Stenaldermennesker stod bag udryddelsen af store dyrearter

I mere end hundrede år har forskere diskuteret et bogstaveligt talt stort spørgsmål:

Var klimaforandringer eller vores forfædre ansvarlige for, at det meste af Jordens gigantiske landdyr – den såkaldte megafauna - ganske enkelt forsvandt?

Disse dyr, som kunne veje adskillige tons, forsvandt for flere tusinde år siden, men ser vi på Jordens historie i et lidt længere perspektiv, så levede de faktisk indtil for ganske nylig.

Mammutten, det ulhårede næsehorn og det kæmpe dovendyr uddøde

I dag står vi tilbage med elefanterne, næsehornet, flodhesten og girafferne, men så sent som for mellem 10.000 og 20.000 år siden var der langt flere arter af store dyr, der fik jorden til at ryste, når de bevægede sig rundt.

For eksempel det enorme bæltedyr glyptodonten. Kæmpedovendyret megatherium. Det uldhårede næsehorn, mastodonten. Mammutten. Den sabeltandede tiger. Den store huleløve Panthera atrox. Det enorme australske pungdyr diprotodonten. Moa-fuglene i New Zealand. Og den et ton tunge europæiske urokse.

Alle disse store dyr eksisterede på samme tid som stenaldermennesket. Mange af dem blev jaget for mad og for deres pels. Men var stenaldermenneskerne ansvarlige for deres forsvinden?

»Jeg er ikke i tvivl om, at det var menneskene,« siger Petter Bøckman, lektor ved Naturhistorisk museum i Oslo.

3/4 af Jordens landarealer var allerede præget af menneskelig aktivitet i stenalderen

Professor ved Institut for Biologi ved Aarhus Universitet Jens-Christian Svenning og to kolleger konkluderede ligeledes i en artikel i 2023, at den usædvanlige udryddelse af megafaunaen i løbet af de seneste 120.000 år må skyldes mennesker.

Den anden og meget brugte forklaring på de store dyrs forsvinden, nemlig naturlige klimaforandringer i løbet af og umiddelbart efter de sidste af flere istidsperioder, spillede formentlig kun en mindre rolle, konkluderer forskeren ved Aarhus Universitet.

I et andet studie har Jens-Christian Svenning og kolleger konkluderet, at næsten 3/4 af Jordens landoverflade allerede var præget af menneskelig aktivitet for 12.000 år siden.

Mennesker gik på jagt. Mennesker brændte naturen ned. De avlede husdyr, og de var så småt begyndt at dyrke jorden.

Nu om dage oplever vi også tab af biodiversitet i naturen, men med få undtagelser hænger det ikke sammen med, at vi går amok på uberørt natur og uberørte økosystemer, påpeger Jens-Christian Svenning.

Det hænger i stedet sammen med, at vi intensiverer brugen af naturen, som mennesker allerede brugte for meget lang tid siden. Det er en vigtig forskel, som vi bør huske på, ifølge Jens-Christian Svenning.

I dag findes der næsten ikke natur, som ikke er berørt af os mennesker.

Dyrene er skrumpet voldsomt

To israelske forskere bygger nu videre på Jens-Christian Svenning og kollegernes konklusioner.

De peger på, at landpattedyrenes gennemsnitlige vægt er skrumpet med næsten ufattelige 90 procent fra en gennemsnitsvægt på omkring 500 kilo til tocifrede kilotal.

Forskerne finder heller ikke belæg for, at de store dyrs udryddelse er forbundet med forandringer i klimaet. Der var flere istider før den seneste, som varede 100.000 år, og de store dyr overlevede dem alle - og i mange millioner år før det.

»Hvorend mennesket dukkede op, var der udryddelser. Dyr blev udryddet i Amerika, i Australien og på øer som New Zealand,« siger en af de israelske forskere Miki Ben-Dor til avisen Haaretz.

Handler det om kød eller om fedt?

De to forskere ved Universitetet i Tel-Aviv vurderer, at meget handler om kød. Eller mere præcist: fedt.

De menneskeaber, vi er i familie med, er alle overvejende planteædere. Den største af dem, gorillaerne, lever udelukkende af plantekost.

Vi moderne mennesker fik dog smag for kød for et par titusinder af år siden, så da stenaldermenneskene gik til angreb på de allerstørste dyr, de kunne finde i naturen, var det, fordi de ledte efter så meget kød som muligt på én gang, mener de to forskere.

Men efterhånden udviklede stenalderfolk – og senere urbefolkninger – en lige så stærk appetit på fedt, foreslår Miki Ben-Dor og Ran Barkai.

