Vi hører det igen og igen.
Danmarks fremtid afhænger af, om vi er mere innovative end vores konkurrenter.
Så hvad med at bruge brune bananer til at udvikle ny medicin?
Eller hvad med at udvikle en brødrister, som giver dit brød præcis den kulør og sprødhed, som du ønsker?
Det er lige nøjagtig, hvad nogle af de mest talentfulde danske unge indenfor naturvidenskab har fundet på.
De to deltagerprojekter er blandt de 24 finalister i den årlige konkurrence Unge Forskere og Opfindere.
»Formålet med konkurrencen er at vise de unge, hvor sjovt det er at arbejde med naturvidenskab. Det vil sige at udbrede kendskabet til naturvidenskab og vække interessen hos de unge så tidligt som muligt,« siger koncernchef for Novozymes Per Falholt, som er formand for Unge Forskere.
12 af projekterne er lavet af elever i grundskolen, mens de øvrige 12 er lavet af elever, som går på en ungdomsuddannelse.
Vinderne af konkurrencens førstepræmie modtager 10.000 og et håndtryk fra protektor H.K.H. prins Joakim på mandag i festsalen på Københavns Universitet.
Jury lægger blandt andet vægt på originalitet
Juryen lægger i bedømmelsen vægt på faglig tyngde, selvstændighed, formidling af projektet og ikke mindst originalitet, fortæller projektleder for unge forskere Sune Gylling Æbelø.
»Vi har ikke så meget brug for folk, der kan lære noget uden ad, men for nogen, der kan udtænke kreative og originale ideer,« siger han.
Teknologi fra røgalarm stopper brødrister i tide
Kreativiteten har ikke manglet hos de fire gymnasieelever fra Egå Gymnasium Johanne Houmark Andersen, Anne-Mette Løve Hansen, Louise Skou Jensen og Julie Kronborg.
Pigerne har i forbindelse med Unge Forskere-konkurrencen fundet på at udvikle en brødrister, som ikke indstilles på tid, men ud fra hvor brunt du ønsker dit brød skal være.
Denne såkaldte Toastguard bygger på den teknologi, man kender fra røgalarmer.

I takt med at brødet bliver brunere og brunere og til sidst sort, udsender det røgpartikler, som kredsløbet i pigernes opfindelse opfanger.
»Det kom som en spontan idé. Vi havde snakket om, hvad man kunne gøre bedre til brug i hverdagen. Og så tænkte vi, at det var træls at brænde sit brød på. Det gjorde, at vi fandt frem til denne løsning,« siger Julie Kronborg, som fortæller, at gruppen godt kunne tænke sig at få sat opfindelsen i produktion et sted, men at tiden i øjeblikket mest går med at lave de mange lektier i 3 g.
»Der er nogle af os, som har planer om at læse videre til ingeniør. Vi er i hvert fald blevet bidt af at opfinde og udvikle ting. Det her med at arbejde med vores eget projekt, det har inspireret os rigtig meget,« siger gymnasieeleven.
Brune bananer kan blive til medicin
Det lyder også som om, at finalist Pernille Neve Petersen har fanget det med originaliteten. Hun læser i dag på første semester af medicinstudiet på Københavns Universitet, men har i sin gymnasietid lavet forskningsprojektet ’Enzymatisk bruning i bananer’.
Pernille Neve Petersens projekt viser, at de brune bananer kan bruges til at isolere nogle stoffer, der kan bruges i bekæmpelsen af visse svampe – såkaldte mikroorganismer, som kan gøre os mennesker syge.
Bruningen i bananer skyldes nemlig visse enzymer kaldt PPO.
»Jeg har fundet ud af, at der er størst aktivitet ved det her enzym, når bananerne er brune. Det er meget interessant, fordi der hvert år bliver smidt 30 millioner tons bananer ud, fordi man som forbruger ikke har lyst til at købe dem,« siger den medicinstuderende.
Er det et projekt, du kunne tænke dig at arbejde videre med efter konkurrencen?
»Det kommer lidt an på, hvilke muligheder jeg får for at kunne arbejde videre. Det kræver jo også nogle midler. Men nu er det jo heller ikke bare en konkurrence, hvor der er nogle, der går hjem med en pris. Der kommer jo også nogle folk fra medicinalvirksomhederne, og der kan man jo håbe, at de har interesse for ens projekt,« siger Pernille Neve Petersen, som med sin medicinuddannelse håber på at blive forsker.
Virksomheder vil talentudvikle de helt unge
En række universiteter og store virksomheder som blandt andre Dong Energy, Lundbeckfonden, Novozymes, Danfoss, Vestas, Oticon, og Haldor Topsøe har valgt at sponsorere konkurrencen og enkelte har repræsentanter tilstede i juryen, som udvælger vinderne.
»Det er ligesom talentudvikling indenfor fodbold. Inden for forskning er det også godt at få fat i og udvikle talenterne så tidligt som muligt,« forklarer formand for Unge forskere Per Falholt om virksomhedernes motivation for at deltage.
Per Falholt siger, at der i fremtiden er brug for, at flere unge tager en naturvidenskabelig uddannelse, og at de inspireres til at tænke kreativt.
»I Danmark skal vi leve af at være originale og ikke af at kopiere,« siger han og tilføjer, at det også i dag er noget, som danske forskere inden for naturvidenskab er rigtig dygtige til.
































