Rækkerne af parkerede barnevogne uden for de grønlandske bingohaller er vokset.
Det har forbipasserende bemærket de senere år.
I takt hermed er bekymringen vokset blandt især socialarbejdere.
De er begyndt at tale om såkaldte 'bingo-børn'.
De har set rækkerne af barnevogne som et symptom på en bredere afhængighed af pengespil, som i lighed med for eksempel hash og alkohol kan give problemer i familien.
Derfor er pengespil kommet i de grønlandske politikeres søgelys.
Hvordan skal sundhedssystemet reagere?
Det er blevet tydeligt, at der mangler viden om de sociale følger af afhængighed af spil, ludomani, og at det gør det svært at sætte ind med en forebyggende indsats.
På den baggrund gik Christina Viskum Lytken Larsen, ph.d.-studerende på Statens Institut for Folkesundhed, i 2008 i gang med at undersøge den grønlandske befolknings spillevaner. Hun fik nogle spørgsmål ind i den store levevilkårsundersøgelse, som instituttet i disse år kører i Grønland.
Hun søger svar på, hvilke spilletyper der er, hvem der spiller hvad, hvilke problemer det giver, og i sidste ende hvordan sundhedssystemet skal reagere på udfordringerne.
Mange ludomaner
Der har været et stigende fokus på pengespil de senere år.
Men om det betyder, at grønlænderne spiller mere end tidligere, ved Christina Viskum Lytken Larsen endnu ikke.
Dertil er hun ikke langt nok i sin undersøgelse.
Derimod har hun de første tal klar om, hvor udbredt ludomani er i Grønland.
Man er ifølge en almindelig definition ludoman, når spillelidenskaben får konsekvenser for familie, arbejdsliv eller økonomi.
Christina Viskum Lytken Larsen har derfor blandt andet undersøgt, hvor mange der har løjet om deres spil.
Resultatet har været overraskende.
»I vores spørgeskemaundersøgelse svarer 13%, at de enten har løjet over for familie og venner om økonomiske tab, eller har haft behov for at øge deres indsatser i pengespil; en adfærd, der kan indikere ludomani.«
»Det er overraskende højt sammenlignet med andre lande. For 7% gælder det samtidig, at de selv eller deres nærmeste familie mener, at de har eller har haft et problem,« siger Christina Viskum Lytken Larsen.
Andre typer spil er populære
Der er ganske vist tale om foreløbige tal, men tendensen er klar: Der er mange i Grønland, som har problemer med spil, når man sammenligner med de skandinaviske lande, hvor forekomsten af problematisk spilleadfærd ligger på 1-4%.
Det er også tydeligt, at grønlændere og danskere lægger deres penge på forskellige spil. Der er mange i begge lande, der spiller lotto, men grønlænderne er langt mere tiltrukket af spillemaskiner, kort- og terningespil og ikke mindst bingo (se figur).
Der spilles bingo dagligt eller næsten dagligt i lokalsamfundene.
Nogle dage er der flere arrangementer, og specielt i Nordgrønland er radiobingo blevet meget populært.
Mange kvinder forsømmer familien
Christina Viskum Lytken Larsen er ikke blind for, at bingo bidrager til livskvaliteten og det sociale fællesskab og dermed kan være en gevinst for folkesundheden.
Ikke mindst i de små samfund, hvor der ikke er mange andre tilbud om underholdning og samvær. Men i en forebyggelsessammenhæng samler interessen sig om det mindretal, som får problemer med spillet.
»Der er mange kvinder blandt bingo-spillerne. Og da spillene typisk ligger mellem klokken 18 og 22, hvor børnene kan være sammen med forældrene, skal have mad, læse lektier og lægges i seng, så kan man frygte, at overdrevet bingospil kan gå ud over dem,« fortæller Christina Viskum Lytken Larsen.
Nogle kommuner har forsøgt at indføre en bingo-fri ugedag, men det er stødt på modstand fra lokale foreninger, idrætshaller og forsamlingshuse, som får deres væsentligste indtægt fra bingo.
Ludomani på grønlandsk
Christina Viskum Lytken Larsen har i sin undersøgelse et vågent øje for de samfundsmæssige forklaringer på ludomanien. Men hun tøver indtil videre med at servere en grydeklar forklaring på, hvorfor grønlænderne øjensynlig er mere afhængige af spil end danskerne.
Hun nævner dog i flæng, at forskelle i erhverv og uddannelse påvirker de kulturelle fællesskaber. Men grundlæggende ser hun spilleafhængigheden som et mangehovedet uhyre. Ofte er ludomanien kun en del af en større belastning, og der er for eksempel en tendens til, at en problemfyldt barndom øger risikoen for at blive ludoman:
»Der er mennesker, der spiller for at slippe væk fra en problemfyldt opvækst. Man kan bedøve sin hjerne med spil ligesom med alkohol. Jeg ser således en tendens til, at alkoholproblemer i hjemmet under opvæksten giver en højere forekomst af mennesker, der har spilleproblemer, end blandt folk, der ikke har haft problemer under opvæksten.«
»Der er selvfølgelig også nogle mennesker, som er mere spændingssøgende, eller som forsøger at spille sig frem til et bedre liv eller bare keder sig.«
Behandlingen af ludomaner
Der er selvfølgelig også nogle mennesker, som er mere spændingssøgende, eller som forsøger at spille sig frem til et bedre liv eller bare keder sig
Christina Viskum Lytken Larsen
På trods af bekymringen i Grønland er det relativt få, der har været i behandling for ludomani.
Der findes ingen sikre opgørelser, men Christina Viskum Lytken Larsen er sikker på, at det drejer sig om relativt få.
Men det behøver ikke at betyde, at der ikke er behov for en indsats over for ludomani.
Et af de store problemer er, at der kan gå lang tid, inden socialvæsnet får færten af et ludomaniproblem, og at mange ludomaner lever skjult med deres last.
»Ludomaner er svære, for de lugter ikke, de ser ikke forhutlede ud, så det er meget nemt at skjule,« som Christina Viskum Lytken Larsen formulerer det.
Myndigheder afventer resultater
»Mine foreløbige resultater tyder på, at det grønlandske samfund i høj grad bør sætte fokus på ludomanien,« siger den ph.d.-studenterende og tilføjer »men om der decideret er et misforhold mellem problemets størrelse og samfundets indsats, er det lidt for tidligt for mig at sige noget om.«
Christina Viskum Lytken Larsen fortæller, at hun har et glimrende samarbejde og en god dialog med de sociale myndigheder, sundhedsvæsnet og politikerne på området, og at mange af dem afventer resultaterne af hendes undersøgelse.
»Ludomaniproblemet har været oppe i Landstinget, hvor man også afventer min rapport, før de skrider til handling. Så selvom der ikke sker så meget på området lige nu, er det ikke nødvendigvis et udtryk for manglende vilje til at handle.«
Christina Viskum Lytken Larsens ph.d.-afhandling er færdig om halvandet år, men den første artikel er på trapperne.
Lavet i samarbejde med Magasinet Polarfronten.
\ Fakta om spil på Grønland
En anden spillekultur
