Den menneskelige krop er som en maskine, hvor utallige dele - fra de mikroskopiske detaljer i vores celler til vores lemmer, øjne, lever og hjerne - er blevet samlet i ryk gennem fire milliarder års udviklingshistorie.
Men forskere undrer sig stadig over, hvorfor vi netop udviklede os til at have netop denne særlige facon. Hvorfor har mennesker for eksempel en hage, hvilket ingen andre dyr har?
Og hvorfor er menneskets testikler, i forhold til kropsvægt, tre gange større end en gorillas, men kun en femtedel af en chimpanses?
Som jeg beskriver i min nye bog The Tree of Life, leder vi stadig efter svar på mange af disse 'hvorfor'-spørgsmål. Men vi er begyndt at finde forklaringer på nogle af dem.
Evolutionens historie fortæller os, hvordan hver art er blevet til, og hvornår de forskellige dele, der udgør et levende væsen, blev føjet til 'opskriften' på arten.
Livets træ har snoede stier
Hvis vi bevæger os op ad livets træ, kan vi følge en snoet sti gennem de stadig mere specialiserede grene, som en art tilhører.
Vi mennesker tilhører hvirveldyrene, der udviklede sig fra hvirvelløse dyr, og vi hører til primaterne, der udviklede sig fra tidlige pattedyr – og så videre.
De grupper af arter, vi deler hver af disse grene med, afslører, i hvilken rækkefølge vores kropsdele opstod.
En krop og en tarm (opfindelser fra dyregrenen) må være kommet før rygrad og lemmer (grenen med hvirveldyr); mælk og hår (pattedyr) kom før fingernegle (primater).
\ Læs også
Der findes en metode til at undersøge, hvorfor vi overhovedet udviklede disse kropsdele, men den virker kun, hvis det pågældende træk eller egenskab er opstået mere end én gang på forskellige grene af livets træ.
Denne gentagne evolution kaldes konvergens. Det kan være frustrerende for biologer, fordi det forvirrer vores forståelse af, hvordan arter er beslægtede.
Svaler og mursejlere blev for eksempel tidligere betragtet som nært beslægtede. Men både DNA-analyser og skeletstudier afslører, at svaler faktisk er tættere beslægtet med ugler end med mursejlere.
Størrelsen har betydning, når det gælder evolution
Men konvergent evolution bliver nyttig, når vi ser den som en slags naturligt eksperiment. Testikelstørrelsen hos primater er et klassisk eksempel.
Guerezaen (Colobus guereza) og voksne toupémakak-hanner (Macaca radiata) er omtrent lige store, men ligesom chimpanser, mennesker og gorillaer har disse ellers ret ens aber vidt forskellige testikler.
Kappeguerezaens testikler vejer kun 3 gram, mens makakkens testikler vejer hele 48 gram.
Man kunne forestille sig flere plausible forklaringer på forskellen i testikelstørrelse. Store testikler er måske som påfuglens hale - ikke nødvendigvis nyttige, men måske finder hunnerne dem tiltrækkende.
Fra eneret til at parre sig til konkurrence
Den mest sandsynlige forklaring handler dog om deres parringsadfærd. En han-kappeguereza kæmper intenst for adgang til et harem af hunner, som kun parrer sig med ham.
Makakker lever derimod i fredelige blandede grupper på omkring 30 individer og har en mere åben tilgang til kærlighed, hvor alle parrer sig nærmest på kryds og tværs: hanner med flere hunner (polygami) og hunner med flere hanner (polyandri).
Kappeguereza-hannen med sit harem kan nøjes med at producere et minimum af sædceller: Hvis en enkelt dråbe er nok til at lave en baby, hvorfor så producere mere?
For en han-makak foregår konkurrencen om at reproducere sig som en kamp mellem hans sædceller og sædcellerne fra de andre hanner, der har parret sig før eller efter ham.
En han-makak med store testikler kan producere flere sædceller og har dermed større chance for at videregive sine gener.
Store testikler = promiskuøs adfærd
Det er en logisk forklaring på forskellen i testikelstørrelse - men passer den? Her kommer konvergent evolution ind i billedet.
Når vi ser på tværs af hele pattedyrsgrenen på livets træ, finder vi mange grupper af pattedyr, der har udviklet testikler i vidt forskellige størrelser. I næsten alle disse uafhængige tilfælde ser vi, at store testikler konsekvent findes hos arter med promiskuøs adfærd, mens små testikler typisk ses hos monogame arter.
En gorillahan med små testikler har eneret til et harem. Chimpanser og bonoboer, som har store testikler, er til gengæld ekstremt promiskuøse.
Delfinernes kæmpe testikler
Delfiner har måske de største testikler blandt alle pattedyr; de kan udgøre op til 4 procent af kropsvægten (hvilket svarer til, at mennesketestikler skulle veje omkring 3 kilo!).
Selvom det er svært at studere vilde delfiners sexliv, passer snurredelfinen (Stenella longirostris) i hvert fald godt ind i mønstret. De deltager i masseparringer, som på engelsk kaldes 'wuzzles'.
Det er takket være de mange observationer fra konvergent evolution, at vi har kunnet opdage denne gennemgående sammenhæng mellem testikelstørrelse og parringsadfærd på tværs af pattedyr.
Og hvad med mennesker? Vores testikelstørrelse ligger et sted midt imellem - hvad du lægger i det, er helt op til dig!
Ingen andre pattedyr har en hage
Men hvad så med menneskets hage?
Menneskets hage har længe været genstand for debat blandt forskere, når det gælder dens formål. Ligesom med testiklerne findes der en håndfuld plausible forklaringer på, hvorfor mennesket udviklede en hage.
Måske opstod den for at styrke kæben hos kæmpende stenaldermænd. Måske udviklede den sig for at fremhæve en flot og maskulin skægpragt.
Eller måske er den blot et biprodukt af opfindelsen af madlavning og den blødere kost, det medførte; en funktionsløs fremstående del af ansigtet under munden, en arveegenskab efter af en kæbe i tilbagegang.
Det mest fascinerende er dog, at ingen andre pattedyr har en hage - ikke engang vores nærmeste slægtninge, neandertalerne.
Netop fordi Homo sapiens er alene om at have en hage, har vi ganske vist mange mulige forklaringer, men uden konvergent evolution har vi ikke en god måde at teste dem på. Visse sider af menneskets natur vil måske altid være et mysterium.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
