Temperaturfald i Grønland har »intet med global opvarmning at gøre«

Ved hjælp af satellitdata har en gruppe danske forskere undersøgt udviklingen i temperaturerne i store dele af Grønland over 15 år, fra 2001 til 2015.

Mere præcist har de kigget nærmere på temperaturerne helt tæt på jordens overflade i de dele af landet, som ikke er dækket af is.

Det er et areal, som svarer til en femtedel af Grønland, hvilket vil sige omkring 10 gange Danmarks størrelse.

Intuitivt skulle man måske tro, at temperaturen generelt var steget; men det er ikke tilfældet. Tværtimod peger tendensen, når man ser på gennemsnit over året, på et lille temperaturfald på tværs af hele landet. Derudover ser forskerne markante variationer fra år til år.

Den type udmeldinger kunne måske hurtigt få klimaskeptikere til at aflyse den globale opvarmning.

Men det er der – desværre – slet ingen grund til, lyder det fra forskerne bag det nye studie.

Skal ikke sættes i klimakontekst

Først og fremmest fordi resultaterne ikke dækker over tilstrækkelig lang tid til at kunne drage håndfaste klima-konklusioner.

Typisk siger klimatologerne, at man skal have mindst 30 års data for at kunne »snakke klima,« siger professor i miljøgeokemi Bo Elberling. Han er forfatter på og ansvarlig for det nye studie, som er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.

Man skal derfor være varsom med ikke at sætte de nye resultater ind i en klimakontekst, understreger Bo Elberling.

»Det interessante er, at vi med de nye data har fået en unik, detaljeret beskrivelse af temperaturen, som ikke ville kunne trækkes ud af de cirka 45 klimastationer, som står spredt i Grønland i dag,« siger Bo Elberling, som er leder af Center for Permafrost (CENPERM) på Institut for Geovidenskab og Naturressourceforvaltning på Københavns Universitet, som har dannet ramme om de nye undersøgelser.

Global opvarmning ér reel

Det er den svenske professor fra Stockholm Universitet Michael Tjernström, som har læst det nye studie, helt enig i.

Tidsserierne i studiet er for korte til at sige noget om en udvikling i klimaet, skriver professoren, som forsker i arktisk meteorologi, i en mail til Videnskab.dk.

Det lille temperaturfald kan derfor ikke tillægges større klimamæssig betydning, fortsætter han. For det første fordi det kun er signifikant for 36 procent af de isfrie områder, for det andet fordi:

»Giv mig en bestemt placering og en kort tidsserie, og du kan vise næsten en hvilken som helst trend. Over et stort område og over længere tid er jeg sikker på, at Grønland bliver varmere,« skriver Michael Tjernström, som forklarer, at resultaterne snarere skal ses som en del af de naturlige svingninger i klimaet.

Selvom man kan pege på små temperaturfald enkelte steder, går den overordnede udvikling i én retning, skriver han.

Global opvarmning ér reel – og samtlige forskere, Videnskab.dk har talt med, påpeger samstemmende, at det nye studie ikke sætter spørgsmålstegn ved det faktum.

Satellitmålinger kan hjælpe i Sibirien og Afrika

Alligevel er indholdet særdeles interessant, mener den danske professor i meteorologi Eigil Kaas, som også har læst, men ikke deltaget i det nye studie. Han bider særligt mærke i den helt nye metode, som forskergruppen har udviklet, hvor de bruger satellitdata til at undersøge netop overfladetemperaturerne i Grønland.

»Det her er et vigtigt studie for at kunne vurdere de faktiske temperaturforhold i Grønland,« siger Eigil Kaas, som arbejder ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

I dag måles temperaturerne i Grønland primært ved hjælp af omkring 45 målestationer, som er placeret rundt om i landet og monitoreres af DMI. De måler flere gange dagligt temperaturerne i to meters højde.

Det smarte ved, at forskerne bag det nye studie bruger satellitter til at måle temperaturerne, er, at vi kan udfylde hullerne mellem de eksisterende målestationer, påpeger klimaforsker Christian Rodehacke.

