Visse dyrearter står så tæt på randen af udryddelse, at forskerne kæmper en kamp mod tiden for at få de sidste overlevende i fangenskab og tvinge nye afkom ud af dem.
I de fleste tilfælde koster disse projekter enorme summer og arbejdskraft, ofte med en meget lav succesrate. Er det alle pengene, og ikke mindst energien, værd – særligt for de dyr, som ikke har et naturligt habitat at vende tilbage til?
Det mener visse skeptiske forskermiljøer verden over, at det ikke er.
Stumpy mangler en fod og en livmoder
Men i videoen herover skal du møde en tysk forskergruppe, som nægter at give op. De arbejder med det kvindelige næsehorn Stumpy fra Sumatra, som er blandt de sidste 20 næsehorn af sin slags.
Navnet Stumpy, som er engelsk og betyder stub eller stump, refererer til dyrets manglende venstre fod, som formentlig er blevet kappet af i en jagtfælde, da den var baby.
Desuden er Stumpys livmoder defekt, og chancerne for at avle på hende ser derfor ikke ret gode ud.
Det slår dog ikke forskerne ud. Her kan du få et indtryk af, hvor langt nogle mennesker vil gå for at redde et andet væsen, som ikke kan redde sig selv.
