Mysteriet om den vestlige civilisation løst af dansk forsker

Det er et af de store problemer i international historie, hvorfor netop vesteuropæisk civilisation kunne sprede sig og nærmest udkonkurrere alle andre af Jordens civilisationsformer.

Samtidig har der også manglet en forklaring på, hvorfor man oplevede et sandt boom i byanlæggelsen i 1100-årenes i Danmark og i det øvrige transalpine Europa, dvs. nord for Alperne.

Men nu er en dansk forsker i by- og samfundsudvikling klar til at præsentere resultater, som giver et hidtil ukendt og overbevisende svar.

Det første skridt var at give afkald på selvforsyningsevnen.

Når elnettet bryder ned en kold vinterdag, eller strejker lukker fødevarebutikkerne, ved de fleste, hvad det det vil sige.

Overlevelsen afhænger af et forbrug af eksterne lagre af energi i produktionen og beror på gensidig afhængighed mellem mennesker. Den situation bredte sig overalt i det transalpine Europa, da man i 1000- og 1100-årene overgik til plovbrug.

Det nye redskab forbrugte enorme mængder af jern til årlig pløjning – det blev simpelthen slidt af ved plovens gang gennem jorden, og jern er energi, bundet i et oparbejdet råstof.

Beregninger anslår, at der i begyndelsen af 1200-årene var behov for mere end 500 tons om året herhjemme – det samme som i slutningen af 1700-årene.

Ressourcerne til at udvinde så meget jern fandtes slet ikke i Danmark, men til gengæld i Sydsverige og i Norge, hvor det er påvist, at udvindingen tog stærkt til i 1100-årene.

Der var fødeproduktion til gengæld vanskelig på grund af naturforholdene. To geografisk adskilte producentgrupper blev afhængige af hinanden for deres overlevelse. Der måtte mellemmænd til at formidle kontakten mellem dem.

»Plovbruget indebar, at folk måtte opgive den selvforsyningsevne, som man ellers altid havde haft, og det gjaldt også for de nye jernudvindere. Det var en situation, folk i byerne altid havde været i, men de udgjorde gennem flere årtusinder en forsvindende lille del af Jordens befolkning. Fraværet af selvforsyningsevnen er kernen i enhver civilisation, det nye var udbredelsen på landet i det transalpine Europa,« forklarer Jørgen Elsøe Jensen fra Institut for Samfundsudvikling & Planlægning på Aalborg Universitet.

Siden starten af 1990’erne har Elsøe Jensen beskæftiget sig med middelalderens byer i Danmark, blandt andet i en stor undersøgelse for Miljøministeriet, og allerede dengang kom han på sporet af, at indførelsen af hjulploven spillede en afgørende rolle for byanlæggelsen og udviklingen af den særlige tekniske kultur, som karakteriserer vestlig civilisation.

»Forbruget af eksterne lagre af energi i produktionen åbnede for helt nye strømme af Jordens stof – jord kunne opdyrkes, kapital ophobes i produktionen, arbejde gøres nyttigt. Ligesom vor tids forbrug af fossil energi gav det plads til rigtig mange flere mennesker – måske hen ved tre gange så mange på de intensivt opdyrkede landbrugssletter i det transalpine Europa. Men plovbruget krævede også ny human kapital, altså det at kunne regne, tale og løse den udfordring at skabe et udvekslingssystem, der fungerede,« forklarer Jørgen Elsøe Jensen. Vestlig civilisation er en overlevelseskultur, som skabte et stærkt selvdisciplinerende miljø.

Hvorfor lod gennembruddet vente på sig?

Hjulploven havde været kendt inden Kr.f., så hvorfor skulle der gå over 1000 år, før brugen blev udbredt?

Svaret er, at det ikke var nødvendigt, før befolkningerne voksede så meget, at man blev tvunget til at tage den enorme kulturelle udfordring på sig.

Et andet spørgsmål er, hvorfor plovbrug ikke udviklede sig andre steder på Jorden, men det skyldes i høj grad de meget forskellige økologiske vilkår, og dem var man ikke herre over.

I det transalpine Europa fandtes forudsætningerne for plovbrug og også den presserende anledning til at øge fødeproduktionen.

Et lille samfund som det danske kunne ikke lukke sig om sig selv, da behovet for jern udefra opstod. Vikingernes efterkommere måtte lære at leve i en større kultur, hvor udveksling, kommunikation og fællesskaber var afgørende for overlevelsen.

Det er den evolutionære fordel i vestlig civilisation, og den stod til rådighed, da Europas befolkninger igen begyndte at vokse vedvarende i 1700-årene.

Plovbruget indebar, at folk måtte opgive den selvforsyningsevne, som man ellers altid havde haft, og det gjaldt også for de nye jernudvindere.

Jørgen Elsøe Jensen

Jørgen Elsøe Jensens forskning og konklusioner udspringer af hans minutiøse undersøgelser af de danske middelalderbyers alder og fysiske strukturer, hvilket også behandles omfattende i doktorafhandlingen.

Etableringen af mange nye handelsbyer i 1100-årene skyldes det højproduktive plovbrugs fremkomst, men det er ikke et særligt dansk fænomen, udveksling af føde og jern var den basale økonomiske pumpe bag den massive byanlæggelse overalt i det transalpine Europa.

I Danmark skete nyanlæggelsen af byer i løbet af ganske kort tid ca. 1150-1225, da landbruget tog afsked med selvforsyningen.

Andelen af fysisk bylevende mennesker voksede fra ca. 1 til 10%, samtidig flyttede mange af de eksisterende landsbyer til egnede steder for det nye agerbrug, og lige så mange nye kom til.

Det har helt op til i dag været definerende for, hvordan danmarkskortet ser ud, fortæller Jørgen Elsøe Jensen, for hverken landbruget eller samfundets struktur forandrede sig ret meget før i 1800-1900-årene.

Det kulturlandskab, der blev skabt i slutningen af 1100-årene, findes stadig, men nu er vi godt på vej til at skille os af med det, og det er faktisk et temmelig menneskeligt træk, at vi ændrer vores grundvilkår og vores omgivelser uden egentlig at forstå dem på forhånd.

Artiklen er lavet i samarbejde med Aalborg Universitet.