På øen Mandarte, ved Canadas vestkyst, lever en flok sangspurve, som har haft glæden af at blive studeret af biologer siden 1975. Disse spurve danner, ligesom mange andre fugle, par for livet: Én han og én hun opdrager deres unger sammen, år efter år.
Når dyr først vælger sådan en monogam livsstil, antager forskerne, at de også forsøge at vælge den partner, som bedst kan sikre slægtens overlevelse.
Problemet med de canadiske spurve er, at de viser sig at være tilbøjelige til at more sig med naboen.
Over en fjerdedel af alle ungerne har nemlig en anden far end hunnens såkaldte sociale partner. Så hvorfor er hunnen utro, når hun allerede har valgt sin optimale partner?
»Disse fugle har virkelig ødelagt hele vores forståelse af monogame arter,« fortalte forsker Jane M. Reid fra University of Aberdeen ved årets Darwin Day-arrangement på Universitetet i Oslo.
Utroskab hos én ud af fire spurve
Darwindagen er et årligt arrangement hos Centre for Ecological and Evolutionary Sythesis (CEES) ved UiO, hvor forskere præsenterer aktuelle debatter inden for evolutionsteorien. Årets foredrag handlede om seksuel selektion, og Jane M. Reid var til stede for at fortælle om sit arbejde med spurvene på Mandarte.
Ved at mærke og kortlægge samtlige individer i spurveflokken i næsten 40 år, har forskerne på Mandrate fået et detaljekort over slægtskabet mellem alle spurvene på øen.
Og da Rebecca Sardell, en af Jane M. Reids doktorgradsstudenter, foretog genetiske slægtskabsanalyser på fuglene, viste det sig altså, at den biologiske far til 28 procent af spurveungerne, er en anden end morens sociale partner, altså den han, hun lever i par med.
Denne praksis, hvor individer lever i permanente par, men alligevel får unger ved siden af, kaldes polyandri.
Får ikke bedre unger af sidespring
Det er ikke svært at forestille sig, at det er godt for spurvehannen at have så mange hunner om sig, som muligt – det giver automatisk større chance for at få massevis af børn og børnebørn.
For hunnen er det imidlertid mere problematisk: Hendes partner har nemlig en evne til at opdage at ungen ikke er hans, og han giver derfor ikke lige så meget mad til naboens søn eller datter, som han giver til sine egne unger i den samme rede.
Så hvorfor gider hunnerne i det hele taget parre sig med nabokonens udvalgte han?
Én teori er, at disse nabohanner har gener, som gør ungen bedre i stand til at overleve. Det originale valg af partner er i så fald ikke nødvendigvis optimalt, og hunnen vælger derfor at maksimere chancerne for hendes unger med et sidespring eller fem.
Men sådan er det ikke, forklarede Jane M. Reid for tilhørerne på Oslos Universitet.
»Gennem meget komplicerede statistiske analyser, som jeg med glæde hopper let hen over nu, var vi i stand til at følge, hvordan en unge med far uden for parret, klarede sig i forhold til en unge, hvor faren er hunnens sociale partner – og det gennem flere generationer,« fortalte hun.
»Og det viser sig, at ungen, hvor naboen var faren, faktisk havde dårligere chancer for selv at få børnebørn, end ungerne, hvor den faste partner var faren. Det er altså det modsatte af det, vi havde forventet.«
"Utroskabsgen" hjælper ikke
Jane M. Reid og hendes kolleger har vist, at op til 18 procent af hunspurvens løssluppenhed kan forklares med hendes gener – hun har ganske simpelt ”utroskabsgenet”.
Hunner med denne genetiske tilbøjelighed får desuden som regel flere unger, end hunner, som er trofaste.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at polyandri er den rådende samlivsform.
Selvom de utro spurvedamer får flere unger, hjælper det ikke noget, hvis ungerne dermed har en dårligere chance for at overleve. Så vil utroskaben blive avlet ud af populationen, fordi ungerne med den arvelige utroskab dør ud.
Foreløbigt kan Jane M. Reid og hendes kolleger ikke foretaget sig andet end at klø sig i hovedet, for noget endeligt svar på hvorfor tilsyneladende monogame hunspurve hygger sig med naboen, er ikke dukket op.
»Jeg har virkelig ikke noget endeligt svar endnu, delvis fordi de analyser, vi har foretaget indtil nu, har givet helt modsatte svar end det, vi havde forventet,« sagde Jane M. Reid til forskning.no efter foredraget.
»Det er slet og ret blevet vanskeligere at løse gåden, ikke lettere.«
This is a man’s world?
Jane M. Reid spekulerer alligevel i, om der ikke kan ligge en forklaring gemt i James Browns udødelige klassiker ”It’s a Man’s Man’s Man’s World.”
»Hvis der er en udvikling som favoriserer hanner, som parrer sig med en masse damer – hvis fordelene for hannen ved at sprede sine gener ud i flere reder er helt overvældende, som man let kan forestille sig – så kan forklaringen slet og ret være, at hunspurven trækkes med ind i malmstrømmen,« siger hun til forskning.no.
Det vil sige, at spurvedamerne faktisk lykkes med at finde frem til den partner, som vil give de mest robuste unger, og ønsker at være monogam med ham, men hannen har så mange fordele af ikke at være trofast, at en mellemting – nemlig polyandri – automatisk bliver resultatet.
»Det er altså ikke optimalt for damerne, og det hjælper heller ikke. Det er en hypotese, vi ikke kender svaret på endnu, men jeg håber, vi får mulighed for at teste dette i årene fremover,« afslutter hun.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