Fra musestørrelse til elefantstørrelse

De to israelske forskere fremsætter en hypotese om, at det gav flere fordele for et dyr at være ekstra stort og have meget fedt på kroppen - lige indtil mennesket dukkede op.

Det var derfor, mange af pattedyrene voksede fra musestørrelse på dinosaurernes tid til elefantstørrelse, da vi nærmede os vores tid.

Tragedien for de store dyr, da stenaldermennesket dukkede op, var, at det især var voksne dyr i den formeringsdygtige alder, der havde meget fedt på kroppen.

Mens en løve jagtede babyelefanter og gamle, magre elefanter, jagtede mennesket de mest reproduktive dyr. Det bidrog til de store dyrs tragedie, mener de to evolutionsforskere.

At vi for måske 30.000 år siden begyndte at tage hunde med i jagten på glyptodonter, megatherium og mastodonter, gjorde det endnu sværere for dem at undslippe.

For meget kød?

Når stenaldermenneskerne nedlagde et kæmpe dyr, forestiller vi os ofte, at de var gode til at bruge hele dyret. Det samme har ofte været fortællingen om urbefolkningerne.

Men sådan forholdt det sig ikke nødvendigvis ifølge de israelske forskere.

Arkæologiske fund tyder på, at der ofte var for meget kød – og fedt – for stenalderfolkene. Så dyrene blev kun delvist spist.

En bæltedyr på op til to tons, som hovedsagelig består af kød og fedt, blev en for stor mundfuld, og når folk blev sultne igen, gik de i stedet ud og slog et andet stort dyr ihjel.

God adgang til mad

De to israelske forskere Miki Ben-Dor og Ran Barkai slutter sig til rækken af forskere, som i de senere år er nået frem til, at stenalderen nok ikke var en tid med fødevaremangel og knaphed, som vi ellers forestiller os.

I næsten to millioner år havde først forhistoriske mennesker og derefter mere moderne mennesker (Homo sapiens sapiens) formentlig rigelig adgang til mad.

Det var først, da vi havde dræbt og udryddet de store dyr, at vi for alvor måtte i gang med at jage små og mere magre dyr.

Dyr, der løb hurtigere og var bedre til at gemme sig, krævede, at vi udviklede stadigt mere avancerede jagtteknikker.

Stenøkser kan være blevet erstattet af spyd allerede for omkring 400.000 år siden. Bue og pil var muligvis i brug i Afrika for 70.000 år siden.

Urbefolkninger kan også ødelægge

»Selvom jeg ikke er i tvivl om, at vi mennesker bærer hovedansvaret for at have udryddet megafaunaen, så er det baseret på det simple faktum, at disse dyr overlevede mellem 20 og 30 istider før den sidste,« siger Petter Bøckman, lektor ved Naturhistorisk museum i Oslo.

»Megafaunaen overlevede afslutningen af alle de tidligere istider. Hvorfor overlevede ingen arter over et ton afslutningen på den sidste istid, undtaget i Afrika og det tropiske Asien?«

Petter Bøckman bekræfter, at diskussionen om, hvorvidt det var klimaforandringerne eller stenaldermenneskerne, der tog livet af megafaunaen, har rullet frem og tilbage i den akademiske verden i mange år.

»Jeg tror, det til dels hænger sammen med den udbredte idé om, at urbefolkninger går rundt med en stor del økologiske kompetencer. Så er det svært at sluge, at disse mennesker kan have skabt økologiske katastrofer.«

Menneskene blev farligere

Petter Bøckman er ikke blind for, at flere faktorer kan ligge bag, når så mange af de gigantiske dyr forsvinder mod slutningen af det, vi kalder den ældre stenalder, som sluttede for omkring 12.000 år siden.

»Når der sker store forandringer, for eksempel med klimaet, vil det altid ramme de største og mest specialiserede dyr. Sådan var det også, da den sidste istid sluttede.«

»Store arter forsvandt også i slutningen af tidligere istider, men ikke alle på én gang.«

Petter Bøckman påpeger, at da den ældre stenalder sluttede, var moderne mennesker i færd med at sprede sig til områder, hvor de aldrig havde været før.

Dyrene overlevede ikke os

Flere forskere har ment, at neandertalerne var meget lig os moderne mennesker (homo sapiens sapiens), siger Petter Bøckman.

»Når vi ser på forskellen på, hvad neandertalerne og vi moderne mennesker har betydet for økosystemerne omkring os, kan der ikke være i tvivl om, at vi og neandertalerne havde vidt forskellige økologier. Vi har haft en helt anden effekt.«

»Økosystemerne med megafauna overlevede neandertalerne. De overlevede ikke os moderne mennesker.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.