernet af vandet. 170 mennesker måtte evakueres, mens fire døde.
Fjeldskreddet fra studiet, der skete for 10.000 år siden, er langt større. Her var tsunamien næsten 300 meter høj og ifølge forskerne i en helt anden kategori.
»Det her er meget større end skredet, der skete for eksempel i 2017. Det kan slet ikke sammenlignes,« fastslår Kristian Svennevig.
Klimaforandringer som årsag?
Katrine Juul Andresen, der er lektor på Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, finder studiet meget interessant, men påpeger, at det også rummer en del ubekendte elementer.
»Det er svært at sige noget præcist om, hvilke faktorer der har styret skreddet, især fordi der ikke er en absolut aldersdatering endnu,« siger lektoren.
Når forskerne endnu ikke ved præcist, hvornår skredet er sket, er det meget svært at finde årsagen. Hvis man kunne ramme tidsperioden ret præcist, kunne man koble til klimavariationerne på det tidspunkt. På den måde kunne man bedre vurdere, hvilke geologiske processer der har været i spil.
Det kunne for eksempel være hurtige temperaturstigninger og optøning af permafrost, som forskerne fra studiet også selv nævner som en mulig mekanisme.
»Det globale klima har været varmere, end det er i dag. Den varmestigning, vi ser for omkring 10.000 år siden, kan sammenlignes med temperaturstigningerne i dag. Derfor kan man spekulere i, om skreddene kan kobles præcist til den periode,« siger Katrine Juul Andresen.
De sidste 100 år har Kristian Svennevig og GEUS kunnet finde otte fjeldskred. Går de 100 år længere tilbage, dukker der ikke rigtig flere op. Det får forskerne til at pege på klimaforandringer og de stigende temperaturer, som smelter permafrosten.
Permafrosten, der består af frossen grundvand, fungerer som en slags cement på det arktiske fjeld. Når den bliver varmere, bliver den mere løs og elastisk. Pludselig kan fjeldsiderne miste deres stabilitet. Hvis det er årsagen til skredet for 10.000 år siden, er det alarmerende – for permafrosten smelter.
En anden forklaring kunne være, at istiden sluttede og isen trak sig tilbage fra fjorden. Ifølge Katrine Juul Andresen er den forklaring mindre alarmerende.
»Hvis skreddet skete som direkte følge af tilbagetrækning af isen fra området, vil fjeldet i forhold til netop dén proces være i ligevægt i dag« siger hun.
Fascination og ikke alarmklokker
Kristian Svennevig mener ikke selv, at studiet får alarmklokkerne til at ringe. I første omgang er studiet »fascinerende,« mener han. Fjeldskreddet er så stort, at det hurtigt høster prisen som verdens største.
»Hvis et så stort fjeldskred ville udvikle sig nu, så kunne vi se det på satellitbilleder, at fjeldsiden bevægede sig i en periode, inden skredet skete. Så vi ville få en advarsel,« siger Kristian Svennevig.
De mindre skred sker imidlertid meget hurtigt. I 2017 gik der under ti minutter fra skredet, til tsunamien ramte kysten i Nuugaatsiaq.
Selvom alarmklokkerne ikke bimler, mener Kristian Svennevig dog, at det er helt essentielt, at forskerne kigger 10.000 år tilbage i tiden, når de skal blive klogere på årsagen til skred i fjeldet.
»Hvad nu, hvis det ændrer sig igen. Når vi står med de her klimaforandringer, er det så rigeligt bare at kigge på de sidste 100 års forandring i landskabet? Giver det ikke bedre mening at kigge på geologiske tidsperioder, hvor 10.000 år ikke er særlig lang tid?« spørger Kristian Svennevig.
Katrine Juul Andresen er enig, ligesom hun formoder de fleste geologer er.
»Jeg tror, det er svært at finde en geolog, som mener, det er rigeligt kun at kigge 100 år tilbage i tiden i sin forskning,« afslutter forskeren.
