Mars har snestorme om natten
En ny model for atmosfæren på Mars røber, at sne kan falde i små, lokale snestorme. Sneen falder, når skyer af ispartikler afkøles om natten.
Mars nordpol rummet is sne

Nordpolen på Mars er dækket af is. Hvis sneen falder her, bliver den liggende. (Foto: ESA/DLR/FU Berlin; NASA MGS MOLA Science Team)

Nordpolen på Mars er dækket af is. Hvis sneen falder her, bliver den liggende. (Foto: ESA/DLR/FU Berlin; NASA MGS MOLA Science Team)

Når mørket sænker sig på Mars, kan nattekulden få sneen til at vælte ned fra skyerne. Lokale snestorme kan nå helt ned til det røde støv, der dækker planeten.

Historien kort
  • Snestorme kan opstå i den kolde Mars-nat. Det viser en detaljeret model for Mars-atmosfæren.
  • Sneen fordamper typisk på vej ned, men kan nå overfladen, hvis den kommer fra lavthængende skyer.
  • De snefald, som Phoenix-landeren målte i 2008, kan forklares med modellen.

Det har franske og amerikanske forskere analyseret sig frem til ud fra en detaljeret model af atmosfæren om Mars. Modellen blev fodret med data fra de to Mars-satellitter Mars Global Surveyor og Mars Reconnaissance Orbiter.

»I dele af atmosfæren dannes der skyer af ispartikler. Forskerne har fundet ud af, at nedkølingen af skyerne giver en uventet turbulens i atmosfæren, der ellers er meget rolig om natten. Det kan give hurtige snefald,« fortæller danske Christina Holstein-Rathlou, der er forsker på Center for Space Physics på Boston University i USA.

Her arbejder hun med data fra Mars-missioner, som hun bruger til at analysere dynamikken i Mars' atmosfære. Hun har ikke selv været involveret i det aktuelle studie.

Omtrent som på Jorden

MRO Mars-satellit

Mars Reconnaissance Orbiter er en af de Mars-satellitter, som forskerne bruger til at lave detaljerede modeller af atmosfæren om den røde planet. (Tegning: NASA)

Forfatterne til den videnskabelige artikel i tidsskriftet Nature Geoscience sammenligner fænomenet med de små, lokale storme på Jorden – såkaldte microbursts – hvor kold, tæt luft transporteres ned mod jordoverfladen medbringende sne eller regn.

»Det er et nyt, spændende syn på en meget specifik proces. Forskerne har kigget på skyerne i en mindre skala, end vi hidtil har gjort, og så er der dukket disse nye fænomener op,« siger Christina Holstein-Rathlou.

Det er ellers småt med vanddamp i den meget tynde atmosfære, der omkranser Mars.

Hvis al vandet i Mars-atmosfæren faldt som regn, ville man kun få et par mikrometers nedbør på planeten. Alligevel kan der dannes skyer af ispartikler, og der kan også falde sne fra dem.

Passer med Phoenix-målinger

Phoenix LIDAR-målinger

Ved hjælp af lasermålinger (LIDAR) kunne skyer og snefald ses fra Mars-landeren Phoenix. Den nye model forklarer, hvorfor sneen falder. (Illustration: NASA/JPL-Caltech/Univ. of Arizona/CSA)

I forvejen vidste Mars-forskere godt, at det kunne sne på Mars, men de regnede med, at sneen ville falde ganske stille og roligt og ikke komme væltende ned som en snestorm.

»Modellen foreslår, at hvad, vi troede, var fint dalende snefnug, nærmere er snestorme. Vi går fra at have blidt dalende sne til mere fygende sne,« siger Christina Holstein-Rathlou.

Det nye resultat fra computermodellen passer godt med data fra Mars-landeren Phoenix. I 2008 viste lasermålinger fra Phoenix snefald fra skyer fire kilometer oppe. Modellen leverer en overbevisende forklaring på de gamle målinger.

Sneen kan blive liggende

Dengang kunne forskerne konkludere, at sneen fordampede, før den nåede Mars-overfladen. I den nye model kan sneen godt nå helt ned til overfladen, men kun hvis den kommer fra lavthængende skyer en til to kilometer oppe.

To slags sne på Mars

Det er ikke kun vand, der falder som sne på Mars. Det gør kuldioxid i fast form også.

»Skyerne skal hænge meget lavt, men så kan sneen godt nå ned til overfladen. Om den så bliver liggende, det kommer an på, hvor på planeten og hvornår på året, snefaldet sker. Og vi ved jo, at der ligger is af vand ved polerne,« fortæller Christina Holstein-Rathlou.

»Den mekanisme, der her foreslås, kan også have været med til at danne gletsjere af vand-is i nærheden af Mars' ækvator i den nære fortid. Gletsjerne er i dag dækket af støv, som afholder dem fra at fordampe, som de ellers ville i det område i dag,« slutter hun.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.