Lemminger jages af klimaændringer

Polarvinteren sænker sit mørke over Nordøstgrønland.

Sneen forsegler landskabet.

Og lemmingerne langt om længe se en ende på en stresset, farefuld sommer.

En sommer hvor mange af deres artsfæller er havnet i maven på polarræven, kjoven, lækatten eller sneuglen.

Nu starter det gode liv, hvor de lever i skjul for de fleste rovdyr under den beskyttende sne og i fred og ro kan bygge deres gange og huler og – ikke mindst – nogenlunde uforstyrret kan formere sig og æde sig fede.

Freden og harmonien bliver først brudt igen, når sneen smelter bort, og lemmingerne igen bliver tvunget ud i det fri. Her drejer det sig om hurtigst muligt at bygge nye gange og huler i jordoverfladen. Alene turen fra den beskyttende sne til en ny sommerbolig kan for halvdelen af lemmingerne betyde, at de ender i kløerne på et rovdyr.

Sammenstykket viden

Biologerne på Zackenberg Forskningsstation har siden midten af 1990erne fulgt det bloddryppende naboskab mellem rovdyrene og lemmingerne og blandt andet forsøgt at få et overblik over de voldsomme svingninger i bestandene, der ikke mindst er normalt for lemmingerne.

Forskerne har omkring 100 dage til deres rådighed hver sommer, hvor der bliver arbejdet i felten med observationer og optællinger.

De resterende 265 dage ved ingen direkte, hvad der foregår.

Så derfor tager biologerne mange forskellige og ofte indirekte metoder i brug, fortæller seniorforsker Niels Martin Schmidt fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Han har stået i spidsen for det biologiske overvågningsprogram på Zackenberg forskningsstation gennem 4 år:

»Når sneen smelter om foråret, undersøger vi lemmingernes vinterreder, som hovedsagelig består af græs og mos. På et 1 hektar stort område tæller vi op, hvor mange reder der har været, om der har været unger, og hvor mange reder lækatten – der lever i lemmingernes gangsystemer under sneen – har overtaget. Det er en indirekte måde at arbejde på, men vi er der ikke om vinteren. Og samtidig er det svært at fange lemminger og næsten helt umuligt at komme i nærheden af lækatte.«

Spiser ikke lige mange lemminger

Forskerne bruger også en fremgangsmåde, hvor de indirekte forsøger at beregne, hvor store bestandene er. For eksempel kan man anslå, hvor mange lemminger en kjove eller en ræv skal æde for at opretholde livet. Kombinerer man den viden med, hvor mange rovdyr der er i området, er det muligt at få et indtryk af, hvor mange lemminger der er.

Den store viden, som er indsamlet siden 1995 – iagttagelser, optællinger, beregninger og almindelig viden om de enkelte dyrearter – har forskerne så hældt på en matematisk model, som de har udviklet og forfinet undervejs.

Med denne model, som Niels Martin Schmidt mener, kommer rimelig tæt på virkeligheden, kan man beskrive forholdet og dynamikken mellem rovdyrene og lemmingerne under forskellige betingelser.

Beregningerne viser, at Zackenbergs fire rovdyr ikke æder lige mange lemminger.

»Rovdyrenes afhængighed af lemmingerne er forskellig. Polarræven klarer sig udmærket med moskusoksekadavere og ryper om vinteren, når den ikke kan jage lemminger. Og kjoven trækker sydpå om vinteren, mens lækatten fortsætter jagten i lemmingernes gange,« fortæller Niels Martin Schmidt, og tilføjer:

»Fælles for dem alle er imidlertid, at antallet af lemminger påvirker deres mulighed til at formere sig. Så selvom kjoven for eksempel godt kan leve af insekter og kadavere, så kan den kun yngle, hvis den får tilstrækkeligt mange lemminger.«

Balancen forstyrret

Undersøgelser i Zackenberg og på Traill Ø, som ligger omkring 250 kilometer længere sydpå, har vist, at udviklingen i antallet af lemminger har fulgt de samme svingninger de to steder.

Det er ifølge Niels Martin Schmidt rovdyrene, som er drivkraften i den fireårige cyklus.

Når der er mange lemminger, bliver trykket fra rovdyrene på et tidspunkt så stort, at bestanden begynder at skrumpe.

Det påvirker rovdyrene, som begynder at mangle føde. Når antallet af rovdyr falder, bliver der igen flere lemminger.

Og så tager vi hul på endnu et 4-årigt forløb.

»Det opfattede vi tidligere som noget nær en lovmæssighed. Men de senere år er den cykliske bevægelse i lemmingbestanden mere eller mindre faldet sammen i begge undersøgelsesområder,« fortæller Niels Martin Schmidt.

»Der er ikke nogen direkte kontakt mellem Zackenberg og Traill Ø; det er de samme fire rovdyr, der æder lemmingerne, og der har ikke været påvist sygdom i bestandene, så vi mener, at det må være klimaændringerne, som har slået udviklingen i stykker.«

Undslippe i rum og tid

Gennem de mere end ti år, hvor forskerne har indsamlet data i Zackenberg, er vinteren skrumpet fra at vare 220 dage til kun godt 160 dage. Niels Martin Schmidt har undersøgt, hvad ændringer af sæsonernes længde betyder for samspillet mellem rovdyrene og lemmingerne.

Udgangspunktet er, at lemmingerne er helt afhængige af den lange vinter til at blive fedet op og føde tilstrækkelig mange unger, til at opveje det store antal, som bliver ædt om sommeren.

»Man kan sige, at lemmingerne kan stikke af fra sine rovdyr. Ikke i rum, men i tid, som Niels Martin Schmidt kort formulerer det.

Længere sæsoner gør svingningerne uregelmæssige

I den forstand vil et varmere klima med kortere vintre og længere somre gøre lemmingerne mere sårbare, fordi det giver mindre tid i fred for rovdyrene. Biologernes model viser imidlertid, at det især er vigtigt, hvornår vinteren kommer.

»Vi kan se, at med en senere vinter vil cyklerne blive længere. Til sidst vil svingningerne blive helt uregelmæssige, og antallet af lemminger vil skrumpe. Så ændringerne er ikke alene afhængige af, hvor lang vinteren er, men også af, hvornår den kommer.«

De fleste af rovdyrene kan godt overleve, selvom der nogle år ikke er mange lemminger. Men de kan til gengæld ikke føde unger, hvis der ikke er tilstrækkeligt mange lemminger. Så hvis der sker en stagnation i lemmingebestanden, vil det på længere sigt have konsekvenser for reproduktionen blandt rovdyrene og brede sig som ringe i vandet i hele det højarktiske økosystem.