Biologer afviser kritik: Derfor er rewilding en vigtig del af naturgenopretning

I Forskerzonen-artiklen ‘Den danske urskov var tæt og ikke synderligt påvirket af elge og urokser‘ skriver Bent Odgaard og Anna-Marie Klamt om deres nye undersøgelse af aflejringer fra Fuglsø i Mols Bjerge.

Forfatterne finder en dominans af træpollen i aflejringerne, og deres kemiske sammensætning peger på, at landskabet omkring søen for 6.000-9.000 år siden var præget af ekstremt lav erosion – altså den materialevandring, som finder sted i et landskab, hvor jordbunden bliver forstyrret, så vandet kan skylle jordpartikler ud i søen.

Forfatterne bruger dernæst deres resultater til at argumentere for, at rewilding bygger på en fejlagtig forestilling om, at de store dyr i evolutionær tid har haft stor betydning for udformningen af økosystemerne.

Forfatterne mener, at de med deres undersøgelse har vist, at de store dyr ikke har haft nogen stor betydning, fordi skoven var tæt og uden væsentlige forstyrrelser af jordbunden.

Studiet rokker ikke ved store dyrs betydning

Paradoksalt nok konkluderer forfatterne selv, at den mest truede biodiversitet i dag er knyttet til åbne, græssede landskaber, og at den bør forvaltes med store planteædere som køer, heste, geder og får.

Vi synes, at forfatternes undersøgelse er spændende, men vi bestrider, at de gennem undersøgelse af pollen og erosionsindikatorer i Fuglsø kan konkludere noget væsentligt om de vilde pattedyrs betydning i fortidens urskove.

Det er der flere grunde til:

1: Mange træer udelukker ikke store dyrs betydning

Det er ingen nyhed, at vegetationen i Danmark før landbrugets indtog var domineret af træer, især i naturligt drænede bakkelandskaber som Mols Bjerge.

Det betyder imidlertid ikke, at store dyr var uden betydning for naturen og biodiversiteten. Desuden viser forekomsten af pionértræer som eg og birk i fortidens Mols, at der har ikke været tæt urskov overalt.

Dertil kommer, at det påvist, at rå pollenprocenter underestimerer åbenhed (græsdække med mere), og i dag bruges metoder, der tager hensyn til dette.

‘State of the art’-estimater viser regionalt dække af åben vegetation i nærheden af 20 procent. Se for eksempel et studie fra 2018 og et studie fra 2012 – den sidste er Odgaard selv medforfatter på.

2: Dyr skaber ikke erosion

Det er ikke vores erfaring, at vilde planteædende dyr i naturlige tætheder medfører øget erosion. Naturlig tæthed er et mål for, hvor mange dyr der ville være, hvis bestanden ikke blev påvirket af jagt, landbrug og lignende.

Græsland, enge, heder og kær med naturligt græsningstryk er typisk ganske stabile vegetationstyper domineret af flerårige plantearter og uden nogen væsentlig erosion.

Den erosion, som Odgaard og Klamt kan dokumentere fra Fuglsø, gætter vi på, skyldes menneskets rydning af skovene og opdyrkning af landet til pløjet agerjord og intensivt husdyrbrug.

3: Græssede lysninger ikke i modstrid med studiet

I naturlige landskaber uden menneskers indgriben ville vi ikke forvente landskaber som i nutidens Mols Bjerge, men derimod en langt mere mosaikagtig vegetationsstruktur med træer i græsland og engstrøg, skov med meget varieret struktur og græssede lysninger spredt inde i skovene.

Det er ikke i modstrid med resultaterne af hverken Odgaard og Klamts nye undersøgelse eller tidligere undersøgelser af fortidens plantedække.

4: Mennesker påvirkede allerede naturen dengang

Hvis Odgaard og Klamt leder efter naturlige økosystemer, kigger de i en forkert periode af vores fortid.

Vores egne forskningsresultater peger på, at den nuværende mellemistid allerede før bondestenalderen var karakteriseret af en stærkt forarmet fauna – både når det gælder antallet af forskellige arter af store planteædere og tætheden af dyr i landskabet.

Årsagen var menneskers efterstræbelse af de store dyr, og resultatet kan ses i aflejringer, som viser lavere tæthed af biller knyttet til åbne landskaber og dyrenes gødning end i den forrige mellemistid.

Man kan altså ikke bruge Mesolitikum (mellemstenalder fra istidens ophør til landbrugets indførelse, i Danmark 9.300-3.900 f.v.t., red.) som baseline for at forstå, hvordan helt naturlige økosystemer uden menneskepåvirkning fungerer.

