Syreregn tog livet af skovene på dinosaurernes tid

Du kender sikkert diskussionen: Var det udbrud fra vulkaner eller var det et meteoritnedslag, der tog livet af dinosaurerne i slutningen af kridttiden for cirka 65 millioner år siden?

Grunden til, at diskussionen ingen ende vil tage, er, at begge forklaringer er mulige. For verden blev på det tidspunkt ramt både af voldsom vulkansk aktivitet i Indien og et meteoritnedslag på Yucatan-halvøen i Mellemamerika.

Men nu har et internationalt forskerhold med deltagelse af palynolog, seniorforsker og ph.d. Sofie Lindström fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS i København, gjort en opdagelse, der kan være med til at nuancere debatten.

Holdet har valgt at bladre endnu længere tilbage i historien og undersøge den periode, hvor en anden masseudryddelse fandt sted for cirka 200 millioner år siden. Helt præcis i overgangen fra Trias til Jura tid. En tid, der var kendt for voldsom vulkansk aktivitet, men hvor der ikke hersker vidnesbyrd om et samtidigt meteoritnedslag. Altså en god måde til at undersøge, hvad den vulkanske aktivitet alene bidrog med af ødelæggelser under masseudryddelserne.

Global opvarmning tog livet af havet

Før vi kommer ind på selve resultaterne, skulle vi måske lige dvæle lidt ved, hvordan verden tog sig ud dengang.

Alle kontinenter sad sammen, men Nordamerika og Nordvestafrika var så småt ved at rive sig løs fra hinanden. Kimen til Atlanterhavet blev lagt.

I sprækken mellem de to kontinenter kom en masse vulkanske bjergarter til syne, hvor lavaen flød ud i en lind strøm og dækkede et område, som strakte sig fra det nordlige Sydamerika og langt ind i Europa. Med en volume på ikke mindre end 2,3 millioner kubikkilometer.

Den vulkanske aktivitet udledte cirka 8.000 gigaton CO₂, som førte til global opvarmning og fik drastiske konsekvenser for livet i havet og på land.

»Man mener, at temperaturforøgelsen og forsuringen af verdenshavene som følge af de store CO₂-mængder spolerede økosystemet under havet og tog livet af 80 procent af alle hvirvelløse dyr som for eksempel koraller og plankton med kalkskaller,« siger Sofie Lindström.

Hvad tog livet af planter og dyr på landjorden?

Men den store CO₂-udledning alene kan ikke forklare, hvorfor der også skete store ændringer i økosystemet på land, hvor både dyr og planter blev ramt. For som Sofie Lindström forklarer det:

Her har de fundet levn fra planter i form af fossile sporer og pollen fra de planter, som voksede for 200 millioner år siden. Og det er her, det for alvor bliver interessant.

For mens fundet af både sporer og pollen i den sidste del af triastiden vidner om en meget mangfoldig skovvegetation, så var der stort set kun sporer at finde i de aflejringer, der stammer fra overgangen mellem Jura og Trias tid.

»Det fortæller os, at der stort set kun var planter som bregne, ulvefodsplante og padderokker, mens træer som nåletræer, cycadeér og ginkgos var næsten helt forsvundet. Verden var pludselig blevet ramt af en voldsom skovdød, som strakte sig over et kæmpe område af Europa og Nordamerika,« siger Sofie Lindström.

Syreregn ætsede træerne væk

Forskerne har analyseret kulstofindholdet i bjergaflejringerne. Ad den vej har de blandt andet kunnet udelukke, at det var voldsomme skovbrande, der tog livet af træerne.

»Det kulstof, som vi har fundet i aflejringerne, er ikke den type, som man finder i forbindelse med skovbrande. Det tyder derimod på at være den type af afbrændt kul, som man typisk finder, når lava brænder organiske materialer af ved en ufuldstændig forbrænding. Med andre ord, det er et bevis for, at de undersøgte områder indirekte var blevet berørt af den vulkanske aktivitet,« siger Sofie Lindström og har nu også en mulig forklaring på, hvad det var, der tog livet af træerne.

»Under vulkansk aktivitet er det ikke kun CO₂, der bliver pumpet ud i atmosfæren. Der kommer blandt andet også store mængder af svovldioxid (SO₂). Når svovldioxid blander sig med vand og der kommer nedbør, bliver det til syreregn. Og vi spekulerer på, om det ikke præcis var det, som tog livet af træerne,« siger Sofie Lindström.

Det kunne også være mulig forklaring på, hvorfor man pludselig så en overrepræsentation af bregner, som er kendt for at kunne vokse i sure miljøer og generelt har ry for at være lidt af en pionerplante, der kan vokse og brede sig på trods af, at deres økosystem bliver forstyrret.

Understøttes af islandsk katastrofe

Forskernes hypotese bliver understøttet af et historisk vidnesbyrd fra 1783 på Island, hvor vulkanen Laki gik i voldsomt udbrud. Historiske optegnelser fortæller ifølge Sofie Lindström, at det gav svovltåger og syreregn over store dele af Nordeuropa.

»Det stod på i flere måneder. Planter blev ramt af misvækst, dyr døde og mennesker blev syge. Og klimaet på den nordlige halvkugle var påvirket hele ti år efter udbruddet,« fortæller Sofie Lindström og fortsætter:

»Og her skal man tænke på, at den vulkanske aktivitet for cirka 200 millioner år siden var vildt meget større og skete over en lang periode på cirka 500.000 år, hvor vulkansk aktivitet kom og gik. Det har ikke levnet de mest følsomme planter og træer tid til at komme sig, og det har kun været de mest sejlivede, der blev tilbage,« siger Sofie Lindström.

Andre masseudryddelser følger samme mønster

Den massive skovdød, man så i forbindelse med denne masseudryddelse for 200 millioner år siden, er også blevet dokumenteret under masseudryddelserne i slutningen af Permtiden for cirka 250 millioner år siden og i Kridttiden for cirka 65 millioner år siden, der som sagt også blev dinosaurernes endeligt.

»Vores resultater sandsynliggør, at det også var syreregn fra vulkansk aktivitet, der bidrog til at tage livet af skovene i de perioder. Så vi er kommet skridtet nærmere en opklaring af, hvad der i virkeligheden skete på den tid, « siger Sofie Lindström.

Slog syreregn dinosaurerne ihjel?

»Det fortæller os, at der stort set kun var planter som bregne, ulvefodsplante og padderokker, mens træer som nåletræer, cycadeér og ginkgos var næsten helt forsvundet på overgangen mellem Trias og Jura

Sofie Lindström, GEUS

Og så er det også tid til at forfine debatten om dinosaurernes endeligt og kaste ordet syreregn ind. For var det lava, ødelæggelserne fra et meteoritnedslag eller syreregn, der gjorde udslaget? Måske gemmer svaret sig få hundrede meter under jorden.

Sofie Lindström kan allerede nu skrive under på, at det bliver et kompliceret svar. For meteoritnedslaget på Yucatan-halvøen er også udregnet til at have givet ophav til syreregn. Og i bund og grund tror hun, at der var mange faktorer, der gjorde sig gældende under dinosaurernes udslettelse.

»Du kan ikke få mig til at sige, at dinosaurerne døde af syreregn alene. Det var øjensynligt en kombination af store klimaforandringer, syreregn og udelukkelse af sollys. Og muligvis har den vulkanske aktivitet og meteoritnedslaget i fællesskab forstærket effekten til det dobbelte,« slutter Sofie Lindstrøm.