Fossile fund fra Etiopien og andre dele af Østafrika har de seneste årtier givet en helt ny forståelse af vores forhistorie.
Hvor Darwin på grund af mangel på fossiler var henvist til at spekulere ganske frit om menneskets oprindelse, fortæller nye fund en stadigt mere detaljeret historie.
Den etiopiske forsker Yohannes Haile-Selassie er kurator ved Cleveland Museum of Natural History i Ohio, USA, og leder af museets afdeling for fysisk antropologi, og han har været med til mange af disse opdagelser.
Og han har efter mere end tyve år i felten oparbejdet et ry som en suveræn fossiljæger i den etiopiske ødemark.
I 1997 fandt han de fossiler, som er referencer for beskrivelserne af arterne Australopithecus garhi og Ardipithecus kadabba, og nu står han i spidsen for nye udgravninger i Etiopien.
Ardi
Flere internationale tidsskrifter har kåret det 4,4 millioner år gamle delvis komplette skelet Ardi (Ardipithecus ramidus) til sidste års vigtigste naturvidenskabelige gennembrud.
Ardi blev fundet i Afar-regionen i det nordøstlige Etiopien. Første del af navnet Ardipithecus kommer fra et ord, som på det lokale sprog afar betyder 'jord' eller 'gulv'. Koblet sammen med det græske pithekos betyder det dermed 'abe som går på jorden'.
Ardi kunne gå oprejst, men havde fortsat en klatretå i behold, omtrent som vores tommel.
Haile-Selassie har gjort vigtige fund af Ardipithecus ramidus og været en central skikkelse i det team, som efter lang tids undersøgelser offentliggjorde deres artikler om Ardi i 2009. Så langt tilbage som i 1994 fandt han to hånd-knogler fra Ardi - en del af det puslespil, som skulle blive til et delvist skelet.
Feltarbejde
Fossiljægeren, som på trods af efternavnet ikke er i familie med den afdøde etiopiske kejser Haile Selassie, er født i det nordlige Etiopien og voksede dels op dér og dels i hovedstaden Addis Abeba.
Efter sin uddannelse ved universitetet arbejdede han ved National Museum of Ethiopia. Der blev han interesseret i undersøgelser af fossiler og kom i kontakt med udenlandske forskere, som foretog udgravninger i landet.
Dette førte videre til USA og en doktorgrad ved Berkeley. Han brænder fortsat for feltarbejdet.
»Mange tror ofte at vi tager ud og begynder at grave. Men vi bruger næsten 95 procent af tiden på at gå ud i et stort, åbent landskab og se efter fossiler på jorden,« fortalte Haile-Selassie, da han var i Oslo i slutningen af sidste år.
Her besøgte han Universitetet i Oslo og 'Centre for Ecological and Evolutionary Syntehesis' (CEES) og holdt en forelæsning, som samtidigt afsluttede Darwin-året ved CEES.
Bruger øjnene
I de ofte uvejsomme områder går forskerne ind rustet med geologisk viden, satellitfotos og bevæbnede guider som beskyttelse mod løver og hyæner.
Men det tager lang tid, inden de kan sætter en spade i jorden. Først må man ud og gå omkring og bruge øjnene. Nogle gange går man mange kilometer i voldsom varme. I nogle tilfælde er spaden overflødig. Man gør ofte vigtige fund på selve overfladen, eller lige under den.
Sådanne fund kan gøres af alle, som har øjnene med sig, og afgørende opdagelser er blevet gjort af personer uden nogen form for akademisk uddannelse, påpeger Haile-Selassie.
Den akademiske uddannelse kommer i spil, når man skal vurdere, hvilken slags dyr eller art som et skeletfragment tilhører.
Syv millioner år
I den ene ende af menneskets udvikling står det moderne menneske, Homo sapiens. I den anden ende, den sidste fælles stamform mellem chimpanser og mennesket.
Groft set kan udviklingen mellem de to yderpunkter opdeles i tre etaper:
Homo sapiens er en del af slægten Homo, som hører til de seneste 2,5 millioner år. Den antages at have udviklet sig fra Australopithecus, som strækker sig mere end fire millioner år tilbage i tiden.
Mellem Australopithecus og den sidste fælles stamform mellem mennesket og chimpanser kommer Ardipithecus. Alle disse former kaldes med en fællesbetegnelse 'hominider'.
Hominid-feber
Hele perioden fra 100.000 til seks-syv millioner år tilbage i tiden er Haile-Selassies fagfelt.
