Kulturkløft skyld i de naturvidenskabelige fags deroute

Når snakken falder på ungdommens manglende interesse for naturvidenskab og teknik, slår nogle ned på, at gymnasier og folkeskoler har været for dårlige til at begejstre de unge. Andre fremfører, at undervisningen simpelthen er for dårlig.

Men det er udtryk for det forældede syn på skolefagene, som i sig selv er en del af problemet, mener Paola Valero.

Hun er nyudnævnt professor på Aalborg Universitet, hvor hun i flere år har forsket i netop matematik- og naturfagslæring og sammenhængen med resten af samfundet.

Paola Valero, som i 1997 kom fra Colombia til Danmark for at tage sin ph.d.-grad, er på Aalborg Universitets Institut for Uddannelse, Læring & Filosofi leder af en af Danmarks største forskergruppe inden for matematik- og naturfagsundervisning, blandt andet med ti ph.d.-studerende.

Kulturel kløft

Et af de store projekter, som hun og de øvrige forskere skal styrke i de kommende år, skal være med til at give nye svar på problemerne med ungdommens manglende interesse for matematik og naturvidenskab.

Fra politisk hold hører man igen og igen, at Danmark skal overleve i globaliseringen ved at konkurrere på vidensproduktion, og at vi derfor skal have mange flere højtuddannede inden for naturvidenskab og teknik.

Men søgningen til uddannelserne går i stor stil den modsatte vej.

Undersøgelser så som Relevance Of Science Education (ROSE) har vist, at elever i den danske folkeskoles store klasser egentlig godt kan lide disse fag, men de har blot ikke interesse i at arbejde med dem på en videregående uddannelse. Man har derfor antaget, at der på et tidspunkt i uddannelsesforløbet sker noget, som får de unge til at miste interessen.

»Man har sagt, at årsagen er, at undervisningen i gymnasiet og i de store klasser af folkeskolen ikke er god nok, at lærerne ikke begejstrer de unge, og at de er for dårligt kvalificerede. Man har endda oprettet et nationalt center, der skal hjælpe, ud fra antagelsen om, at undervisningen er ringe. Men denne type diagnose er kun en del af problemet,» siger Paola Valero.

Hun mener derimod, at problemet er kulturelt, og at det skyldes en kløft.

»På den ene side har vi modernitetsbaserede kulturer, der særligt i skolesystemet repræsenterer naturfag og matematik, hvor man har fred, ro, fordybelse, autoritet, hierarki og magtrelationer som grundpiller. På den anden side af kløften har vi en postmoderne ungdomskultur med andre livsformer og erfaringer. Karikaturen af ungdomskulturen er, at fordybelse er afløst af overfladiskhed, men så enkelt er det ikke. I en postmoderne ungdomskultur satser man meget på relationer – også når det handler om viden – og på forståelse og multi-tasking,« forklarer hun.

Det skal være meningsfuldt

Paola Valero understreger, at det for voksne kan være svært at forstå, hvordan det er muligt, men for ungdommen forekommer det naturligt.

»Mange unge prøver at se, hvordan de kan gøre noget godt for andre og noget meningsfuldt i deres liv modsat forældrene og bedsteforældrene, som havde til opgave at bygge den materielle del af landet, hvilket kulturelt og socialt er et andet projekt end i dag. De unge går efter en konstruktion af deres identitet, og problemet er, at de unges verden er skruet sammen på en anden måde end lærerens eller forskerens, og derfor har de svært ved at kommunikere med hinanden,« siger Paola Valero og tilføjer:

»En elev i dag vil være nemt kunne sige: ‘Jeg synes, kemi er sjovt, men ved jeg ikke, hvorfor jeg skulle vie mit liv til det, for jeg kan ikke udtrykke mit syn på verden derigennem’.«

Hun mener, at det for at komme videre er vigtigt at forstå, hvad forskellige vidensformer betyder for ungdomskulturen. Der er brug for at se på, hvad det er, de unge kan, som de ikke kunne tidligere – ikke fra et snævert fagligt perspektiv, men fra deres eget perspektiv som deltagere i samfundet.

