Nogle søde små grønne kræ har vakt undren hos Spørg Videnskabens læser Allan Christiansen, og han har sendt billeder med i mailen, så vi bedre kan belyse spørgsmålet.
»Jeg fundet nogle insekter i min have. De findes i ret stort antal på den samme plante, og er ret fascinerende,« skriver han og fortsætter:
»De har smukke farver og kan springe som en cikade eller lille græshoppe. Insektet er ca. 1 cm lang.«
Amerikansk cikade bor i danske rhododendron
Navnet på de hoppende små insekter finder vi hos entomolog (det vil sige insekt-ekspert) Niels Peder Kristensen. Han er professor ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og kan meddele, at dyret har det fine latinske navn Graphocephalus fennahi. På mere mundret dansk hedder de rhododendron-cikade.
»Det er en amerikansk art, som først sent er kommet til Europa, hvor den har bredt sig markant. I Danmark har arten været kendt en årrække nu, men da værtsplanterne jo ikke hører til den hjemlige flora, er det ikke et dyr, som træffes i ’egentlig natur’.«
Rytmisk bevægelse giver indtryk af blink
Den ikke længere så mystiske lille cikade har ifølge Allan Christensen en lille blinkende lygte i bagenden.
Niels Peder Kristensen kender dog ikke til, at cikaderne kan blinke med bagkroppen.
»Den ”blinkende lygte” er sikkert ikke et lysorgan, men blot de stærkt farvede bagerste bagkropsled. Hvis disse rytmisk skydes lidt frem/trækkes tilbage og/eller hvis vingerne rytmisk åbnes en smule, kan det velsagtens give et indtryk af lysglimt,« foreslår han.
Numseblink er muligvis en boble
Videnskab.dk er dog stødt på en video, hvor man ser cikader støde små bobler ud fra en lille dut, som udgør insektets ‘numse’:
\ Fakta
Rhododendron-cikader spreder svampesygdommen Pycnostysanus azaleae til blomsterknopper og er derfor til stor frustration for rhododendrondyrkere.
Det er også en mulig forklaring på de små glimt, mener Niels Peder Kristensen. De små cikader skyder nemlig med jævnligt mellemrum ekskrementer ud i bobler.
»De skyder det ud med ret stor kraft,« siger Niels Peder Kristensen og forklarer:
»Formentlig gør de det, fordi de ikke ønsker at have ekskrementerne i nærheden af sig selv. Det er ubekvemt for dem, at deres omgivelser driver for meget af det.«
Affyring af ekskrementer afværger farer
For det er selvfølgelig ikke særlig rart at vade rundt i sin egen afføring, men derudover kan det være farligt for cikaderne.
»Dels kunne ekskrementerne være grobund for mikroorganismer og noget andet er, at lugten fra det kunne tiltrække rovdyr,« siger insektforskeren.
Rhododendron-cikaderne suger plantesaft til sig i en lind strøm for at få nok af blandt andet aminosyrer. Cikaderne skyder derfor også masser af bobler ud hele tiden, og det kan være det, som Allan Christiansen opfatter som blink.
Har du selv et spørgsmål til Spørg Videnskaben, så send en mail til redaktionen@videnskab.dk. Send os også gerne billeder eller film, som vedrører dit spørgsmål.
Hvis vi tager dit spørgsmål op, så modtager du en t-shirt – og vi skyder derfor en rød Videnskab.dk t-shirt afsted til Allan Christiansen med tak for det fint illustrerede spørgsmål.
\ Cikader hopper ikke som græshopper
Hvad er det egentlig, der adskiller cikader fra græshopper?
Ifølge professor Niels Peder Kristensen springer græshopper ved at rette bagbenets knæ ud i en kraftig bevægelse.
»Græshopper gør det ved en kraftig udretning af bagbenets ’knæ’, som er leddet mellem de benafsnit, der i zoologjargon hedder femur og tibia; ’strækkemusklen’, ligger i femur, som derfor er fortykket – det er af den grund, et græshoppe-bagben kan direkte ses at være et ’springben’.«
»Cikader derimod springer ved en kraftig rotation af bagbenets næstinderste led (’trochanter’) i forhold til det inderste led (’coxa’); den aktive muskel her udspringer inde i selve kroppen, så benet selv ser ikke særlig modificeret ud. Det er i øvrigt samme spring-bevægelse flyvende insekter generelt gør brug af, når de ’sætter af’,« skriver Niels Peder Kristensen i en mail til Videnskab.dk