Langt de fleste af os er på et eller andet tidspunkt stødt på fake news; nyheder som er opdigtede, udokumenterede eller faktuelt forkerte, men som alligevel får ben at gå på, fordi budskabet passer med modtagerens overbevisninger.

Sammen med vores kolleger advarer vi nu om faktuelt forkerte informationer, som vi kalder 'sentimental dyrebeskyttelse', der truer forvaltningen af vilde dyr, som er blevet udviklet gennem mange årtiers forskning.

Situationen spidsede til i februar, da Selfridges, en kæde af luksusvarehuse i Storbritannien, meldte ud, at de ikke længere vil sælge produkter fremstillet af 'eksotisk' skind og læder fra eksempelvis krokodiller, firben og slanger.

Begrundelsen var, at man ønsker at beskytte de vildtlevende populationer mod overudnyttelse.

Men denne beslutning bliver ikke bakket op af evidens.

Forsimplet ikke-løsning

Modeindustriens bandlysning af eksotisk skind forekommer ligetil - endda prisværdig - reptilerne kan leve i fred og ikke ende som en håndtaske eller et par sko.

Men flere årtiers forskning viser, at Selfridges risikerer, at bandlysningen har den modsatte virkning end den tilsigtede: Begrænsningen af kommerciel handel vil være en katastrofe for visse vildtlevende reptil-populationer.

Hvordan hænger det sammen? Kommerciel jagt er da en trussel mod tropiske reptiler, der bliver indfanget og dræbt for deres skind?

Faktisk - nej. Vi er nødt til at se længere end det enkelte dyr og i stedet tage højde for arternes fremtid.

Kommerciel jagt giver lokalbefolkningen - der ofte er meget fattig - et direkte finansielt incitament til at bevare reptil-populationerne og deres habitater.

Hvis firben, slanger og (især) krokodiller ikke er noget værd rent monetært, hvorfor skal man så trækkes med dem eller bevare de skove og sumpe, der er deres habitat?

Flodlejets største menneskeæder

Et typisk eksempel er flodlejets største menneskeæder - saltvandskrokodillerne i det nordlige Australien - den største af alle nulevende krybdyr og den farligste for mennesker.

Overjagtet - hvilket resulterede i nær udryddelse - blev denne kæmpe fredet i Northern Territory i 1971. 

Populationen begyndte at komme sig, men i 1979-80 begyndte krokodillerne at angribe mennesker igen. Indbyggere og politikere ønskede at holde bestanden nede, og det kan man egentlig ikke bebrejde dem.

Hvem har lyst til at have en sulten krokodille boende i lige dét vandhul, som børnene elsker at svømme i?

Lad os spole tiden frem: Nu er situationen en helt anden. Bestanden af saltvandskrokodiller er tilbage på det oprindelige leje. Populationerne er kommet sig.

Bemærkelsesværdig succeshistorie

De kæmpestore krokodiller er nu at finde i hver eneste flod og vandløb - endda omkring hovedstaden Darwin i Northern Territory.

Denne bemærkelsesværdige succeshistorie skyldes ikke, at man fredede krokodillerne, men at man gjorde dem til et finansielt aktiv for lokalbefolkningen.

Hvert år indsamler de lokale krokodilleæg, jordbesidderne får betaling for dem, og de nyudklækkede unger får ophold på krokodillefarme, hvor de bliver opdrættet og efterfølgende slagtet og brugt til luksuslædervarer, kød og andre produkter.

Jordbesidderne har en finansiel interesse i at bevare krokodillebestanden og deres habitater, fordi de profiterer af den.

Kvinder opdrætter burmesiske python-slanger på Hainan, en provins i Folkerepublikken Kina. (Foto: The ConversationDaniel Natusch)

Bæredygtig jagt

Nøglen til succes lå i at sælge ideen til samfundet.

Der er negative konsekvenser ved at have store krokodiller som naboer, men hvis krokodillerne kan bidrage til familiens budget, er det måske ikke så galt. I Australien har det fungeret.

Handlen med gigantiske pytonslanger i Indonesien, Australiens nabo mod nord, blev håndteret på tilsvarende vis, og konklusionen er den samme.

Jagten er bæredygtig, fordi den belønner lokalbefolkningen finansielt i et samfund, hvor pengene virkelig ikke hænger på træerne.

Beslutninger uden evidens

Evidensmængden siger, at kommerciel udnyttelse kan bevare visse populationer - ikke udslette dem.

Hvorfor træffer nogle virksomheder så beslutninger, der kan true vildtlevende dyr? Muligvis fordi de ikke ved bedre.

Dyrerettighedsaktivisternes mediekampagner har til formål at overbevise godhjertede byboere om, at den bedste måde at bevare dyrebestandene er at stoppe jagten på dem.

Måske er det tilfældet for visse dyr, men det er absolut ikke tilfældet for vildtlevende reptiler.

Krokodille-æg bliver indsamlet i Northern Territory, Australien. (Foto: The Conversation/Daniel Natusch)

Fakta og evidens, tak

Vi hævder, at hvis vi vil bevare de vildtlevende bestande af slanger og krokodiller, så vores børnebørn en dag også kan få dem at se (på sikker afstand, naturligvis), skal vi droppe denne 'sentimentale dyrebeskyttelse' og i stedet indføre evidensbaseret videnskabelig forvaltning.

Vi skal væk fra 'lad-os-ikke-skade-de-smukke-dyr' og i stedet overveje de kolde facts og den videnskabelige evidensmængde.

Når det gælder de store krybdyr, er evidensmængden entydig.

Selfridges' fravalg er en katastrofal beslutning, der risikerer at bringe nogle af verdens mest spektakulære vilddyr i fare samt fremmedgøre de mennesker, der lever blandt dem.

Daniel Natusch, Grahame Webb og Rick Shine hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Verdens krybdyr er truet af udryddelse

LÆS OGSÅ: Kolossal dræber-krokodille gik på to ben