»Derudover er det vigtigt at blive bevidst om, at undervisningen i matematik og naturfag i dag helt fra de små klasser stort set er bygget på en skolastisk idé om, at man først skal have et bestemt fundament af viden, som man derefter kan bygge videre ovenpå. Fagene ses også som vidensområder, der står hvert for sig. Men videnskabeligt arbejde har ændret sig meget i de seneste år.«

»Vi burde vide mere om, hvordan videnskabelig praksis foregår i højt teknologiske, tværfaglige miljøer i virksomhederne for eksempel. Innovationen foregår, når forskellige fagligheder kobler sig sammen på en utraditionel måde. Innovationspraksis, og de kompetencer, der er på spil, kan blive en stærk inspiration til at tænke på andre måder at organisere skolen på. Matematisk og naturvidenskabelig kompetence for de unge kan måske opnås på en anderledes måde, end det den skolastiske tradition har vist os ind til videre.«

Skal have et bredere perspektiv

Traditionelt har forskningen i matematik- og naturfagslæring beskæftiget sig med meget snævre fagdidaktiske problematikker som for eksempel gymnasieelevers læring af kvadratiske funktioner.

Men Valeros tilgang til matematik- og naturfagsdidaktik har et bredere perspektiv i forhold til de roller, fagene spiller i samfundet i dag, og i forhold til uddannelsespolitiske processer, sociologiske fænomener og højteknologiske kulturer.

De unge går efter en konstruktion af deres identitet, og problemet er, at de unges verden er skruet sammen på en anden måde end lærerens eller forskerens, og derfor har de svært ved at kommunikere med hinanden.

Paola Valero

Alt dette har indflydelse på, hvordan samfundet organiserer matematik- og naturfagslæring, og det er nødvendigt at have med, hvis man vil skabe en bredere forståelse af fagene og deres undervisningsprocesser, mener Paola Valero.

»Tænk på de seneste års undersøgelser – for eksempel de internationale PISA-undersøgelser af skoleelevers færdigheder – som ud fra bestemte parametre har ranket, hvilke lande der klarer sig bedst. De resultater har haft stor indflydelse på politikerne, som nu har fokus på, at der skal gøres noget for at få et bedre resultat. Uddannelsessystemet og politikerne har reageret meget på, hvad der skal ske. Ikke bare ud fra fagligt, men også ud fra et klart politisk synspunkt,« siger hun og fortsætter:

»Så hvis vi skal forske i, hvordan vi skal forbedre undervisningen, skal vi også forstå, hvordan politik og mange andre faktorer påvirker undervisningspraksis – ikke mindst i matematik og naturfag. Og hvis vi ikke gør det, kan vi heller ikke finde ud af, hvordan vi skal forbedre undervisningen på nye måder.«

For at signalere forskningens nye bredde og fagenes betydning i samfundet har hun derfor fået titel af professor i Education in Mathematics and Science in the Knowledge Society.

Forankret i moderne kulturel forståelse

Valero påpeger, at uddannelsessystemet altid har været en del af et politisk system, men der findes en forestilling om, at skolefagene har deres egen dagsorden, der er bestemt af universitetsfagene. Det, der anses for at være god faglig undervisning, har ændret sig med tiden. Ikke kun som et resultat af udvikling af universitetsfagene, men som respons til samfundets behov.

Hun mener, at der gennem historien altid har været en tæt sammenhæng mellem folks politiske og økonomiske betingelser og den rolle, matematik og naturfag som forskningsfelter og som skolefag er blevet tillagt. Matematik repræsenterer værdier om objektivitet, neutralitet og stringens og fremstår som den mest sublime form for menneskelig tænkning.

Hvis vi skal forske i, hvordan vi skal forbedre undervisningen, skal vi også forstå, hvordan politik og mange andre faktorer påvirker undervisningspraksis – ikke mindst i matematik og naturfag. Og hvis vi ikke gør det, kan vi heller ikke finde ud af, hvordan vi skal forbedre undervisningen på nye måder.

Paola Valero

Denne opfattelse er dybt forankret i vores moderne kulturelle forståelse, og da matematikerne dyrker deres felt ind i sig selv og er ikke så vant til at se det udefra i relation til samfundet og kulturen i bredere forstand, er det svært at ændre på nogle af de basale opfattelser af matematik.

Men specielt i en uddannelsesmæssig sammenhæng kunne det være en fordel at ændre det offentlige billede af matematik, mener Paola Valero.

»Ja, matematikken har selvfølgelig været vigtig, men den er også en menneskeligt skabt viden under bestemte historiske betingelser. Værdimæssigt er matematik gennem historien vurderet som noget mere magtfuld end andre typer viden, og det positionerer den som et vigtigt skolefag,« uddyber hun.

Når hun er fortaler for at give slip på det lidt fastlåste syn på matematikken, skyldes det, at man derigennem vil kunne se nogle andre muligheder til fordel for uddannelsessystemerne.

Lavet i samarbejde med Aalborg Universitet