Til forskning.no fortæller han om 'hominid-feber' - en tilstand, forskerne rammes af, når der er gået lang tid, uden der er gjort nogen fund. Drømmen er at finde knogler, tænder eller et kranie - eller blot fragmenter heraf. I nogle meget, meget få tilfælde er der fundet delvis komplette skeletter.
Ardi er et af disse.
I et længere interview med Ohio-avisen 'The Plain Dealer' fortæller Haile-Selassie om den møjsommelige leden og de pludselige fund.
Et eksempel er Haile-Selassies fund af et kranie af en Australopithecus garhi i 1997. Det første forvarsel var, at han fandt et lille fragment af kraniet.
Dette var dækket af sand og grus og kunne næsten lige så godt have været en del af skallen af en nød, og Haile-Selassie fik ikke umiddelbart nogen opbakning fra kollegaerne i, at dette var et vigtigt fund.
Opmærksomheden var imidlertid vakt, og tre meter længere op af en skråning fandt Haile-Selassie en overkæbe. Møjsommelige udgravninger afdækkede en lang række fragmenter af kraniet og vigtig viden om det, som anses som en overgangsform til vor egen slægt, Homo.
Sidste fælles stamform
- Hvad er de ubesvarede spørgsmål i dag?
»Et vigtigt spørgsmål er, hvornår menneskets og chimpansernes stamtræ delte sig. Hvordan så denne sidste fælles stamform ud? Takket være nye fund skubbes tidspunktet for denne bagud i tid,« siger Haile-Selassie.
Ardi fortæller os, at den sidste fælles stamform mellem mennesker og chimpanser vil minde langt mindre om en chimpanse, end man hidtil har forestillet sig. Ardi har nemlig en række træk, som ikke minder om chimpanser, og det understreger, at chimpanserne har haft deres egen evolution gennem 6-7 millioner år, uafhængigt af mennesket.
Det er muligt at hævde, at chimpansens hænder er langt mere udviklede end vores primitive griberedskaber. Hos chimpanserne er knogler i hånden blevet tilpasset en firbenet gangart - at gå på knoerne.
Blandt andre træk, forskerne påpeger hos Ardi, er reducerede hugtænder hos hannen. Noget som tyder på, at denne art ikke har haft det høje sociale aggressionsniveau, chimpanse-hanner har.
Forskerne mener også, at den fysiske forskel mellem kønnene har været lille, noget som kan pege imod et par-baseret socialt mønster.
Uenighed om stamtræ
I stedet for noget, som ligger midt mellem os og chimpanserne, må forskerne nu lede efter noget helt andet.
- Hvor vil vi finde den sidste fælles stamform?
»Man skal lede i aflejringer, som er 6-8 millioner år gamle, mest sandsynligt i Afrika,« siger Haile-Selassie smilende.
- Mest sandsynligt i Afrika, men ikke nødvendigvis i Afrika?
»Muligvis også udenfor Afrika.«
- Hvis det er i Afrika, hvor så?
»Det kan være Østafrika, men det behøver ikke være Østafrika. Chad var en stor overraskelse,« siger forskeren.
Han henviser til fundet i 2002 af en syv millioner år gammel hominid i det centralafrikanske land.
Der er stor faglig uenighed om, hvorvidt fundet fra Chad repræsenterer en selvstændig stamme på udviklingstræet, eller om dette og andre meget gamle fund - blandt andet fra Kenya - kan knyttes til Ardipithecus.
Men andre ord: om perioden efter den sidste fælles stamform mellem chimpanser og mennesker og et par millioner år fremover bedst kan opfattes som et træ med én samlet stamme, eller som en busk med skud i alle retninger.
Haile-Selassie holder med dem, som mener, at udviklingen var samlet, og han siger, at der indtil nu ikke er fremlagt afgørende beviser imod dette.
Stolt af hjemlandet
Selv om der er gjort fund i Centralafrika, er det ikke til at komme udenom, at de fleste fund er gjort i Østafrika, og at Etiopien har en helt speciel status.
- Hvad føler du, i forhold til at alle disse fund er gjort i dit hjemland?
»Jeg føler mig som en hvilken som helst etiopier - stolt over, at Etiopien er menneskehedens vugge. Vi har noget i Etiopien, som samler alle folk i verden - uanset race, religion og kultur. Denne arv siger noget om slægtskabet mellem alle mennesker,« påpeger han.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
