Så langt er vi med at lagre CO2 i den danske undergrund  

Når verdens ledere i denne uge er samlet til COP-møde i Brasilien for at diskutere, hvordan vi kan reducere vores globale CO₂-udledning, handler det ikke kun om vedvarende energi.

En del af diskussionerne er også rettet mod teknologier som CO₂-fangst og -lagring.

For dybt nede under vores fødder er sammensætningen af den danske undergrund velegnet til at opbevare CO₂ på en sikker og forsvarlig måde.

Denne artikel giver en status på det geologiske arbejde med CO₂-lagring i Danmark og beskriver de undersøgelser, der hidtil er gennemført. Teksten er et redigeret uddrag af mit kapitel i bogen ’Klimatransition’, der udkommer 26. november.

Status på CO₂-lagring i undergrunden i Danmark

I foråret 2023 blev CO₂ for første gang pumpet ned i et undersøisk reservoir på dansk område for at blive permanent lagret.

Nu er forarbejdet så i gang til, at man kan gøre det samme på land og i kystnære havområder. Det sker på baggrund af, at jeg og mine kollegaer på GEUS har foretaget de indledende seismiske undersøgelser for at kortlægge, hvor det vil være mest oplagt at placere CO₂-lagre.

Indtil videre har GEUS undersøgt og udpeget fem steder rundtomkring i landet og tre områder i havet ud for Danmark, hvor undergrunden vil egne sig til at lagre CO₂.

Virksomheder er gået videre med at undersøge tre af områderne i detaljer, så de kan blive vurderet til at kunne fungere som endelige CO₂ lagre.

Det er ikke sikkert, at alle områderne vil ende med at rumme CO₂. Der kan være både geologiske og tekniske udfordringer, som gør, at et område alligevel ikke er egnet.

800 meter under jorden fylder CO₂ 300 gange mindre

Lagring af CO₂ i undergrunden kræver de rette geologiske forhold, og de findes i store dele af Danmark: Et sandstensreservoir med god porøsitet, hvilket vil sige sandlag med forbundne hulrum mellem de enkelte sandkorn, så CO₂’en kan bevæge sig frit.

Ovenover skal der være et tæt og tykt lerlag, der kan holde CO₂’en nede i reservoiret.

Toppen af sandstensreservoiret skal være på mindst 800 meters dybde. Dernede vil CO₂’en på grund af det øgede tryk fylde 300 gange mindre end på overfladen, og den vil ændre karakter og blive flydende.

Dermed kan den let bevæge sig rundt og lægge sig mellem sandkornene. Når CO₂ pumpes ned i et underjordisk reservoir af sandsten, vil den reagere med andre kemiske forbindelser, for eksempel det saltvand, der i forvejen findes dernede.

CO₂ kan desuden reagere med visse mineraler i sandstenen. Det kaldes mineralisering. Så dannes der nye mineraler, og på den måde bliver en del af CO₂’en med tiden til en del af bjergarten.

Mål om folkelig opbakning

I nogle af de udpegede områder har der været lokal bekymring i forbindelse med de indledende undersøgelser. Vi fra GEUS leverer alene det geologiske grundlag for eventuelle myndighedsbeslutninger.

Ifølge myndighederne vil der kun blive etableret CO₂ -lagre, hvis det kan ske på en måde, der er forsvarlig i forhold til miljø og sikkerhed.

Derudover har regeringen fra start haft en målsætning om, at der skal være en folkelig opbakning til, at vi i Danmark når vores klimamålsætning.

Det betyder i praksis, at opbakningen til etableringen af CO₂-lagre i den danske undergrund også skal være på plads. Og her kan der vise sig at være nogle udfordringer.

I et enkelt af de udpegede områder er der en lokal borgerskepsis og modstand imod planerne om CO₂-lagring. Her skal virksomheder i gang med at samle yderligere data ind for måske på sigt at kunne lagre CO₂ på sikker vis, med lokal opbakning.

På borgermøder og gennem anden kontakt med lokale folk kan man dog se, at opbakningen til en fælles indsats for klimaet stiger, så snart lokalbefolkningen får yderligere viden om, hvordan CO₂ -lagring reelt foregår, om geologien i deres område og om overvågningsprogrammer af CO₂-lagrene fra myndighedernes side.

Kapaciteten i den danske undergrund

I en 2020-undersøgelse fra GEUS vurderer vi, at den danske undergrund har plads nok til at lagre så meget CO₂, som Danmark ville udlede gennem flere generationer – hvis vi fortsatte med at udlede ligeså meget, som vi gør nu.

Undersøgelsen bygger på statistiske estimater. Dertil kommer der dynamiske estimater, som udarbejdes af de operatører, der undersøger et konkret lagringsområde nærmere.

De statiske estimater er teoretiske, mens de dynamiske estimater fortæller, hvor meget CO₂ der faktisk kan lagres sikkert, når trykforhold, brøndplacering og driftsbetingelser tages i betragtning.

Estimaterne bliver løbende opdateret i takt med, at ny viden og data om undergrunden bliver tilgængelige.

I Danmark bliver der investeret i CO₂-lagre både til havs, nær kyster og til lands, hvoraf etableringen af sidstnævnte er billigst, primært fordi det er nemmere at transportere CO₂ til et lager på land frem for til havs.

Nogle lande har geologiske forhold, der begrænser deres egne muligheder for lagring. Det gælder eksempelvis Sverige, hvor geologien til lands ikke egner sig til lagring af CO₂.

Det kan betyde svensk (og tysk, fransk og belgisk) interesse for lagringsløsninger i eksempelvis Danmark (der er allerede underskrevne aftaler om transport af CO₂ over landegrænser).

CO₂-lagring anbefales af både FN’s Klimapanel og Klimarådet

Ifølge både FN’s Klimapanel (IPCC), Klimarådet (et dansk uafhængigt, rådgivende organ) og en lang række politiske aftaler i Folketinget er CO₂-lagring et vigtigt element, når det kommer til at begrænse klodens temperaturstigning og nå de danske klimamål.

De vurderer dog også, at CO₂-fangst og -lagring ikke kan stå alene. Der er stadig brug for en hurtig og effektiv omstilling til grøn energi og en stor nedgang i udledningerne af CO₂.

Det skal ske ved, at vi begrænser vores forbrug og forbruger bæredygtigt, men CO₂-lagring er et nødvendigt redskab for at nå regeringens mål om klimaneutralitet senest i 2050.

Ideelt set er CO₂-lagring i undergrunden kun et overgangsfænomen, mens verdenssamfundet får styr på og nedsat CO₂-udledningerne fra produktionen af olie og gas og fra de industrier, som har svært ved at imødekomme den grønne omstilling.

Når den globale temperaturkurve er kommet under kontrol og de globale klimaændringer er stoppet, vil vi ikke længere have brug for teknologien.

Men det sker ikke før om lang tid, og i realiteten vil Danmark have behov for at kunne lagre store mængder CO₂ i lang tid fremover – og kun langsomt vil lagringen næsten kunne udfases.

Artiklen er et redigeret uddrag af Nina Skaarups kapitel i bogen 'Klimatransition'.