»Det betyder, at vi må blive bedre til at bruge den viden i praksis,« siger Carl Bonnevie Harbitz.
Han er flodbølgeekspert ved NGIs (Norges Geotekniske Institut) Naturskadeafdeling og forsker ved International Centre for Geohazards (ICG) i Oslo.
Den tragiske udvikling i skader og antallet af omkomne gælder ikke bare for jordskælv, men også for andre typer af naturkatastrofer.
»De voksende skader skyldes som udgangspunkt, at vi bliver flere og flere mennesker, som bor tættere og tættere sammen, og at stadig flere bosætter sig i udsatte områder over hele verden,« siger Carl Bonnevies Harbitz.
Men tabene stiger til trods for, at vi har mere viden end nogensinde før om, hvordan man kan beskytte sig mod naturkatastrofer. Så tabene stiger helt unødvendigt.
»Det er et stort problem, at den viden ikke tilstrækkeligt bliver omsat til praktiske tiltag,« påpeger Carl Bonnevie Harbitz.
Dårligt konstruerede bygninger i jordskælvsområder
Carl Bonnevie Harbitz deltog for nyligt i en stor konference, som samlede flere hundrede internationale geologisk katastrofe-forskere til en diskussion om, hvordan verdenssamfundet kan forberede sig bedre på de allerstørste naturkatastrofer.
De største jordskælv, flodbølger, vulkanudbrud og andre typer af katastrofer kan kræve titusinder eller flere hundredetusinder af menneskeliv.
Den amerikanske geolog Roger Bilham fra University of Colorado påpegede i konferencens afslutningsforedrag, at de største jordskælvsskader sker i lande med høj grad af korruption, som blandt andet fører til, at byggereglementer bliver ignoreret.
Derfor har mere end 600.000 mennesker mistet livet i jordskælv de sidste ti år, samtidigt med at cirka ti gange så mange er blevet kvæstet.
De økonomiske skader er beregnet til ca. 500 milliarder amerikanske dollar. Dette sker til trods for at forskerne ved mere end nogensinde før, hvilke områder som er udsat for jordskælv, og ingeniørerne har stor viden om, hvordan bygninger kan gøres jordskælvssikre.
»Hovedårsagen til de store tabstal på grund af jordskælv er, at alt for mange mennesker bor i dårligt konstruerede bygninger. For at sige det meget simpelt: Det er bygningerne, der dræber, ikke jordskælvene,« opsummerede Roger Bilham.
Katastrofer giver konsekvenser i hele verden
Et vigtigt budskab fra konferencen er, at det internationale samfund og de enkelte stater bør forberede sig bedre på de allerstørste katastrofer.
»De mulige konsekvenser af sådanne katastrofer bliver som regel ignoreret i både arealanvendelsesplanlægningen og ved udbygning af infrastruktur. De ekstremt store naturkatastrofer er ganske vist sjældne, men konsekvenserne bliver enorme, når de først indtræffer,« fortæller Carl Bonnevie Harbitz.
De største katastrofer kan i nogle tilfælde få konsekvenser langt ud over de materielle skader og tab af menneskeliv. Jordskælvet i Lissabon i 1755 førte for eksempel til, at tusindvis af mennesker mistede livet, men det påvirkede også religionen og filosofien i hele Europa (se boksene under artiklen) .
Jordskælvet i Japan i marts 2011 udløste en tsunami, som bl.a. krævede ca. 30.000 menneskeliv, men det udløste også stigende international modstand mod atomkraft og en beslutning i Tyskland om at lukke alle atomkraftværker inden 2022.
Befolkninger vil vide mere om naturkatastrofer
Deltagere til konferencen brugte meget tid på at diskutere, hvordan den eksisterende viden kan blive udnyttet bedre i praksis. Der kom blandt andet forslag om, at forskerne bør gå mere aktivt ud til befolkningerne i de berørte lande og fortælle om den viden, der er på området.
»Information om faren for geologiske katastrofer bør formidles på en måde, så både relevante myndigheder og befolkningen kan træffe informerede og transparente beslutninger om, hvor og hvordan der bygges, hed det i konferencens slutdeklaration,« siger Carl Bonnevie Harbitz.
»De, som har været ude i felten i forbindelse med store naturkatastrofer, fortæller, at befolkningen generelt er interesseret i at få mere at vide både om jordskælv og om andre naturkatastrofer og fysiske fænomener, og om hvordan de kan beskytte sig bedre, hvis noget sker.«
»Vi forskere tænker ofte, at vi skal fremskaffe et faktagrundlag, som skal omsættes til praksis af politikere og andre beslutningstagere, men nu er det på tide at tænke mere bredt,« uddyber han.
