Forskere fra 'California Institute of Technology' beskriver en ny form for synæstesi i tidsskriftet Current Biology; nemlig høre-synæstesi. Det som kendetegner synæstetikere, er at deres sanser er krydsaktiverede. De oplever en sammenblanding af sanseoplevelser som normalt indtræffer hver for sig.
Dette sker automatisk, og er ikke noget personen kan vælge at gøre. Så dermed bliver deres virkelighed utvivlsomt lidt anderledes end andres. Mens de fleste mennesker ser sorte bogstaver på hvid baggrund i denne artikel, kan en synæstetiker se bogstaverne i farver. Og måske fremstår deres bedste ven rød eller blå, mens det smager af et eller andet når fingrene rører ved tastaturet. Aldrig rapporteret førPsykologer har tidligere rapporteret om synæstesi inden for både syns-, føle- og smags-sansen. Men; en gennemgang af tilgængelig litteratur viser at der aldrig har været beskrevet sådanne fund knyttet til høre-sansen, ifølge det nye stykke forskningsarbejde.
Nu rapporterer Caltech-forskerne om fire personer, med sundt helbred, med høre-synæstesi. Det som sker, er at de kan høre enten dunke-lyde, pibe-lyde eller summe-lyde når de ser ting bevæge sig eller lyse op. Forskerne fra Caltech mener - overraskende nok - at høre-synæstesi ikke er specielt usædvanligt, og at det ganske enkelt repræsenterer en forstærket form for hvordan hjernen normalt behandler visuel information. Neurobiologen Melissa Saenz står, sammen med Christof Koch, bag forskningen. De mener, at så mange som én procent af befolkningen kan have synæstetiske oplevelser.
Opdaget ved et tilfælde
Saenz fortæller, i et pressemeddelelse fra Caltech, at hun opdagede fænomenet ved et tilfælde: »Mens jeg var i gang med et eksperiment ved Caltech Brain Imaging Center, kom en gruppe studerende på omvisning forbi, og jeg fortalte dem hvad eksperimentet gik ud på.« »Som en del af eksperimentet var der et billede i bevægelse på min skærm, med prikker som hurtigt spreder sig udover skærmen. Helt ud af ingenting spurgte en af de studerende: 'Er der andre end mig som hører noget når de ser dette?'« »Bagefter tog jeg en længere snak med den studerende, og opdagede at hans oplevelse havde alle de karakteristiske træk ved synæstesi; en automatisk kryds-aktivering af sanseindtryk som vedkommende har oplevet gennem hele livet,« siger Saenz.
Ganske støjende
Forskeren indledte jagten på flere personer med høre-synæstesi. Det viste sig, at de prikker som spredte sig hen over skærmen i hendes forsøg, blev opfattet som ganske støjende af personer med høre-synæstesi.
Videoklippet var et godt værktøj til at finde frem til flere med samme oplevelser. Da en af testpersonerne blev spurgt om animationen kunne høres, var svaret: »Hvordan skulle man kunne overhøre den?«
\ Fakta
Se Videoklippet
Hører du noget når du afspiller dette klip?
Saenz mener at det ville have været mindre vellykket, hvis hun havde spurgt på denne måde: »Hører du lyde når du ser ting bevæge sig eller lyse op?« - fordi det ofte er sådan, at ting ude i et miljø faktisk afgiver lyde - som en summende bi.
Hører sommerfugl i luften
Forskerne spekulerer i, om sådanne forhold kan forklare hvorfor denne form for synæstesi ikke tidligere er blevet afdækket af neurobiologer. »Folk med denne type synæstesi kan være mindre tilbøjelige, end personer med andre synæstesi former, til at forstå, at deres oplevelse er ualmindelig,« siger Saenz i pressemeddelelsen. Alligevel: når de blev spurgt, kunne alle synæstetikerne give eksempler på visuelle hændelser i dagligdagen som fremkaldte lyde som de vidste kun fandtes i deres hoved. Det kunne for eksempel dreje sig om en sommerfugl i luften, eller at se tv med lyden slukket, blev det tilføjet.
Afskrevet i tidligere tider
Tidligere kunne denne type oplevelser bortforklares med en livlig fantasi eller endnu værre; en psykisk sygdom. Men nogen sygdom er det ikke. Forskere ser det som et neurologisk fænomen. I stedet er der måske grund til at misunde de mennesker, som har disse farverige oplevelser i en ofte grå hverdag?
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov


