Der var jo mennesker overalt, og ved siden af det forhistoriske tab af de helt store dyr som elefanter og næsehorn har de jo også påvirket de overlevende arter af planteædere via deres jagttryk.

5) Intet belæg for påstand om landbruget

Postulatet om, at en væsentlig del af Danmarks nuværende biodiversitet skyldes landbrugets åbning af landskabet, kan vi ikke finde belæg for.

De arter, der lever i græsland, hede, kær, mose, strandeng og så videre, udviklede deres egenskaber og levestedskrav, længe inden det moderne menneske var opstået og dermed længe inden landbruget.

Inden for hele Central- og Nordeuropa – altså den del af verden, hvor disse arter lever – viser pollenanalyser, at træer nok har domineret landskabet, men slet ikke fuldstændigt.

Alligevel har disse arter overlevet, op til de første bønder dukkede op. Der må altså have være levesteder for dem, som har mindet om græsland, hede, kær, mose, strandeng med videre, hvilket også understøttes af pollen og andre palæoøkologiske fund.

Her er argumenterne for rewilding

Når det gælder argumenterne for rewilding som forvaltningspraksis, mener vi ikke, at Odgaard og Klamt fremlægger resultater, som rokker ved disse.

Argumenterne for rewilding kan sammenfattes i følgende punkter:

A: Mennesker har udryddet store dyr

Vi lever i en tid med ekstremt forarmede faunaer af store landlevende pattedyr på alle Jordens kontinenter (undtagen Antarktis).

Der er solid evidens for, at denne forarmning skyldes menneskers udryddelse af de store dyr.

B: Græssende dyr hører til i skove

De store dyr har store effekter på økosystemer, hvor de forekommer i naturlige tætheder eller derover.

Allerede i dag opleves kronhjort og dådyr som problematisk i skovbrug og landbrug, fordi de skader afgrøder og træer – på trods af at dyrene findes i tætheder på under 10 procent af landskabernes bærekapacitet for store planteædere.

Derfor er græsning også et af de vigtigste værktøjer i naturbeskyttelsen i Europa. Græsning er ikke kun relevant i lysåben natur, men også i skove.

Siden fredsskovsforordningen i 1805 har græssende husdyr været bandlyst fra skovene, hvilket har medført, at mindst 10 skovlevende dagsommerfugle er forsvundet fra dansk natur, i takt med at skovene er blevet mørke og skyggefulde. En tilsvarende uddøen er ikke set i det åbne land trods landbrugets intensive arealanvendelse.

C: Husdyrgræsning er ofte ineffektivt

I mange årtier har man forsøgt at pleje naturen med husdyrgræsning, og i dag bruges 250 millioner kroner årligt på plejegræsordningen.

Endnu upublicerede data fra Landbrugsstyrelsen viser imidlertid, at cirka 80 procent af de lysåbne naturtyper i dag er uden græsning, og hovedparten af de områder, som plejes med græsning, modtager grundbetaling, hvor støtten gives til intensiv landbrugsdrift med nedbidning eller slåning af plantevæksten i sommermånederne.

Det, vurderer vi, er decideret biodiversitetsskadeligt. Analyser fra det nationale overvågningsprogram NOVANA viser da også, at både lysåbne naturtyper og skovnaturtyper har stærkt ugunstig bevaringsstatus – blandt andet som følge af mangel på græsning.

D: Rewilding i tråd med mål for naturgenopretning

Rewilding bygger på den helt centrale forestilling i International Union for Conservation of Natures (IUCN) naturbevarende arbejde, hvor stærkt naturbeskyttede områder defineres som steder med en repræsentativ samling af vilde dyr, planter og svampe, som findes i selvforvaltende økosystemer.

Rewilding er også helt i tråd med FN’s årti for naturgenopretning, som løber 2021-2030, med fokus på at genoprette funktionelle naturområder med naturligt vandkredsløb, naturlig kystdynamik, naturlige bestande af store dyr og fri vegetationsudvikling.

Rewilding handler ikke om at genskabe fortiden

Odgaard og Klamt advokerer for klassisk naturpleje, men det er efter vores opfattelse en forældet tilgang til naturforvaltning, som desuden har vist sig at være både omkostningstung og ineffektiv.

Rewilding handler altså ikke om at genskabe naturen, som den så ud på et bestemt tidspunkt i fortiden, men derimod om at genoprette naturlige processer i selvforvaltende økosystemer.

Derfor er resultaterne af Odgaard og Klamts undersøgelse ikke specielt relevante for moderne naturforvaltning.