Pludselig bliver der meget stille i skoven. Vinden lægger sig, og træernes nøgne grene er ubevægelige. Hesten pruster og tripper nervøst til siden, som om der er noget – eller nogen – der gemmer sig i krattet.
Hvad i alverden er det dernede i skovsøen? Isen er dækket af helt perfekte runde cirkler. Nærmest som korncirkler, bare i is. Cirklerne har forskellig størrelse, men de fleste er mere end et par meter i diameter.
Har der været en ufo forbi? Er den fløjet videre, eller gemmer der sig rumvæsner mellem de nøgne træstammer? Måske er det dem, hesten har fornemmet?
Spørg Videnskaben sætter sig for at finde den naturlige forklaring. Og den viser sig at være noget mere jordnær, end man i første omgang fristes til at tro. Faktisk skal den findes flere meter nede under jordoverfladen.
Mysteriet skabte forskerdiskussion på Facebook
Vi starter med at kontakte Naturstyrelsen, som måske kunne have en forklaring på de mærkelige cirkler. Naturvejleder, Jes Aagaard, giver et forsigtigt bud på en forklaring:
»Mit bedste bud er, at isen på søerne har udløst metangas fra bunden, fordi der ingen ilt er i vandet længere. De store bobler har presset isen op i de cirkulære mønstre,« vurderer han.
Han sender dog også spørgsmålet og fotoet af cirklerne ud til sine forskerkollegaer via Facebook.
Her er der svar fra to forskere fra GEUS, som er en forsknings- og rådgivningsinstitution i Klima- Energi- og Byggeministeriet. Den ene er enig med naturvejlederen.
»Jeg vil umiddelbart gætte på, at der er tale om opstigende gasser fra bunden (methan) som i den grødisede, tilfrysende situation uden større bølger danner disse cirkler, men andre (bort)forklaringer er også mulige…« skriver seniorforsker Peter Friis Møller fra afdeling for maringeologi og glaciologi.
»Mit gæt er, at isdannelsen gerne vil have et udgangspunkt. Når jeg ser på billedet, virker det som om, at centrum i de runde flager er en smule grønligt/lyst, hvilket jeg tager som tegn på, at der ligger noget stationært, som en sten eller noget vegetation. Isen ville så begynde at danne sig ved disse holdepunkter og langsomt brede sig – konstant udfordret af strømningen i vandoverfladen. Eventuelt vil der danne sig strømhvirvler omkring disse punkter, som måske kan forklare de mørke cirkler,« lyder buddet fra seniorforsker Andreas Ahlstrøm, som også arbejder ved afdelingen for maringeologi og glaciologi.
Varmt grundvand strømmer op
Et opkald til professor i ferskvandsbiologi på Københavns Universitet, Kirsten Seestern Christoffersen, gør det endeligt af med teorien om ufo’er i søen.
Hun beskæftiger sig til dagligt med miljøet i arktiske søer.

»Forklaringen er såre simpel. Det er grundvand, som strømmer op i søen, bliver afkølet og synker ned igen, mens isen er ved at blive dannet,« forklarer hun.
Grundvand har en stabil temperatur på 6-8 grader og er dermed varmere end vandet i en sø, som er ved at fryse til.
Varmt vand er lettere end koldt vand, og derfor stiger grundvandet op i søen, samtidig med at det bliver kølet af.
»Når det optrængende grundvand bliver afkølet, synker det ned igen. Frysningen af det varmere grundvand sker langsommere end i resten af søen, og vandets roterende bevægelse gør cirklerne helt runde,« fortæller professor Kirsten Seestern Christoffersen.
Årstiden er for kold til tilstrækkelig plantevækst
Forskerne på GEUS er dog ifølge professoren også på rette spor med deres bud.
»Det kan også være opstigende metangas, som bliver produceret nede på bunden, hvis det er en meget næringsrig sø. Der skal dog en del gas til, og det vil dog næppe blive helt så store og runde cirkler,« siger hun.
Forklaringen med, at isen bliver dannet omkring et centrum af for eksempel planter, er ligeledes plausibel.
»Når man ser ‘mønstre’ i isen, kan det også godt skyldes planter, som står på bunden. Men det kræver en ret stor plantevækst, og det er der ikke lige nu i den type søer. Og selvom der skulle være planter, så er de ikke aktive, da der er for lidt lys på denne årstid,« påpeger hun.
Iscirkler er normale – men sjældent set
Ifølge Kirsten Seestern Christoffersen er forklaringen på de mystiske cirkler fysisk set meget banal.
»Rent fysisk er iscirkler helt normalt. Det er bare ikke ret tit, man ser det. For det kræver, at det er næsten vindstille, og at der ikke er sne, så man kan se overfladen af søen. Det skal være søer med grundvandsoptræning, og det skal være et sted uden for meget strøm i vandet. Og det er tilfældet her med en lille sø, som ligger i en skov, hvor træerne beskytter mod vinden.«
Har du selv fotograferet noget mystisk, som du vil have en naturlig forklaring på? Eller har du bare et spørgsmål, som du gerne vil have videnskabens svar på?
Så send dit foto og/eller dit spørgsmål til sv@videnskab.dk. Hvis vi tager dit spørgsmål op, får du en flot T-shirt. Har du ingen spørgsmål til videnskaben, kan du også købe T-shirten – lige her.