Isbjørnene på Svalbard i det allernordligste Norge har det godt.
De hvidgule bjørne er store og velpolstrede og er blevet tykkere over de senere årtier, viser ny forskning.
Resultaterne er opsigtsvækkende, da al logik peger i modsat retning.
Havisen i øhavet omkring Svalbard forsvinder hurtigere end noget andet sted på kloden, og det burde presse isbjørnene i bund.
De vældige rovdyr er som udgangspunkt dybt afhængige af havis, da det er her, de jagter fuldfede sæler, som er bjørnenes primære byttedyr.
Af samme årsag går flere af verdens isbjørnebestande tilbage, i takt med at klimaændringer og stigende temperaturer får havisen til at smelte.
Men altså ikke på Svalbard.
Her viser et nyt studie i tidsskriftet Scientific Reports, at områdets isbjørne tager på, mens havisen skrumper.
»Det er overraskende,« siger Jon Aars, seniorforsker ved Norsk Polarinstitutt og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk.
»Vi forventede, at bjørnene i dag ville være slankere med markant mindre fedtdepoter, og at de måske ville have sværere ved at få unger og ved at overleve i det hele taget. Men vi ser det stik modsatte.«
Flere forklaringer
Det nye studie bygger på undersøgelser af i alt 770 voksne isbjørne, der i perioden 1992 til 2019 blev nedlagt med bedøvelsespile affyret fra helikopter på tværs af Svalbard.
Mens bjørnene var slået ud, målte forskerne dyrenes længde og brystomkreds, så de efterfølgende kunne regne sig frem til den enkelte isbjørns vægt og fedtindhold.
Resultaterne blev siden sammenlignet med antallet af isfrie dage i Barentshavet, hvor Svalbard ligger.
Studiet viser, at isbjørnene tog på i vægt og fik mere fedt på kroppen fra 2000 og frem til 2019.
Sideløbende voksede antallet af dage uden havis ved Svalbard med cirka 100 i løbet af perioden. Det betyder med andre ord, at isbjørnene i 2019 havde godt tre måneder mindre om året, hvor de kunne jage sæler på havisen.
At bjørnene alligevel blev federe kan have flere årsager, siger Jon Aars.
Dels har isbjørnene tilpasset sig den svindende havis ved at jage andre byttedyr end sæler.
Et af dem er Svalbard-rensdyret, der har kortere ben end andre rensdyrarter og derfor er lettere at fange for isbjørnene.
Også døde hvalrosser og opskyllede hvaler er i stigende grad kommet på menuen.
»Isbjørne kan æde af et hvalkadaver i op til et år,« siger Jon Aars.
For både rensdyr, hvalros og hvaler gælder det, at dyrene er vokset i antal på og omkring Svalbard i de seneste årtier.
Dertil kommer, at isbjørnene aktuelt har lettere ved at fange sæler, netop fordi mængden af havis er mindre end tidligere.
»Flere sæler på mindre plads betyder, at isbjørnene har lettere ved at fange dem,« siger Jon Aars.
Han kalder udviklingen for gode nyheder, men understreger, at det kun er et øjebliksbillede.
»I det lange løb bliver det vanskeligt for isbjørnene at overleve, også på Svalbard.«
Regionale forskelle
»Det er meget solidt arbejde,« siger Fernando Ugarte, biolog og chef ved Afdeling for Pattedyr og Fugle på Grønlands Naturinstitut, om det nye studie.
Han er ikke involveret, men har læst det for Videnskab.dk.
»Resultaterne viser tydeligt, at isbjørne ikke er én stor samlet gruppe, der klarer sig dårligt, men udgøres af en række mindre bestande, hvoraf nogle har det godt, mens andre er under pres,« siger Fernando Ugarte.
Han var i 2022 medforfatter til et studie udgivet i Science, hvor forskerne præsenterede en hidtil ukendt bestand af isbjørne i det sydøstlige Grønland.
Disse bjørne ser også ud til at klare sig bedre end andre artsfæller, fordi de har lært at jage sæler på gletsjere nær kysten, i de måneder hvor havisen forsvinder.
Til gengæld har andre isbjørnebestande det svært.
I Baffin Bay i det nordlige farvand mellem Canada og Grønland bliver isbjørnene tyndere og får færre unger, fordi havisen skrumper mere og mere, og dyrene derfor har svært ved at finde føde.
Også i Hudson Bay går det hurtigt ned ad bakke. Her er bestanden halveret siden 1980’erne som følge af svindende havis.
»At nogle bestande har det godt her og nu, betyder ikke, at isbjørnen er reddet. Klimabenægtere vil nok bruge det nye studie som anledning til at sige: ‘se, det går jo fint’, men så enkelt er det ikke,« siger han.
»Bestandene har forskellige vilkår, men over tid trues de alle af havisens forsvinden.«
Dystre udsigter
Jon Aars er enig. Han kalder Svalbard-isbjørnenes positive udvikling for »midlertidig«.
»Sæler er en afgørende fødekilde for alle isbjørne, også dem på Svalbard, fordi sælernes tykke spæklag gør bjørnene i stand til at opbygge de fedtdepoter, de har brug for for at overleve i den arktiske kulde,« siger seniorforskeren.
»På Svalbard bliver det også sværere at jage sæler før eller siden, fordi havisen krymper. Der er en grænse, og når den krydses, vil bestanden på Svalbard også begynde at gå tilbage.«
Det samme vil ske for klodens øvrige bestande, siger han, men hvor hurtigt det vil gå, er svært at vurdere.
Et studie i Nature Climate Change fra 2020 forudser, at der i 2100 vil være få eller ingen isbjørne tilbage, hvis udledningen af CO2 fortsætter med at stige.
Hverken Fernando Ugarte eller Jon Aars vil gætte på, om og hvornår isbjørnene forsvinder, men de er enige om, at fremtiden tegner dyster for verdens største landlevende rovdyr.
»Jeg tror også, der findes isbjørne om 200 år, men på et meget mindre område end i dag,« siger Fernando Ugarte.
»I længden er det dog meget svært at se en fremtid for isbjørnen uden havis, og det er desværre den vej, det går.«
