Et 300.000 år gammelt slebet træspyd kaster nyt lys over menneskets ekspertise i våben, der har været meget større, end vi har gået og troet indtil nu, ifølge nyt studie udgivet i Plos One.
Det skriver University of Reading i en pressemeddelelse.
En pind med spidse ender, der oprindeligt blev fundet i Schöningen i Tyskland i 1994, er det, der har fået et hold af forskere til for nylig at foretage en større undersøgelse. Netop fundet og analysen af den spydlignende-pind har givet anledning til, at forskerne mener, at tidligere mennesker var større eksperter i træ og i våben, end vi har vidst.
Man har nemlig både slebet og plejet pinden, inden den skulle bruges til at dræbe dyr. Den har formentlig været brugt til at jage hjorte og andre mindre dyr såsom harer og fugle. Her har planlægningen spillet en stor rolle, og det er netop nyt i forskningen.
»Disse fund af træværktøjer har revolutioneret vores forståelse for det tidlige menneskes adfærd. Utroligt nok udviste de en evne til at planlægge lang tid i forvejen, et stort kendskab til træ og her flere sofistikerede evner, som vi stadig bruger i dag«, siger Annemieke Milks, ph.d. i arkæologi ved University of Reading og leder af studiet.

Selvom man skulle tro, at våbnene blev kastet som spyd, anslår forskerne faktisk, at de blev slynget ud som boomeranger for at kunne kaste længere, hurtigere og hårdere.
»Schönningen-folket benyttede gran til at gøre værktøjet aerodynamisk og ergonomisk. Det involverede adskillige trin, eksempelvis at skære og strippe træet for bark, kurve den i en aerodynamisk form, skrabe mere af overfladen og pleje træet, så det ikke krakelerede, og slibe den for bedre at kunne manøvrere,« siger medforfatter til studiet Dirk Leder også i pressemeddelelsen.
At man har brugt boomerang-lignende spyd, der ikke synes at være meget tunge, gjorde det, ifølge forskerne, muligt for børn også at deltage.
»Disse mindre tunge spyd, kan have været nemmere at kaste end de tungere, og netop det indikerer, at et helt samfund har kunnet være en del af det. Sådanne værktøjer har selv børn kunnet bruge, så de kunne lære at jage«, siger medforfatter Dirk Leder.
Det omtalte velholdte spyd kan ses ved Forschungmuseum i Schöningen eller her i en 3D-animation.
mls

































