Kold fusion: En storm i et glas vand

Den 23. marts 1989 inviterede kemikerne Martin Fleischmann og Stanley Pons til et pressemøde, de begge har fortrudt lige siden.

Pressemødet fandt sted i Salt Lake City på University of Utah og handlede om overskydende varme fra et simpelt forsøg med elektrolyse af tungt vand.

Ikke noget, der umiddelbart skulle få journalister i hele verden til at kaste, hvad de havde i hænderne og rapportere om neutroner, D2O og kold fusion.

Men det var ikke desto mindre, hvad der skete.

For hvis ikke de to kemikere ligefrem stod og gjorde grin med verdenspressen, var de stødt på en helt ny energikilde, der kunne forsøde vores alle sammens tilværelse med gratis, forureningsfri energi og ændre hele den globale magtbalance.

Allerede få timer efter pressemødet i Utah var forskere verden over i gang med at kopiere Fleischmanns og Pons’ forsøgsopstilling.

Kerneprocesser på køkkenbordet

Den 10. april kunne et forskerhold fra Texas A&M University meddele, at de også havde registreret overskydende varme fra et lignende eksperiment. Og senere samme dag var det et hold fra Georgia Institute of Technology, der havde målt en strøm af neutroner.

En ganske ordinær kemisk proces som elektrolyse frembringer ikke neutroner.

Og varmeudviklingen kunne heller ikke forklares ved kemiske reaktioner alene. Det lignede snarere fusionsprocesser, som vi kender dem fra brintbomber og Solens indre – bare i lille målestok.

At den slags atomare uhyrligheder kunne finde sted på et køkkenbord var dagens, ugens og månedens scoop efter Martin Fleischmanns og Stanley Pons’ pressemøde.

Nedsmeltning i Utah

De to kemikere havde været på sporet af kold fusion siden 1984.

Blev der ført strøm igennem elektroder af ædelmetallet palladium dyppet i tungt vand, skulle metallet kunne optage så mange brintatomer fra vandet, at de spontant fusionerede og afgav energi.

Det var i hvert fald princippet. Rigtig sikre i deres sag blev Fleischmann og Stanley Pons dog først, da de en morgen opdagede, at en elektrolyseopstilling var eksploderet i nattens løb. Palladiumelektroden var på det nærmeste fordampet, og der var et stort hul i gulvet.

Var der virkelig sket en kernenedsmeltning i deres lille laboratorium?

Jupiters indre

I 1988 blev de klar over, at en anden forsker var i hælene på dem.

Den uventede konkurrent var fysikprofessor Steven Earl Jones fra Brigham Young University – også i staten Utah.

Jones havde den idé, at de ekstreme varmegrader på planeten Jupiter kan forklares med kernereaktioner i planetens kerne.

Også den høje temperatur i Jordens indre og den høje forekomst af helium-3-atomer, der til tider registreres i forbindelse med vulkanudbrud, måtte ifølge Jones skyldes ukendte kerneprocesser, som finder sted under højt tryk.

Men da professoren hverken kunne snige sit laboratorieudstyr til Jupiter eller ned i Jordens indre, begyndte også han at eksperimentere med elektrolyse og kemiske opstillinger.

Snydt ved et held

For at undgå at træde hinanden over tæerne, blev de tre forskere enige om, at når begge hold var parate til at offentliggøre deres resultater, skulle Fleischmann og Stanley Pons møde Jones på et offentligt sted og udveksle papirer. Senere kunne de så offentliggøre deres arbejde samtidig.

Mødet blev aftalt til den 24. marts, og det kom derfor´som et chok for professor Jones, da han opdagede, at Fleichmann og Pons havde indkaldt til et pressemøde dagen inden. Han var blevet snydt så vandet drev, og i raseri faxede han alle sine papirer til tidsskriftet Nature.

Nogle måneder senere priste han sig lykkelig over, at han ikke også stod frem foran verdenspressen og berettede om kernefusion ved stuetemperatur.

Den videnskabelige kovending

Det lå i kortene, at en fremtidig nobelpris meget vel kunne gå til Martin Fleischmann og Stanley Pons. Men efter kort tid trak forskerholdene fra Texas og Georgia pludselig deres rapporter tilbage.

Som havde hele det videnskabelige samfund rottet sig sammen mod de to kemikere, væltede det frem med tilbagevisninger af tidligere offentliggjorte resultater, beklagelser, bortforklaringer og præciseringer.

I maj 1989 var en af de mest anvendte overskrifter i engelsksprogede aviser det lille ordspil ‘Fusion confusion’ (Fusions-forvirring).

Tre måneder efter Martin Fleischmanns og Stanley Pons’ famøse pressemøde nedsatte det amerikanske energiministerium et panel, der skulle undersøge, hvad der var op og ned på de mange modstridende meldinger.

I november samme år konkluderede panelet, at de to forskeres resultater ikke kunne verificeres og at de stod ‘i modsætningsforhold til al viden om kernereaktioner, der er indhentet igennem de sidste 50 år.’ Panelets anbefaling var, at regeringen ikke støttede forskning i kold fusion.

Evig videnskabelig fortabelse

Fra at være kandidater til den højeste videnskabelige udmærkelse blev Fleischmann og Pons dømt til evig videnskabelig fortabelse. Den dag i dag kan man stadig høre videnskabsfolk, der klukker af grin, når de hører de to kemikeres navne.

Men ikke desto mindre vedblev forskere rundt om i verden med at publicere rapporter om neutroner og overskydende varme i elektrolyseeksperimenter. I 2004 nedsatte energiministeriet igen et kold fusion-panel, og denne gang var konklusionen ikke så entydig.

Halvdelen af panelets 18 medlemmer mente, at kold fusion var en realitet, om end kun en lille håndfuld følte sig overbevist om, at det ligefrem var kernekræfter, der var på spil.

Pres, isolation og brud

Martin Fleischmann og Stanley Pons har aldrig trukket deres forsøgsresultater tilbage.

Men de har begge udtalt, at de følte sig presset af University of Utah til at offentliggøre dem, før de var parate.

Hele affæren er blevet forklaret med, at de to kemikere arbejdede intensivt, hemmelighedsfuldt og isoleret og derfor ikke fik relevant modspil fra folk, der vidste noget om kernefysik.

Efter den offentlige ydmygelse fortsatte de to forskere deres samarbejde og flyttede i 1992 til Frankrig for at arbejde for Technova Corporation, der er et datterselskab af Toyota. I 1995 rejste Martin Fleischmann til England, og de to har angiveligt ikke talt sammen siden.

Fra kold fusion til konspiration

Steven Earl Jones, der faxede sine kold fusion-resultater til Nature, fik ikke samme rystetur i medierne som Martin Fleischmann og Stanley Pons. Til gengæld har han siden skabt sig et navn som kontroversiel konspirationsteoretiker.

I 2005 offentliggjorde han en afhandling, der argumenterede for, at World Trade Center ikke kollapsede på grund af flyangrebene den 11. september 2001, men blev bragt til sprængning med eksplosiver, der var anbragt i bygningerne på forhånd.

Den 7. september 2006 blev han fritstillet fra Brigham Young University, som ikke fandt, at der var videnskabeligt hold i hans teori.