Telepati – tankeoverførsel – har hidtil kun været muligt i science fiction-film. Men de forunderlige evner er netop rykket en smule tættere på virkeligheden.
Som du kan se i videoen ovenfor, er det nemlig lykkedes en gruppe amerikanske forskere at koble hjernerne på to rotter elektronisk sammen, sådan at dyrenes hjerner kan sende oplysninger til hinanden og samarbejde om at løse en opgave.
Resultaterne, der for nylig er publiceret i tidsskriftet Nature Scientific Reports, kan bidrage til at forbedre udformningen af hjernestyrede proteser, skriver LiveScience.
Og ifølge forskergruppen, ledet af neurobiolog Miguel Nicolelis fra Duke University i USA, kan resultatet desuden være første skridt mod, at man en dag i en fjern fremtid vil kunne forbinde både vores tanker, såvel som computere eller kommunikere ved at oversætte aktivitet i hjernen til elektroniske signaler.
Fik belønning for rigtig opførsel
I eksperimentet lærte Miguel Nicolelis og hans kolleger et par laboratorierotter at trykke rigtigt på et håndtag, når en lampe lyste op i deres bur:
Hvis lampen lyste op i højre side, skulle de trykke på det håndtag, der sad til højre – hvis lampen lyste op til venstre, skulle de trykke på håndtaget til venstre.

Trykkede de på det rigtige håndtag, fik de en tår vand som belønning.
Rotternes hjerner blev forbundne
Forskerne koblede så dyrenes hjerner sammen vha. bittesmå elektroder på størrelse med en brøkdel af et menneskehår. Elektroderne forbandt de dele af rotternes hjerner, som styrede deres motorik.
Den ene rotte blev herefter døbt ’the encoder’ (den, der skulle afsende sine tanker), mens den anden fik navnet ’the decoder’ (den, der skulle afkode tankerne.)
Rotte nr. 1 fik til opgave at udføre opgaven som vanligt ved at reagere på lampen og derefter trykke på det rette håndtag. Hvis den klarede opgaven, fik den en belønning.
Mens den udførte opgaven, blev aktiviteten i dens hjerne oversat til et signal, som blev sendt til rotte nr. 2.
Rotte nr. 2 skulle så trykke på et af håndtagene i sit eget bur. Forskellen var bare, at rotte nr. 2 ikke fik nogen lampe at se. Den skulle udelukkende reagere ud fra det signal, som den modtog fra rotte nr. 1.
Samarbejde lønnede sig for begge rotter
\ Fakta
Telepati er en såkaldt paranormal overførsel af tanker eller følelser mellem to personer - dvs. uden brug af de kendte sanser. Spontane tilfælde af tankeoverførsel er ikke sjældne, men trods indgående videnskabelige eksperimenter anses telepati endnu ikke for at være videnskabeligt bevist. Kilde: Den Store Danske
Det smarte var, at forbindelsen mellem dyrenes hjerner virkede begge veje:
Hvis rotte nr. 2 trykkede på det forkerte håndtag, fik rotte nr. 1 heller ikke sin fulde belønning, hvilket opmuntrede begge rotter til at samarbejde.
»Når rotte nr. 2 begik en fejl, ændrede rotte nr. 1 efterfølgende sin opførsel for at gøre det lettere for partneren at vælge rigtigt. På den måde fik begge rotter en større belønning,« forklarer Miguel Nicolelis ifølge LiveScience.
Hjerneforbindelsen var stærk over afstand
Resultatet af eksperimentet viste, at rotte nr. 2 ramte det rigtige håndtag i 70 procent af tilfældene. Det er statistisk set langt bedre, end hvis den havde trykket tilfældigt på håndtagene.
Selv når signalet mellem de to rottehjerner blev sendt over internettet, og rotterne befandt sig 3.219 kilometer fra hinanden i laboratorier i hhv. USA og Brasilien, gik signalerne ikke tabt.
Forskerne arbejder nu på at forbinde hjernerne mellem flere end to dyr for at se, om et samarbejde mellem flere dyr vil kunne løse endnu mere komplekse problemer.
»I teorien kan man forestille sig, at en kombination af flere hjerner ville kunne nå frem til løsninger, som individuelle hjerner ikke selv kan nå frem til,« slutter Miguel Nicolelis.






























