I kærlighed gælder alle kneb, siger man.
Og nu beskylder forskere topi-antilopen, Damaliscus lunatus, i Masai Mara National Reserve i Kenya for at ty til løgne i kampen om at føre generne videre.
Meget tyder på, at topierne har et velfungerende advarselssystem, hvor de udstøder et kraftigt snøft og retter blikket mod en potentiel trussel, som for eksempel en løve, for at advare flokken.
Det er netop tilliden til dette system, som nogle hanner ser ud til at udnytte for narre hunnerne til at holde sig inden for parringsafstand lidt længere, ifølge den nye undersøgelse.
Når en frugtbar hun er i færd med at forlade territoriet, snøfter hannen en advarsel og stirrer mod en opdigtet fjende ude i horisonten i den retning, hun bevæger sig imod – hunnen udsætter dermed sin afrejse.
»Løgnen er så åbenbar, at det er morsomt,« siger adfærdsøkolog Jacob Bro-Jørgensen fra University of Liverpool til internetmagasinet ‘Livescience’.
Hunnerne løber sexmaraton
Bro-Jørgensen har, sammen med fagfællen Wiline Pangle fra Michigan State University, observeret topiernes adfærd siden 1998.
Man kan måske sige, at målet helliger midlet, når topihannen anser det for nødvendig at fyre en løgn af i parringskampen frem for at prøve med smiger og en sexet fremtoning.
Ifølge forskerne er hunnen nemlig ofte kun i stand til at undfange én eneste dag om året i den halvanden måned lange parringstid.
Denne ene dag bliver derfor temmelig hektisk for hende – hun besøger op til ti hanners territorier og parrer sig omtrent lige så mange gange, før gnisten omsider er blevet slukket.
Det er i tilfældene, hvor en hun på netop denne dag er i færd med at forlade hannens territorium, at han ifølge undersøgelsen træder ind i de uærliges rækker.
Stressende parringer
Topiernes sexliv kan være stressende for begge parter ifølge en tidligere undersøgelse, som Bro-Jørgensen publicerede i tidsskriftet ‘Current Biology’ i 2007.
Løgnen er så åbenbar, at det er morsomt.
Jacob Bro-Jørgensen
Resultaterne her tydede på, at hunnerne langtfra er passive modtagere af kurtisering, men at de må konkurrere om hannernes gunst.
Undersøgelsen ifølge Livescience refererer til observationer af topihunner, som er så ivrige efter at parre sig, at de hopper på hanner, som allerede er i gang med at bedække andre dagsfrugtbare hunner.
Pangle og Bro-Jørgensen skal efter planen uddybe deres opdagelser om de snu hanners falske alarmsnøft i julinummeret af tidsskriftet ‘American Naturalist’.
Topiantiloperne har måske ikke hørt historien om ‘Drengen som råbte ulv’ …
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
\ Video
Video: Jakob Bro-Jørgensen, Wiline Pangle, The American Naturalist