Hvordan kan Julemandens rensdyr og Rudolf med den røde, lysende tud holde sig vågne hele julenatten?
Åbenbart ved at tygge en masse drøv.
Et hold forskere har i hvert fald undersøgt norske rensdyrs søvnvaner og opdaget, at når der er masser af tid til at tygge drøv, har dyrene mindre behov for at sove.
Det kan være praktisk, når der skal indtages så meget energi som muligt inden vinteren, fortæller Gabriela Wagner, der er hovedforfatter på den videnskabelige artikel om studiet, til Videnskab.dk.
»Rensdyrene er nødt til at være meget aktive om sommeren, hvor der skal bruges meget tid på at tygge drøv. Vores forskning viser, at de så kan bruge noget af den tid til at dække deres søvnbehov.«
Det kan dog medføre et større ansvar for os mennesker, påpeger forskere. For det betyder, at dyrene skal have mere ro til at græsse - noget, der ikke går hånd i hånd med motorveje og vindmølleparker.
Gylpegumleri
Drøvtyggere såsom køer, hjorte, geder, kameler og ikke mindst rensdyr skal synke maden flere gange end os andre, der blot tygger, sluger og lader fordøjelsessystemet klare resten.
Når drøvtyggerne har tygget og slugt græsset og planterne første gang, gylper de det op igen lidt senere, tygger på det endnu en gang og sender det tilbage til fordøjelsessystemet.
For at finde ud af, hvad det betyder for rensdyrenes søvn, udvalgte Gabriela Wagner og hendes kolleger fire hunrener fra UiT - Norges arktiske universitet i Tromsø, som fik hjernescannere på fire dage ad gangen i tre forskellige årstider.
Her får de udvalgte rensdyr i Tromsø det særlige måleudstyr sat på (Foto: Current Biology, Furrer et al)
Elektroderne på rensdyrenes hoveder gjorde det muligt at måle deres hjerneaktivitet, mens de blandt andet tyggede drøv. (Foto: Current Biology, Furrer et al)
1
/
2
Forskerne kunne så se på de såkaldte EEG-scanninger (elektroencefalografi), at rensdyrenes hjernebølger opfører sig på samme måde, når de tygger drøv, som når de gennemgår visse søvnstadier.
Sat på spidsen: Drøvtyggeri har altså nogenlunde samme effekt på hjernen som søvn.
\ Rensdyr har flere superkræfter
Det kræver sin ren at overleve året rundt i de arktiske egne. Derfor er det ikke kun evnen til drøvtygger-søvn, rensdyr kan prale af.
»Der er tusind specielle ting ved rensdyr, og vi kunne jo snakke om det i timevis,« siger Gabriela Wagner, da Videnskab.dk spørger hende ind til andre særlige rensdyr-egenskaber.
»Om vinteren kan de faktisk udvikle bedre nattesyn. Deres øjne bliver simpelthen blå og mere lyssensitive i mørke perioder, så de bedre kan se i mørket.«
Deres appetit kan også reguleres efter årstiden, fortæller hun.
»Og så fungerer deres næser som varmepumper. Når de inhalerer kold, tør luft, kan de holde på den varme og fugt, der bliver tilført luften. Det gør næserne varme, så de kan opvarme luften, der bliver inhaleret.«
Behov for ‘beitero’
Nyheder om rensdyrs søvnbehov lyder måske blot som hyggelige fun facts for en dansker. Men for vores skandinaviske broderfolk taler det ind i en politisk varm kartoffel.
Der har i årevis været protester fra samerbefolkninger over infrastrukturprojekter såsom vindmølleparker, minedrift og vejbelægning i de gamle græsningsområder, som samerne har brugt til deres rensdyr i århundreder.
»Rensdyr er selektive drøvtyggere,« fortæller Heidi Rautiainen, der er ph.d.-studerende ved Sveriges lantbruksuniversitet, hvor hun forsker i rensdyrs græsningsadfærd.
»Det betyder, at de græsser lidt hist og her og hele tiden vælger de mest næringsrige planter og plantedele. De bevæger sig derfor gennem landskabet, mens de græsser.«
Rensdyrene har altså brug for meget plads, men tilsyneladende også det, nordmænd kalder for ‘beitero’ - fred og ro til at græsse.
»Vores fund underbygger den traditionelle viden om, at ‘beitero’ er noget, der faktisk eksisterer. Det er ikke bare en myte. Uforstyrrede, rolige områder for rensdyrene er dobbelt så vigtige. Det er ikke bare fordøjelse. Det er også deres søvn,« siger Gabriela Wagner.
Samme pointe har Heidi Rautiainen, der kalder den mulige, nye opdagelse for interessant:
»Mere forstyrrelse fra for eksempel rovdyr, mennesker og infrastruktur fører til manglende eller afbrudt drøvtygning. Det betyder, at behovet for dyb søvn stiger, hvilket fører til mindre årvågenhed og øget sårbarhed over for for eksempel rovdyr,« konkluderer den svenske ph.d.-studerende.
Derfor mener Gabriela Wagner, at den nye viden bør give stof til eftertanke, når man vil bygge nyt i renernes græsningsland.
»Jeg mener, at man er nødt til at tage beitero med i overvejelserne, når man fremover laver vurderinger af sine miljøpåvirkninger.«