»De viser potentialet ved sådan et observationssystem. Forestil dig, at du vil måle temperaturen i Sibirien for eksempel – der bor ingen mennesker, og det er meget dyrt at lave målinger, fordi mange områder er ufremkommelige. Så vil satellitmålinger være en stor hjælp. Det samme gælder for store dele af Afrika,« siger ph.d. ved DMI Christian Rodehacke, som heller ikke har været en del af det nye studie.

Svarer til flere hundredtusinder klimastationer

Den helt store forskel på de to typer data – satellitdata og målestationer – er detaljegraden, fortæller Bo Elberling.

Satellitdataene går helt ned til jorden og giver derfor en fornemmelse af forskellene på bakkede landskaber, syd og nordvendte bjergsider, inderfjorde og yderfjorde. I det nye studie er ’kun’ medtaget data fra de isfrie dele af Grønland, men potentielt kan metoden også bruges over eksempelvis Indlandsisen.

Med satellitternes målinger kan man lave billeder med en opløsning på helt ned til én kvadratkilometer. Det svarer til flere hundredtusinder pixels – eller, kunne man fristes til at sige, flere hundredtusinder klimastationer.

»Klimastationerne kan give en meget høj tidsmæssig opløsning for ét punkt, og for nogle stationer over mange årtier, hvilket er mere relevant i en klimadiskussion. Satellitdataene derimod giver en lavere tidsmæssig opløsning, men en ekstremt detaljeret rumlig opløsning,« siger Bo Elberling, som tilføjer, at klimastationerne oftest er placeret ved byer og nede ved havet og derfor ikke nødvendigvis er repræsentative for hele den isfri del af Grønland.

»Den øverste tredjedel af landet er eksempelvis ikke dækket tilstrækkeligt ind på dén konto,« siger han.

Permafrost afgørende for lufthavne og veje

Forskerne fra Center for Permafrost er ikke klimatologer, men geografer og biologer, og det er med fuldt overlæg, at de har valgt at undersøge temperaturforholdene for netop de isfri dele af Grønland.

Indlandsisen, som dækker 80 procent af landet, isolerer nemlig så godt mod vinterkulden, at permafrosten kun findes i områderne uden is.

Permafrost er et vidt begreb, men kan overordnet set beskrives som jordlag, der har været frosset mindst 2 år i træk. Disse jordlag findes primært ved kystområderne i Grønland – det vil sige de områder, hvor folk rent faktisk bor.

Det siger måske sig selv, at frossen jord kræver en vis grad af lave temperaturer for at forblive frossen, og derfor er det ret afgørende for eksempelvis veje og lufthavne, om permafrosten holder sig stabil eller pludselig begynder at tø, forklarer Bo Elberling.

»Netop her er det vigtigt med en stor rumlig forståelse af temperaturen – også over en periode på kun 15 år – fordi det er her infrastruktur, landbrug, minedrift mv. påvirkes af, om det generelt bliver koldere eller varmere eller bare svinger mere fra år til år,« siger Bo Elberling.

De nye resultater kan derfor blive et vigtigt værktøj i den offentlige forvaltning, supplerer adjunkt Andreas Westergaard-Nielsen, førsteforfatter på studiet.

»Vores data kan for eksempel bruges som vejledning, hvis du har tre placeringsmuligheder til en lufthavn, men kun råd til at lave tilbundsgående undersøgelser af jordens stabilitet og permafrost ét sted. Så kan vi hjælpe med at pege i retning, hvor det umiddelbart vil være mest oplagt at undersøge jordforholdene nærmere,« siger Andreas Westergaard-Nielsen, som også er tilknyttet CENPERM.

Grønland er et enormt land

Permafrosten findes, ud over i Grønland, også i Alaska, Canada og Sibirien, og betragtes som en af klimadebattens helt store jokere.

Forskerne ved i realiteten ikke, hvad der bliver det samlede resultat af, at permafrosten delvist tør – hvilket frigiver kuldioxid – samtidig med at planterne vokser mere – og til gengæld optager mere kuldioxid.

