Genopstandelse fra de døde: Er kryo-præservering løsningen?

Bag skudsikret glas i en bygning i ørkenbyen Scottsdale i Arizona, USA, finder man verdens mest topsikrede frysere. Høje, metalskinnende cylindre stående side om side er fyldt med kroppe og afskårne hoveder fra afdøde mennesker. Kasserne er en slags moderne sarkofager, og håbet er, at man med videnskabens hjælp en dag i fremtiden atter vil kunne vække de døde til live.

Alcor Life Extension Foundation i Arizona er ét af et voksende antal steder i USA, Australien, Rusland og Kina, som tilbyder at kryo-præservere de døde. Flere end 300 'patienter', som firmaerne insisterer på at kalde klienterne, er i dag gemt i flydende kvælstof ved -192 grader celcius, og flere end 2.500 er skrevet op, inklusive mindst én dansker.

Mange håber at blive kureret for en uhelbredelig sygdom, og i cylindrene flyder både ægtefolk, bedsteforældre, børn og kæledyr.

Fælles for dem alle er håbet om at kunne snyde døden.

Men hvad siger videnskaben?

Skiløber snød døden

Det lyder ekstremt og er det også. Men faktisk er der fortilfælde, som viser, at døden ikke behøver at være så absolut, som vi forestiller os.

Lad os begynde med den virkelige historie om det mest ekstreme tilfælde, videnskaben kender på et menneske, der døde og opstod igen.

Det er 20. maj 1999 ved Narvik i Norge. Her suser den unge læge Anna Bågenholm ned ad fjeldet med sine to venner og kolleger. Vejret er dejligt med solskin og 15 graders varme, og hun har kørt turen mange gange før.

Men pludselig forvandles dagen til et mareridt. Hendes ene ski rammer en sten, så hun styrter og lander på ryggen over en tilfrosset fos, hvor isen brister, og hun ryger ind under en tyk isflage. Hendes fødder og ski stikker op, men vennerne kan ikke trække hende fri.

Anna Bågenholm finder en lille luftlomme, men kulden er ubarmhjertigt og langsomt ved at tage livet af hende.

Efter cirka en halv time stopper hendes hjerte med at slå. Der går yderligere næsten en time, inden en redningshelikopter lander og kan flyve hende de cirka 400 kilometer til Tromsø Universitetshospital.

Her leder lægen Mads Gilbert holdet, som tager imod hende, og han fortæller i BBC-dokumentaren 'Back from the dead', at hun »så fuldstændig død ud, var askehvid med voksagtig hud og udvidede pupiller«. Lægerne hastede hende mod alle odds til en hjertelungemaskine, der kunne trække vejret for hende og give hjernen ilt.

Ingenmandsland mellem liv og død

Anna Bågenholms hjerte havde ikke slået i mere end to timer, der var ingen hjerneaktivitet, og hun var klinisk død, men lægerne fortsatte genoplivningen med at varme hendes krop langsomt op, og pludselig begyndte hendes hjerte igen at slå af sig selv.

»Jeg måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage,« siger Mads Gilbert.

Anna Bågenholm slog øjnene op første gang efter tre uger, og der gik seks år med genoptræning, men til sidst kom hun sig fuldstændig uden mén og arbejder i dag igen som læge.

'Miraklet' blev knastørt beskrevet i det videnskabelige tidsskrift The Lancet, og Anna Bågenholms kropstemperatur på 13,7 grader er det mest underafkølede, noget menneske har overlevet.

Anna Bågenholms historie understreger, at man aldrig skal give op og blive ved med at give hjertemassage. Men det viser samtidig, at døden ikke indtræffer øjeblikkeligt, men er en proces, hvor man går igennem en slags ingenmandsland midt imellem liv og død, hvorfra man kan vende tilbage.

Kulde kan bremse tiden

Også i Danmark kender lægerne til adskillige mirakuløse historier, for eksempel ved kæntringsulykken på Præstø Fjord i februar 2011, hvor flere elever overlevede nedkøling til 15-16 grader og hjertestop i mere end en halv time.

Afkølingen anses som den reddende faktor, fordi den bremser hjernens stofskifte så meget, at det forlænger de normalt få minutter, inden vævet tager uoprettelig skade.

Men én ting er at bremse døden i et par timer, kan nedkøling også stoppe døden helt?

Det er i princippet, hvad Kryo-præserveringsfirmaerne håber på at kunne gøre for deres 'patienter' ved at køle legemet ned til ekstreme -192 grader, kort tid efter at den kliniske død er indtruffet. Men kan man det?

