»Unik« observation: Abe behandler sit eget sår med medicinsk plante

For første gang nogensinde er et dyr blevet observeret i det fri, mens det behandler et sår på sin egen krop med en helende plante.

Konkret er der tale om en orangutang, som tygger blade fra en smertestillende lian og dupper sin skade med plantesaft.

Det meddeler en gruppe biologer i en ny videnskabelig artikel publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

»Ud fra hvad vi ved, er det første gang, man ser et vildt dyr påføre sit eget sår en medicinsk plante,« siger Isabelle Laumer om hændelsen til Videnskab.dk.

Hun er kognitiv biolog og førsteforfatter til det nye studie som postdoc ved det tyske Max-Planck-Institut. Hun var ikke selv med i junglen, men har analyseret sine kollegers beskrivelser fra felten og sat dem ind i en videnskabelig kontekst. Og ifølge Isabelle Laumer skriver observationerne sig ind i en større fortælling om dyrs medicinske adfærd:

»Vi har efterhånden en række tegn og eksempler, der peger på, at mennesker langt fra er de eneste dyr, som har en forståelse for medicinske planters egenskaber.«

Orangutang behandler sit sår med plantesaft

Historien om den lægekyndige orangutang begynder med en række brøl i junglen.

Forskerne har ikke filmet selve sårbehandlingen, men de har taget billeder både før og efter og har beskrevet forløbet detaljeret ud fra gængse videnskabelige metoder inden for biologisk antropologi.

Her er, hvad de rapporterer:

22. juni 2022 hører de, hvad de mener er en kamp mellem to hanorangutanger i en skov på den indonesiske ø Sumatra.

Senere samme dag ser de en orangutang med et sår under sit højre øje og med skader inde i sin mund.

Rakus kalder forskerne ham, en enlig han, som de har fulgt siden 2009, og som nu er blevet stor nok til at forsøge at råde over sit eget territorium.

Efter at Rakus er blevet såret, noterer forskerne sig, at han hviler sig mere, end han plejer.

Og tre dage efter at have konstateret skaderne, den 25. juni 2022, ser de ham så spise af en plante, orangutanger ellers sjældent indtager.

Fibraurea tinctoria hedder den på latin, ‘Akar Kuning’ på indonesisk. En lian med grønne blade, som er kendt for sine smertestillende egenskaber, og som inden for traditionel medicin er blevet brugt til at behandle sygdomme som alvorlig diarre, diabetes og malaria.

Først spiser Rakus af bladene. Det går der i alt 13 minutter med, noterer forskerne. Og så stopper han med at synke. Orangutangen bliver ved med at tygge, og så tager han bladsaften fra sin mund og dupper den på såret under øjet med sin finger.

I syv minutter påfører han salven til såret, skriver forskerne. Til sidst dækker Rakus den åbne hud med et lag af plantemateriale fra sin mund. Og så hviler han sig.

De efterfølgende dage er der ingen infektioner i såret, og fem dage efter den første brug af Fibraurea tinctoria har Rakus’ sår under øjet lukket sig sammen igen, fortæller Isabelle Laumer.

Hvordan kan vi være sikker på, at den her adfærd ikke er tilfældig?

»Anvendelsen af den medicinske plante virker bevidst, fordi den er gentagende og foregår over flere minutter. Orangutangen påfører heller ikke plantematerialet andre steder på sin krop,« svarer Isabelle Laumer.

I har kun billeder før og efter sårbehandlingen. Hvordan kan vi være sikker på, at den rent faktisk har fundet sted?

»Det er også uheldigt, at vi ikke har fanget det på video. Men jeg går ud fra, det er fordi, vores lokale forskningsassistenter ikke har været klar over, hvor speciel den her adfærd er i en videnskabelig sammenhæng. I stedet har de sikkert brugt deres tid på at nedskrive deres observationer med de mange detaljer, vi nu kan læse – helt ned på minuttal.«

»Desuden er det ikke de letteste forhold at tage billeder under. Orangutangen Rakus lever i en sumpet skov, og som observatør kan man risikere at stå med vand her op til, mens man skal tage billeder af ham,« siger Isabelle Laumer og peger på sin hofte under videoopkaldet med Videnskab.dk.

Forskerne har ikke fanget selv sårbehandlingen med et kamera. Men de har fanget, at han spiser en plante med medicinske egenskaber, som orangutanger ikke plejer at indtage. Her er de nedslag og dele af forløbet, som man har taget billeder af. (Foto: Max-Planck-Institut)

Orangutangen Rakus er blevet observeret, mens han tygger blade og påfører sit sår saften fra planten Fibraurea tinctoria. En opadvoksende lian med blade, som er kendt for deres smertestillende og helende egenskaber. (Foto: Max-Planck-Institut)

1 / 2

Er dyrs sårbehandling tillært eller tilfældig?

Spørgsmålet er, hvordan den her orangutang har fået sine medicinske kundskaber, og hvor unikke de er.

Det har Mads Frost Bertelsen, dyrlæge og zoologisk direktør ved Københavns ZOO, en vurdering af:

»Det er ikke unikt, at dyr æder medicinske planter for at behandle sig selv. Det nye ved det her studie er, at man kan læse en så detaljeret beskrivelse af, hvordan et dyr anvender en plante uden på sin krop. Det er første gang, jeg hører om det,« siger han til Videnskab.dk.

I hovedstadens zoologiske have har man ikke orangutanger. Men man har chimpanser, og de er også kendt for at udvise kendskab til medicinsk behandling.

Allerede i 1960'erne dokumenterede den berømte primatolog Jane Goodall, hvordan aber behandlede sig selv mod parasitter ved at indtage hele blade med anti-parasitiske egenskaber.

Andre aber er blevet observeret i at fange insekter fra luften, gøre dem immobile ved at mase dem mellem deres egne læber og til sidst påføre dem hinandens åbne sår. Det foregår muligvis af medicinske årsager, mener nogle forskere.

Og så er der Rakus’ sårbehandling med plantesaft. Enten har han selv lært det ved at prøve sig frem, eller også er han blevet oplært af sine artsfæller, fremhæver Isabelle Laumer og kollegerne.

Mads Frost Bertelsen hælder mest til en forklaring om, at adfærden er tillært af artsfæller:

»Hos os (i Københavns ZOO, red.) har vi også chimpanser, som bruger meget tid på at tilse hinandens skader, undersøger og renser hinandens sår, og jeg kan sagtens forestille mig, at hvis aberne opdager, at den her type adfærd har en positiv effekt, så er det en erfaring, de tager med sig videre og lærer fra sig.«

Medicinsk viden er muligvis gået i arv i millioner af år

I sig selv er observationen af Rakus’ sårbehandling derfor »ikke overraskende«, siger den zoologiske direktør.

Men studiet bidrager til en forståelse for, at mange dyr – på linje med Homo sapiens – har kendskab til planters medicinske egenskaber.

»Det her studie af orangutangen er med til at vise, hvor komplekse dyr kan være, og det kan måske være med til at ændre ved det faktum, at mange slår den her slags adfærd hen som ren instinkt,« siger Mads Frost Bertelsen.

Og det er Isabelle Laumer enig i. Studiet af orangutangen kan læses som et tegn på, at viden om skovens planter kan være gået i arv blandt forskellige arter, siger hun.

Måske endda endnu længere tilbage end til det første eksempel på menneskelig sårbehandling, som stammer fra en skriftlig kilde dateret til år 2200 f.v.t.

Som Isabelle Laumer formulerer det:

»Det er muligt, at menneskets og orangutangens fælles forfædre har kendt til brug af plantesalve og behandling af sår i millioner af år.«