Store katastrofer er et sammenfald af usandsynligheder
Jordskælvet i Japan i marts 2011 demonstrerede for hele verden, at samfundsplanlæggerne i fremtiden må tage større hensyn til faren for kædereaktioner og flere typer af naturkatastrofer samtidigt.
De største naturkatastrofer opstår nemlig gerne, når ekstremt usandsynlige forhold indtræffer, og specielt hvis flere usandsynlige forhold indtræffer samtidigt.
Atomkraftværket i Fukushima blev for eksempel ikke alvorligt skadet af jordskælvet, men det blev totalskadet af den efterfølgende flodbølge, der blev udløst af jordskælvet.
»På den hjemlige bane her i Norge ser vi, at de største skader på grund af sneskred sker, når skreddene sker på steder, hvor der sjældent eller aldrig før har været skred, eller når et ’velkendt’ skred går meget længere, end det har gjort før, på grund af helt specielle sneforhold,« påpeger Carl Bonnevie Harbitz.
Ekstreme flodbølger og undersøiske skred
Carl Bonnevie Harbitz’ indlæg på konferencen handlede om ekstreme flodbølger forårsaget af store og sjældne undersøiske skred.
»Vi har set mange eksempler på, at jordskælv kan forårsage undersøiske skred, og det er ofte skred og ikke jordskælv, som forårsager de højeste flodbølger.«
»Den katastrofale jule-flodbølge i Det indiske hav i 2004 blev direkte udløst af et voldsomt jordskælv, mens for eksempel en voldsom flodbølge på Papua New Guinea i 1998 blev forårsaget af et skred, som igen var udløst af et jordskælv,« forklarer Carl Bonnevie Harbitz.
Undersøiske skred kan give flodbølger i Norge
Carl Bonnevie Harbitz deltog i 2006-2009 i et EU-finansieret forskningsprojekt, som konkluderede, at fjeldskred i Vestlandet repræsenterer den største faren for flodbølger i Norge og det østlige Atlanterhav.
Der er tidligere forekommet en række katastrofale fjeldskred i norske fjorde, blandt andet i Loen i 1905 og 1936 og i Tafjord i 1934. I dag er der påvist ustabile fjeldsider ved blandt andet Åknes i Møre og Romsdal, hvor en 800 meter lang fjeldsprække udvider sig med op til 10-15 centimeter om året.
EU-projektet viste også, at undersøiske skred kan udgøre en fare for flodbølger i Norge, og at enkelte områder bør undersøges nærmere. For cirka 8.150 år siden rasede enorme mængder af aflejringer ud fra kanten af den norske kontinentalsokkel ved Storegga.
Skreddet førte blandt andet til, at stenalderbopladser ved Vestlandet blev knust af en 10-15 meter høj flodbølge, og der er fundet spor efter flodbølgen højt oppe på land, også i Skotland og på Færøerne.
Faren for sådanne skred var større lige efter sidste istid, men de kan forekomme i mindre skala også i nutiden.
Et undersøisk skred i Trondheimsfjorden i 1888 udløste en flodbølge, som forårsagede store skader langs land i Trondheim havn.
De norske udstillingsvinduer efter katastrofer
Åknes har i dag udviklet sig til et ’udstillingsvindue’, som viser, hvordan et samfund kan beskytte sig mod skader og tab af liv på grund af naturkatastrofer.
Forskere har studeret fjeldsiden og vurderet sandsynligheden for, at et stort skred vil udløse en flodbølge i Storfjorden ind mod Geiranger i Møre og Romsdal.
Skreddet og flodbølgen er modelleret ved hjælp af computere og i laboratoriet, og modellerne viste, hvor høje bølger, der er grund til at frygte i forskellige områder langs fjorden.
Dette skabte et grundlag for arealanvendelsesplanlægning og evakueringsplaner, og der er blevet installeret avancerede overvågningssystemer og et varslingssystem, som i god tid vil registrere, om et skred er i gang med at udvikle sig.
Har forebygget kvikler-skred
Også den norske håndtering af kvikler-problemet er et udstillingsvindue, som viser, at viden omsat til praktiske tiltag kan redde liv og materielle værdier. Efter kviklerskreddet i Rissa i april 1978 blev der igangsat en omfattende kortlægning af kviklerområder med potentiel fare for skred.
Dette førte til sidst til, at der blandt andet blev indført retningslinjer for, hvordan indgreb i kviklerområder skal gennemføres, og der er gennemført omfattende sikringsarbejde langs en række vandveje med omkringliggende kvikler.
Efter 1990 er både hyppigheden og skaderne som følge af kviklerskred blevet markant reduceret.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
