»Det var meget overvældende. Lugten af svovldioxid. Smagen af svovldioxid. Lyden af de rumlende sten. Det lyder som en klirren af porcelæn, der smadres,« siger vulkanolog Johanne Schmith, da hun husker tilbage på udbruddet fra vulkanen Bardabunga i Island.
I sommeren 2014 revnede vulkanen i et udbrud, som blev landets største i over 200 år. Danske ph.d.-studerende i vulkanologi Johanne Schmith oplevede udbruddet på klos hold, og hun fortæller nu om sine oplevelser ved lavastrømmen, der blev ved med at flyde helt indtil marts måned i år, 2015.
I videoen øverst i artiklen kan du se de flotte billeder af det voldsomme udbrud, samt høre Johanne fortælle, hvordan det er at forske i noget så dødbringende som vulkanudbrud.
Videoen er udgivet af Geocenter Danmark på deres videokanal undergroundchannel.dk.
Forskning i Islands vulkanudbrud langs kilometerlang revne af lava
I udbruddet ved Bardabunga skød lavasøjler 30 meter op i luften fra en kilometerlang revne af lava. Lava er 1.200 grader varmt, og røgen er fyldt med giftig svovldioxid.
Så hvordan kommer forskerne tæt nok på til at tage prøver?
»Vi har gasmasker med målere, som holder styr på niveauet af kuldioxid, svovldioxid og ilt i luften, og motorerne på vores biler kører konstant, så vi kan flygte med det samme, hvis situationen bliver farlig,« fortæller Johanne Schmith i videoen.
Bardabunga sammenlignes med Katla i 1755
Johanne Schmith arbejder med at indsamle fragmenter, som kommer ud af vulkanen under udbrud.
I sit arbejde med en anden islandsk vulkan, Katla, har hun indsamlet korn af aske fra tidligere udbrud. Partiklernes størrelse og form fortæller, hvor langt de kan komme ud i luften, og hvilke mekanismer der sker i vulkanen, som skaber de store udbrud.
I hendes ph.d.-projekt undersøger hun to store historiske udbrud fra Katla, i henholdsvis 1755 og 1625, der sendte store askeskyer ud over hele Nordeuropa. Udbruddet i Bardabunga gav hende mulighed for at sammenligne med helt nye fragmenter, som hun selv havde set blive dannet.
Det seneste udbrud fra vulkanen Katla var i 1918, og ifølge statistikken burde den give et udbrud med 50 års mellemrum, men forskerne venter stadig på det næste udbrud fra vulkanen.































