’Kvanteuniverset’: Kom med drengen Pierre og hunden Fax på tur i ny grafisk roman

Kvantemekanikken er både berømt og berygtet.

Berømt for at være vores til dato bedste model for, hvordan naturen fungerer på atomart niveau og for at give uhyre præcise forudsigelser; berygtet for at tegne et meget abstrakt billede af den fysiske verden omkring os, som strider imod alle hverdagserfaringer.

Dagligdagssproget kommer meget hurtigt til kort, når man forsøger at sætte ord på kvantemekanikken (for eksempel at den samme elektron kan være to steder på samme tid), og gode illustrationer og visualiseringer, der kan understøtte forståelsen og hjælpe modtagerens egne indre billeder på vej, er en mangelvare.

Bogen ’Kvanteuniverset’ af Thibault Damour og Mathieu Burniat er et flot eksempel på, hvordan grafisk roman-formatet kan udfylde det sproglige og visuelle tomrum.

Den viser tydeligt, at tegneserien som format rummer et stort potentiale som medie for formidling af fagligt tungt stof gennem fængende historiefortælling.

Når det er sagt, så efterlod ’Kvanteuniverset’ mig dog også med overvejelser om, hvorvidt en historisk indgangsvinkel til kvantemekanikken og et fokus på mange-verden-fortolkningen er velvalgt (hvad den består i, vender jeg tilbage til), hvis formålet er at give den ikke på forhånd indviede læser en forståelse af kvanternes verden?

Genkendelige kvankoryfæer hjælper Pierre på vej

Fortællingens hovedperson, Pierre, er en eventyrer af bedste skuffe. Med sit ballonhoved, optimistiske frisure og tegneserie-ansigtstræk og ikke mindst en effen hund som tro følgesvend, placerer han sig lunt imellem ikoniske tegneseriekarakterer.

Det er netop hunden Fax – eller i hvert fald en parallel version af den – der bringer Pierre på sporet af kvanteverdenens forunderligheder.

Det fører ham på en rejse gennem kvantemekanikkens udviklingshistorie, hvor han gradvist får følgeskab af flere og flere af kvante-koryfæerne (eksempelvis Albert Einstein, Niels Bohr, Erwin Schödinger & Hugh Everett).

Og det er gennem samtaler med dem, om de brikker af teorien de hver puslede på plads og deres indbyrdes uenigheder, at Pierre stille og roligt opbygger en indsigt i det kvantemekaniske verdensbillede.

Dannelsesrejsens videnskabelige hjælpere er gengivet i let karikeret men genkendelig naturalistisk stil, i modsætning til hovedpersonen.

Og er man en smule bevandret udi deres respektive biografier, er det ganske underholdende at se, hvordan særkender, anekdoter og historiske begivenheder på elegant vis er flettet ind i fortællingen såvel som illustrationerne.

Vandringen kulminerer i en gengivelse af Schrödingers ikoniske tankeeksperiment (om en kat, der både er død og levende), orkestreret af Hugh Everett og med hunden Fax i rollen som kat.

Det er også her, at det, der synes at være bogens primære budskab, springer tydeligst frem: at præsentere Everetts såkaldte mange-verden fortolkning som den gængse forståelse af kvantemekanikken (se faktaboks).

Forløsende faglig selvironi

Handlingen er i sig selv intelligent skruet sammen og fængende – et indtryk, der selvfølgelig skal ses i lyset af en vis portion faglig bias fra min side.

Og med et fint strøet lag af afdæmpet humor i både sprog og billeder og en forløsende faglig selvironi (Thibault Damour er selv en anerkendt professor i teoretisk fysik), er ’Kvanteuniverset’ også både hyggelig og underholdende læsning.

Et skønt eksempel er Pierres første møde med kvanteverdenen og dens pionerer, som har deres helt egen jargon:

Analogier og farver brugt med omtanke

En stor kvalitet er også bogens flere pædagogiske udlægninger af det ellers notorisk svært tilnærmelige stof.

En favorit er Max Plancks forklaring til Pierre på, hvorfor han introducerede idéen om, at energien er kvantiseret og forekommer i nogle mindste, udelelige enheder – kvanter.

Han får indledningsvist forvirret den gæve eventyrer godt og grundigt med en historie om, hvordan varmeenergi fordeler sig på harmoniske oscillatorer med forskellige frekvenser…

Men så udlægger han det i stedet som et spørgsmål, om at afgøre på hvor mange måder en pose sukker kan fordeles mellem ti pandekagesultne børn.

En svær opgave, hvis det handler om en pose løs sukker, men meget mere håndterlig, hvis det i stedet er en kasse med sukkerknalder. Hatten af for den analogi.

Også farverne er brugt med omtanke.

Tegningerne er gennemgående holdt i sort-hvide nuancer og skraveringer (det tegnetekniske ligger ud over mine kompetencer at kommentere på) og farver er reserveret til at understrege og fremhæve særlige elementer.

