Den traditionelle franske spise er ofte udskældt, fordi delikatessen kræver, at ænder og gæs skal tvangsfodres.
Men fremtidens foie gras kan måske spises uden dårlig smag i munden.
Danske forskere har nu skabt en foie gras, der ligner den traditionelle leverspise, helt uden at tvinge mad ned i dyrene.
Det skriver Syddansk Universitet (SDU) i en pressemeddelelse.

Forskerne fra SDU og Max Planck Instituttet har brugt enzymerne ‘lipaser’ til at efterligne den naturlige proces, hvor fuglene opbygger et ekstra fedtlag, inden de tager på træk.
Det særlige er ifølge forskerne, at man relativt nemt kan tilføre enzymerne til fedtet, efter ænderne og gæssene er blevet slagtet. Dermed kan man lave foie gras helt uden tvangsfodring.
Under mikroskop ligner deres foie gras helt almindelig foie gras - både på udseende og smag:
»Indtil videre er det kun os, der har prøvet det, og så vidt vi kan smage, er der ingen smags- eller teksturmæssig forskel,« siger Mathias Porsmose Clausen, der er lektor i gastrofysik på SDU, i pressemeddelelsen.

Teknologien er patenteret, og derfor kan forskernes foie gras potentielt ende på hylderne i supermarkedet, hvis en virksomhed byder sig til.
Håbet er også, at man kan bruge fysikken bag den nye foie gras til at skabe nye og bedre plantebaserede fødevarer.
































