Nu starter partikelacceleratoren Large Hadron Collider op igen
lhc-large-hadron-collider-cern

Large Hadron Colliders tredje omgang vil overgå de to forrige, siger direktøren for Acceleratorer og Teknologi ved CERN. (Foto: Shutterstock)

Large Hadron Colliders tredje omgang vil overgå de to forrige, siger direktøren for Acceleratorer og Teknologi ved CERN. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
05 juli 2022

Efter tre års pause starter partikelacceleratoren Large Hadron Collider (LHC) i dag sit tredje forløb.

De tre års pause blev brugt på at opgradere og vedligeholde Large Hadron Collider, og så blev forløbet også delvist udskudt på grund af coronapandemien. 

Men nu er partikelacceleratoren, der ligger ved Geneve tæt på den schweiziske grænse til Frankrig, igen klar til at levere proton-kollisioner til eksperimenter - og denne gang med den hidtige usete mængde energi i form af 13,6 billioner elektronvolt.

Det skriver CERN (Den Europæiske Organisation for Højenergifysik) i en pressemeddelelse

Og ifølge CERN vil partikelacceleratorens tredje omgang overgå de forrige, når det kommer til præcision og opdagelsespotentiale. 

»Vi vil rette protonstrålerne til mindre end 10 mikron strålestørrelse ved interaktionspunkterne for at øge kollisionshastigheden. Sammenlignet med første omgang, hvor Higgs blev opdaget med 12 inverse femtobarn, vil vi i den tredje omgang levere 280 inverse femtobarn. Det er en signifikant stigning, som vil bane vejen for nye opdagelser,« siger Mike Lamont, der er direktør for Acceleratorer og Teknologi ved CERN, i pressemeddelelsen.

Partikelacceleratoren vil køre i døgndrift i en periode på næsten fire år.

På Videnskab.dk har vi allerede skrevet en del om Large Hadron Collider, som da den fandt Higgs-partiklen og de mystiske ‘spøgelsespartikler’.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.