Iskrystaller dræber

»Man kan ikke en skid. Eller ikke ret meget i hvert fald. Hvis man skal tage de meget positive briller på, har man kunnet fryse en kaninnyre ned, men den er heller ikke ret stor,« siger ekspert i kryobiologi professor Hans Ramløv ved Roskilde Universitet.

Størrelsen har nemlig stor betydning, som vi skal finde ud af.

Når man ikke bare afkøler, men fryser, opstår et nyt problem. Kroppens store indhold af vand fryser til is og danner sylespidse iskrystaller, som i sig selv kan give skader, men det er ikke engang det værste.

Den største udfordring er, at iskrystallerne samler rene vandmolekyler og dermed ekskluderer alle andre stoffer. Det er meget uheldigt, fordi de så samles og giver ekstremt høje saltkoncentrationer og pH-værdier, som ødelægger cellerne og store molekyler som proteiner, RNA og DNA.

Men firmaerne har fundet en måde at undgå iskrystaller på: Man kan skabe glas.

»Det er jeg helt enig med dem i – hvis man endelig skal forsøge, så er en frysning en hårdere behandling af et væv, end en glasdannelse er. Det er der ikke to meninger om,« siger Hans Ramløv.

Hemmeligheden er glas

Glas? Altså ligesom det, man kigger ud gennem i sit vindue?

Ja, glas (men dog ikke vinduesglas af siliciumdioxid).

Sagen er, at glasser fysisk set er meget stive væsker, som faktisk over lang tid løber.

Det smarte er, at glasser er 'amorfe', hvilket betyder, at alle stofferne bliver, hvor de er, og ikke samles i krystaller.

Selv om det er svært, kan man få vandige opløsninger til at danne glas, hvis man bruger forskellige stoffer som for eksempel DMSO (dimethylsulfoxid) og køler dem forholdsvis hurtigt ned.

Det er her, størrelsen kommer ind i billedet.

Som det er i dag, kan man med held danne glas af celler som for eksempel sædceller, fire til otte celler store embryoner og små væv som blodkar.

For at vævet ikke skal tage skade, er det afgørende, at nedkølingen sker hurtigt og gennem hele vævet, så det bliver til glas på én gang. Og det er det, som er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, med en hel krop.

»I virkeligheden vil der ske det, at noget bliver til glas, noget bliver til is, og noget bliver til en enormt koncentreret opløsning,« siger Hans Ramløv.

»Man får temperaturgradienter igennem legemet, og det er ikke svært at forestille sig, at man på ret kort tid kan få lavet nærmest en mos. Det var jo ikke det, der var formålet.«

Kaninnyrer var en enestående succes

Den største succes til dato er en lillebitte kaninnyre, som det tilsyneladende er lykkedes at få omdannet til glas.

Forskeren bag er den amerikanske kryobiolog Gregory Fahy og hans hold i firmaet Twenty-First Century Medicine, der specialiserer sig i at kryo-præservere celler og organer (men ikke hele mennesker).

Fahy tog en kaninnyre, frøs den ned til -122 grader celcius i cirka 10 minutter og satte den tilbage igen efter optøning. Herefter fulgte forskerne kaninen i 48 dage, inden den blev aflivet, og de kunne konstatere, at nyren havde overlevet, men langtfra var så funktionsdygtig som den normale nyre.

Ikke desto mindre viste studiet, at det i princippet er muligt at bevare vitale organer som nedkølet glas.

»Det forbløffede mig i nogen grad, at de kunne gøre det med den kaninnyre, men det ser heller ikke ud til, at de har gjort det ret mange gange siden,« siger Hans Ramløv.

Og det er værd at hæfte sig ved, for Fahy allerede præsenterede kaninnyren på en konference tilbage i 2005, inden studiet blev offentliggjort i 2009, men siden har hverken han selv eller andre tilsyneladende kunnet gøre kunsten efter.

Med andre ord er resultatet formentlig ikke robust, og i værste fald er de manglende bedrifter siden tegn på, at det slet ikke holder vand

Under alle omstændigheder er kaninnyrer meget små organer, og der er lang vej til at skabe glas af større organer, endsige hele dyr eller mennesker, og derefter genoplive dem.

James H. Bedford, frosset ned siden 1967

Selv om for eksempel Alcor Life Extension Foundation har konstateret, at organisationens første 'patient', James H. Bedford, stadig stort set ser ud, som da han blev frosset ned i 1967, er der ifølge Ramløv intet videnskabeligt belæg for at tro, at hans væv stadig fungerer, eller at han kan vækkes til live igen.

Og selv hvis videnskaben en dag skulle knække udfordringerne og finde en sikker måde at fryse mennesker ned i årevis til brug ved for eksempel lange rumrejser, er der desværre indtil videre ikke ret meget, som taler for, at det vil hjælpe de personer, der allerede flyder rundt i metalsarkofagerne.