Når mennesker tager stoffer, kan det få konsekvenser for andre end dem selv.
For nogle gange kan kæledyr som hunde og katte komme i nærkontakt med stofferne ved at spise eller indsnuse dem fra borde eller gulve.
Og noget tyder på, at antallet af dyr, der er udsat for stoffer i hjemmet er stigende. Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie, udgivet i tidsskriftet JAMA Network Open.
Studiet har analyseret opkald til en giftlinje for kæledyr i USA, hvor privatpersoner eller dyreklinikker kan ringe ind, hvis de har mistanke om, at dyr er blevet forgiftet.
Forskerne har specifikt kigget på opkald, hvor der har været mistanke om forgiftning med enten kokain eller metamfetamin.
De konkluderer, at antallet af henvendelser med mistanke om forgiftning med stoffet kokain er steget i perioden fra 2019 til 2023.
For katte var der i perioden sket en procentstigning på 52 procent, baseret på 63 rapporteringer. For hunde var stigningen 39 procent, baseret på 433 rapporteringer.
Der fandtes ingen procentstigninger i antallet af opkald, der handlede om mistanke om forgiftning med metamfetamin.
Dyr er meget følsomme overfor effekterne af stoffer som eksempelvis kokain, skriver forskerne bag det nye studie.
Derfor bør det anses som »bekymrende«, hvis dyrene risikerer at komme i nærkontakt med stofferne, fordi der er »risiko for voldsom forgiftning og død, selv med medicinsk behandling,« forklarer forskerne ifølge ScienceAlert.
Forskerne har ikke undersøgt, hvordan dyrene blev udsat for kokain, men måske er procentstigningen påvirket af, at COVID-pandemien hærgede i den undersøgte periode, hvor mange tilbragte næsten al deres tid i hjemmet, skriver ScienceAlert.
