Det kan du læse mere om i artiklerne ’Smeltende landskaber er klimaets store joker’ og ‘Permafrosten forsvinder i Canada‘.

»Alle siger, at permafrosten er under optøning – jo jo, men hvorhenne? Vores rumlige analyse kan give os et langt mere nuanceret billede end de forholdsvis få klimastationer, der står spredt ud med løs hånd, og vores metodiske tilgang kan bruges over hele Arktis,« lyder det fra Bo Elberling, som understreger, at Grønland i sig selv fortjener en mere detaljeret behandling, end landet har fået indtil nu.

»Det har generet mig i mange år, at vi altid bare siger, at ’Grønland’ bliver varmere. Det er et enormt land, så selvfølgelig skal man udtale sig langt mere nuanceret – det er den nuancering, vi bidrager med her.«

Svensk kollega efterlyser konklusioner

Den svenske professor Michael Tjernström efterlyser dog, at forskerne faktisk viser, hvordan deres satellitdata kan bruges konkret. Han savner flere konkrete konklusioner, skriver han.

»Deres målsætning er at evaluere metoden, hvor man bruger MODIS-data (se faktaboks) til forskellige typer studier, og de giver adskillige eksempler på, hvordan man kunne gøre det. Men de bruger dem ikke til noget; de siger bare, at de kan,« skriver Michael Tjernström.

Professoren understreger, at han ikke har læst studiets supplerende materiale, også kaldet SI (for ’Supplementary Information’), men:

»Helt ærligt, kan jeg ikke helt forstå, hvorfor Nature (som udgiver tidsskriftet Scientific Reports, red.) syntes, at denne publikation er berettiget. For at være lidt brutal, er det manglen på interessante resultater, som er studiets svaghed.«

Hvis jeg havde været reviewer på denne udgivelse, ville jeg have anbefalet, at den blev afvist.

Michael Tjernström, professor, Stockholm Universitet

Andreas Westergaard-Nielsen påpeger dog, at de netop det supplerende materiale sætter studiet ind i en klimakontekst, hvor de viser, at der har været en entydig opvarmning gennem de seneste 30 år. Her viser de også nogle atmosfæriske forhold, der kan være med til at forklare temperaturforløbet de sidste 15 år, tilføjer han.

»Værdien af vores studie er blandt andet, at vi viser nødvendigheden af at betragte temperaturudsvingning rumligt og ikke generalisere ud fra få stedspecifikke målinger. Og så er studiet jo som langt det meste forskning et skridt på vejen mod at blive klogere, hvor det næste skridt for os netop er at anvende studiet til at vurdere en række specifikke forhold omkring økosystemerne, såsom planters respons på temperaturændringer og permafrostens følsomhed,« siger han.

Michael Tjernström mener dog, at det i hovedreglen bør være sådan, at SI hjælper med forståelsen af selve studiet, ikke føjer til indholdet.

»Hvis jeg havde været reviewer (fagfællebedømmer, red.) på denne udgivelse, ville jeg have anbefalet, at den blev afvist eller måske udgivet i et mere snævert tidsskrift.«

Satellitter kan ikke måle gennem skyer

Denne holdning deles dog slet ikke af seniorforsker Michele Citterio fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som også har læst, men ikke deltaget i studiet.

Han skriver i en mail til Videnskab.dk, at studiet »med succes gør opmærksom på jordoverfladetemperaturen som en vigtig variabel for klimaet«.

Han fremhæver ligesom Eigil Kaas og Christian Rodehacke værdien i at bruge satellitdata og roser især forskerne for deres arbejde med at korrigere for de udfordringer, der kan være ved at benytte sig af satellitdata. Eksempelvis at satellitobservationer kun er mulige, når himlen er klar.

»Uden at korrigere for denne forskydning vil den gennemsnitlige overfladetemperatur fra satellit være flere grader koldere end faktiske in situ-målinger. Et særligt interessant bidrag fra dette studie er bestræbelserne på at korrigere for denne begrænsning,« skriver Michele Citterio til slut.