Selvom vi kender kænguruen for dens meget særegne hop, viser nyt studie, at nogle kænguruarter historisk set faktisk har gået på to eller fire ben.
Det skriver University of Bristol i en pressemeddelelse.
I et stort studie af fossile knogler fra forskellige kænguruarter, herunder wallaby-kænguruen (Notamacropus), træ-kænguruen (Dendrolagus) og rotte-kænguruen (Potoroidae), har et hold af forskere fra University of Bristol og University of Upssala dykket ned i kænguruernes evolutionshistorie gennem 25 millioner år og på den måde analyseret sig frem til den overraskende nyhed om kænguruers gang.
Det er ifølge forskerne ikke særligt længe siden evolutionsmæssigt set, at en kænguru har gået på to eller fire ben i stedet for at hoppe, viser data om pungdyrets ben- og ankel-knogler.
»Moderne, hoppende, kænguruer er faktisk en undtagelse i dyrenes evolutionshistorie,« udtaler hovedforfatter bag studiet og professor Christine Janis fra University of Bristol i pressemeddelelsen.
Dataen viser, at kænguruerne var små for 15-25 millioner år siden, i perioden, der kaldes den Oligocæne periode, og brugte deres ben til at klatre og hoppe langsommere, end en kænguru gør i dag - og uden 'det femte ben' i halen. Indtil for 10 millioner år siden vejede en kænguru under 12 kg. I dag vejer de typisk 70 kg.
Deres data viser desuden, at den hurtig-hoppende gangart formentlig kun har eksisteret blandt visse store kænguruarter, herunder hos de direkte forfædre til nutidens kænguruer.
Andre kænguruarter har praktiseret en større diversitet i gangarter. Eksempelvis har den nu uddøde ‘kæmpe wallaby’ (Protemnodons) gået på fire ben, mens en anden uddød kænguru, som man kalder ‘kænguruen med det korte ansigt’ (Sthenurinae), vandrede rundt på to ben.
»At hoppe er blot en af mange metoder, som kænguruer har benyttet tilbage i tiden, og også i dag, så det at hoppe bør ikke blive set som et pejlemærke i deres evolutionshistorie,« afslutter Christine Janis i pressemeddelelsen.
mls