Når Everett eksempelvis forklarer sin fortolkning af kvantemekanikkens superpositioner () som parallelt eksisterende verdener, så bruger han farverne til at repræsentere hver af de forskellige klassiske virkeligheder.

Til tider er sproget dog ikke så pædagogisk, som man kunne ønske sig.

Replikker som »Vi skal altså associere et nyt komplekst tal med en vilkårlig konfiguration af partikler i kassen,« vil nok kræve en genlæsning eller to for de fleste.

Generelt er den danske oversættelse præget af at være lidt tung og til tider unødvendigt akademisk i sine formuleringer.

Mange-verden tolkning gør det unødigt komplekst

På trods af ’Kvanteuniversets’ mange kvaliteter kan jeg være i tvivl om, hvorvidt fortællingen overordnet set bringer læseren en bedre forståelse af kvantemekanikken eller snarere flytter forvirringen til et højere plan.

Den historiske vinkel er interessant og traditionelt den mest valgte, men med den tilgang følger også, at man holder liv i den forvirring og uklarhed, der naturligt verserede i den tidlige fase af det nye naturvidenskabelige paradigme.

Det gør det næppe lettere for læseren at forstå kvantemekanikkens succes som naturvidenskabelig teori. Og dertil kommer så historiens fokus på Everetts mange-verden fortolkning.

Forvirringen omkring kvantemekanikken opstår typisk, når man begynder at tale om teoriens fortolkning – altså, hvad er relationen mellem den matematiske model og den fysiske virkelighed?

Everetts mange-verden fortolkning anses af mange fysikere som unødvendig kompliceret og ’eksotisk’ i sammenligning med Niels Bohrs ’Københavnerfortolkning’, der godt nok giver afkald på årsag-virkningssammenhænge i atomernes verden og accepterer tilfældigheder som et grundvilkår.

Det er selvfølgelig lidt en mundfuld, men i praksis er det den fortolkning af kvantemekanikkens ligninger, alle bruger – og det virker!

Ved at lade den fysiske virkelighed forgrene sig konstant ud i myriader af parallelle virkeligheder, én for hver tænkelig hændelse, kan Everetts udlægning måske nok afhjælpe nogle filosofiske udfordringer, men det har indtil videre ikke ført til nye eller anderledes målbare forudsigelser, og for den evidensbaserede naturvidenskab er det i sidste ende dét, der er afgørende.

Der synes med andre ord at være noget arbejde til ’Occams ragekniv’ (ragekniven siger, at den forklaring, der kræver antagelse af færrest forudsætninger, er den bedste).

Reducerer ikke forvirringen

At fortolkningsspørgsmålet fortsat er et, der ikke er enighed om, var også tydeligt, da Thibault Damour 25. august gæstede Niels Bohr Institutet og holdt et foredrag om ’Kvanteuniverset’.

På forreste række i det ikoniske Auditorium A sad den amerikanske nobelprisvinder i fysik, David Gross, og det var ganske interessant at opleve de to herrers forskellige syn på, hvad kvantemekanikken faktisk udtaler sig om.

Gross har formuleret sin kritiske holdning til mange-verden-fortolkningen i mange sammenhænge og på mange forskellige måder. Synspunktet står rimelig skarpt her:

»To Nobel laureate David Gross, the multiverse 'smells of angels.' Accepting the multiverse, he says, is tantamount to throwing up your hands and accepting that you’ll never really understand anything, because whatever you see can be chalked up to a 'historical accident'.«

Men er man mere til en poetisk udlægning, så har han også udtrykt sin holdning i det ganske underholdende digt ’Musing on the Many Worlds Hypothesis’.

I lange træk er det den samme debat, som udspillede sig for godt 100 år siden. Her sad teoriens pionerer på de selv samme træbænke og diskuterede de samme spørgsmål, dengang fordelt på støtter af henholdsvis Einsteins og Bohrs kontrasterende synspunkter, så rammerne kunne ikke have været mere velvalgte.

’Kvanteuniverset’ er en flot og original fortælling om kvantemekanikken, og den viser med al ønskelig tydelighed, at videnskabsformidling og tegneserieroman-genren er to ting, der går godt i spænd.

Desværre synes jeg ikke dens udlægning bidrager til at reducere forvirringen omkring kvantemekanikken.

Men jeg vil gerne sige den danske oversætter en stor tak for at afmystificere bogens originaltitel 'Le Mystère du monde quantique', og slet ret kalde den ’Kvanteuniverset’.

Mystik hører til et helt andet sted end i naturvidenskaben.

Ulrich Hoff er selv kvantefysiker og har skrevet en del artikler herom på Videnskab.dk, blandt andet ’Kan store ting også opføre sig kvantefysisk?’ og ’Hvordan formidler vi kvantefysik, vi ikke kan se?’